Danva

Vandets dag markeres landet over

Del
Den 22. marts er det verdens vanddag. DANVAs medlemmer landet over er med til at markere dagen.

Nyt spil til skoleelever

BIOFOS markerer Vandets dag ved at udgive et spil for 7.-9. klasses elever. I spillet skal eleverne reflektere over spildevandets vej fra hjem til recipient og heri indgår genanvendelse af ressourcer i et cirkulært perspektiv. BIOFOS printer nogle hardcopy udgaver til brug i undervisningen og lægger spillet ud digitalt til download, hvor eleverne selv udklipper plader og arbejder med spillet. Spillet består af 22 kort, som skal samles under dialog i elevgruppen.

Fokus på separatkloakering

DIN Forsyning sætter fuldt blus på kommunikation af separeringsprojekter. Vandets Dag starter med en event om morgenen den 22. marts, hvor der vil stå i alt otte personer ved to projekter, hvor DIN Forsyning graver og generer myldretidstrafikken. Ved de to projekter er der sat midlertidig lysregulering op, og når bilerne holder i kø, vil medarbejderne dele rundstykker ud sammen med en lille flyer. Det er et led i en større goodwill/awareness-kampagne om separatkloakering, som DIN Forsyning breder ud i løbet af 2018. De medarbejdere, der deltager i eventen, er en blanding af kommunikationsfolk, medarbejdere og chefer fra projekt-afdelingen. DIN Forsyning håber, at eventen kan skabe lidt god stemning og skabe en bredere forståelse af formålet med projekterne.

Kommunikation med kunderne

Skanderborg Forsyning bruger dagen til at kick-starte et kundepanel med fokus på spildevandskunder. I en tilfredshedsundersøgelse havde forsyningen nogle forbedringspunkter i dette segment, og derfor er de nu inviteret. Der er umiddelbart stor interesse for at deltage i et kundepanel, som kan støtte op om udviklingen af virksomheden. Mere end 1/3 af de adspurgte i undersøgelsen har sagt ja til at deltage i et sådant panel. Senere på året vil Skanderborg Forsyning starte et panel op om drikkevand og et om klimatilpasning. Den 22. marts kommer en lille flok fra virksomheder og private forbrugere på besøg om eftermiddagen, hvor forsyningen vil fortælle om ambitionerne med et kundepanel og lytte til kundernes forventninger. Der bliver også tid til netværk og en rundvisning i AquaGlobe. Læs mere her.

Mission for små vandagenter

Fors A/S inviterer til en dag i vandets tegn lørdag den 24. marts kl. 10-14 på Holbæk Renseanlæg. I 'Mission Rent Vand' på renseanlægget går leg og læring hånd i hånd. Der er slamsuger, TV-inspektionsvogn, pølsevogn og masser af sjov og læring for hele familien. Børnene bliver udnævnt til vandagenter og får et sejt agentskilt, diplom og en præmie, når de gennem sjove aktiviteter, rundvisning og en levende udstilling i børnehøjde bliver klogere på bl.a. vandets vej til og fra hjemmet. Læs mere her.

Vand-vittig lørdag i Kalundborg

Kalundborg Forsyning fejrer Vandets dag med en række aktiviteter. Kordilgade pyntes op med flag og balloner, og på Solskinspladsen uddeles gratis drikkedunke med vand i. Der er mulighed for at besøge et vandtårn og at deltage i motionsløb eller gåtur. Desuden er der koncert med det lokale gospel-kor. Læs mere her.

Vandløb i Randers

300 elever fra 3. klasse skal lære om vand, når de deltager i Vandløbet den 22. marts ved Gudenåen. Markeringen af Vandets Dag er arrangeret af VERDO og Vandmiljø Randers i samarbejde med Randers Naturcenter, Museum Østjylland og Røde Kors. Eleverne får brugt alle sanser, når de skal løse spændende poster som ’Byg dit eget vandværk’, ’Smag forskel på vand’, ’Spillet om spildevandet’ og ’Livet i vandet’. Læs mere her.

Åbent hus i vandtårne

TREFOR Vand markede dagen på forskud og holdt åbent hus søndag den 18. marts i både Kaltofte vandtårn i Fredericia og i Søndermarkens vandtårn i Vejle. På den måde blev det markeret, at rent drikkevand er en essentiel fødevare og menneskets vigtigste ressource.

Vandproblemer i Vestafrika

Ingeniører Uden Grænser og Rambøll markerer FN's Vanddag med et arrangement i København, hvor alle interesserede er velkomne. Der kommer oplæg om:

  • Ekstreme vejrkatastrofer
  • Afhjælpende foranstaltninger
  • Forebyggende tilpasning til klimaændringer
  • Innovation indenfor nye analytiske metoder til patogener i vand
  • Oplægsholderne vil vise eksempler fra vestafrikanske lande, og dagen afsluttes med en paneldiskussion. Læs mere her.

Find svar i naturen

Hvordan kan vi reducere oversvømmelser, tørke og vandforurening? FN mener, vi kan finde inspiration i naturen og anvende naturbaserede løsninger til at håndtere udfordringer med vand. Det er baggrunden for, at FN har valgt temaet ”Nature for Water” som tema for World Water Day. Læs mere på worldwaterday.org

Nøgleord

Kontakter

Informationschef Lars Fischer
E: lf@danva.dk, M: 51265187

Links

Information om Danva

Danva
Danva
Godthåbsvej 83
8660 Skanderborg

7021 0055http://www.danva.dk/

DANVA er interesseorganisationen for alle, der arbejder professionelt med vand og spildevand. Foreningen er en selvstændig nonprofit forening, finansieret af medlemmerne og ved indtægtsdækket virksomhed.

Vandets Dag eller Verdens Vanddag er en FN-temadag der finder sted hvert år d. 22. marts for at sætte fokus på drikkevandet.

Dagen blev først formelt foreslået i Agenda 21 fra FN's konference for miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 og derefter vedtaget på FN's generalforsamling samme år. Den er efterfølgende blevet afholdt siden 1993.

Følg pressemeddelelser fra Danva

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danva

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye