Tivoli A/S

Valentinsmiddage og romantisk stemning i Tivoli

Del
Valentinsdag kan fejres med et smut til Tivoli i København. På Valentinsdag kan gæsterne spise valentinsmiddage på flere af Tivolis restauranter, sætte hjerter på broen over Tivoli Søen, løbe arm i arm på Københavns smukkeste skøjtebane, opleve lysmagi og tage kærlighedsselfie på Kyssebænken.

Funklende iskrystaller og glimtende snefnug pynter i Tivolis snedækkede Have. De mange hjerter på Tivoli Broen sørger for romanstisk stemning, og heldige kan få et glimt af Danmarks mest forelskede par, Harlekin og Columbine. Der er lagt op til en uforglemmelig Valentinsdag i Tivoli.

Sig det med hjerter og kys
I dagene op til, på selve dagen og lige efter Valentinsdag den 14. februar kan Tivolis gæster skrive deres udkårnes navn på et lille rødt hjerte og sætte det på broen over Tivoli Søen. De røde hjerter fungerer som romantisk statement og en del af udsmykningen på Valentinsdag og i dagene efter. En tur over broen og rundt i Haven er oplagt til en date. Både om dagen og om aftenen, hvor Tivolis lysilluminationer sørger for ekstra lysmagi på den romantiske gåtur. Eller hvad med et stop ved Tivolis kyssebænk? Tid til en romantisk selfie med kæresten. En tur på skøjtebanen er også oplagt, bagefter kan man varme hænderne på en varm drik og dele en nybagt Chimney Cake ved den nye bod Sukkerrullen.

Stilet Valentinsdag
På Nimb fejres kærligheden med særlige valentinsmenuer på udvalgte restauranter efterfulgt af en stemningsfuld live-koncert i Nimb Bar. Der er valentinsmiddag på Gemyse midt i Tivolis smukke vinterhave, hvor menuen blandt andet står på Gemyses grønne snacks, stegt helleflynder, blæksprutte og yuzu, krogmodnet velfærdsgris og maltvaffel med sort sesam-is og rød syre. Skal det være lidt til den søde tand byder konditoriet Cakenhagen på pink kærlighedskage og udsigt til den oplyste skøjtebane foran Nimb Hotel. Læs mere om Nimb på Valentinsdag her: https://www.nimb.dk/en/valentine

Romantisk middag
I anledning af Valentinsdag er der særlige valentinsmenuer på flere af restauranterne i Tivoli. Påfuglen byder på 3-retters menu med blomkålssuppe, steak entrecôte og creme brulée og champagnecocktail. A Hereford Beefstouw trancherer en saftig bøf ved bordet – i udskæringen Porterhouse, som forener mørbrad og filet. Færgekroen har udsigt ud over Tivoli Søen. Her står menuen på stegt kulmulefilet og hummerbisque, kalvemørbrad med svamperisotto og til dessert Færgekroens store desserttallerken for to. Promenaden, Grøften, Biergarten og Brdr. Price har også valentinsmenuerne klar.
Se oversigt over alle valentinsmenuer i Tivoli her http://www.tivoli.dk/da/mad+og+drikke/valentinsmenu

Skål for kærligheden
Tivoli Food Hall har selvfølgelig også åbnet på Valentinsdag, da de har åbent alle dage hele året. Her kan man fx fejre kærligheden med champagne hos hyggelige Le Petit Vinbar, Gin-cocktails hos The Bird og cava med tapas-hapsere hos Tapa del Toro.

Se Nordlyset sammen
Tivolis nyeste sæson Vinter i Tivoli lyser op fra den 1. til 24. februar, hvor dele af Haven er åben, og de fleste forlystelser kører sammen med helt nye aktiviteter som en særlig Nordlys-oplevelse skabt af Tivolis lysdesigner Jesper Kongshaug og Virtual Reality-oplevelsen Bring The Spring i H.C. Andersen Slottet.

Den mest berømte Tivoli-romance
Det mest romantiske par i Tivoli, Harlekin og Columbine, har flirtet i en evighed på Pantomimeteatret. Columbines far Kassander har forsøgt at få datteren afsat til anden side, men Harlekin har aldrig givet op, og ballerinaen Columbine er for altid fascineret af den mystiske, maskeklædte eventyrer. Umiddelbart stammer Pantomime-karaktererne fra 1500-tallets italienske maskekomedie, commedia dell’arte, der senere vandrer videre til Frankrig, hvor bl.a. Molière lader sig inspirere af figurerne til mange af sine komedier. De kommer til England i begyndelsen af 1700-tallet. Det er her, Harlekin forvandler sig fra commedia dell’artens grove og vulgære tjenerfigur til en elegant og mystisk elsker. Myten kan også genfindes helt tilbage i oldtidens Grækenland, hvor der også var en tradition for faste figurer og temaer i gøgl- og komedieindslag. Pantomimetraditionen har tidligere dyrket erotikken med masser af fallossymboler. Det magiske sværd, Harlekin i dag bærer i sit bælte, var således oprindelig en tørret tyrefallos, der symboliserede hans erotiske tiltrækningskraft.

Legenden om Sankt Valentin
Sankt Valentin af Rom var en kristen præst, som satte sig op imod Kejser Claudius II, da kejseren forbød forlovelser og ægteskaber. Ifølge legenderne viede Sankt Valentin par i hemmelighed, og derfor blev han dømt til døden og henrettet 14. februar 269. Den kommercielle dyrkelse af valentinsdag kommer fra USA, hvor den amerikanske Esther Howland modtog et valentinskort og i ca. 1850 fik den gode idé at producere valentinskort. Herhjemme slog traditionen med valentinsdag først igennem i slut-90’erne. Med Vinter i Tivoli tager Tivoli valentinstraditionen til sig og sørger for at tilføre den helt særlige Tivoli-magi.

Foto til redaktionel brug kan findes her:https://tivolimediebank.tivoli.dk/presse/

Vedhæftede billede er til fri redaktionel brug. Kreditering: Tivoli PR

Billedtekst 1: På broen over Tivoli Søen kan man hænge hjerter med sit udkårnes navn.

Billedtekst 2: Sidste år var Harlekin og Columbine et smut forbi Kyssebænken i Tivoli. Det evigt forelskede par finder altid en måde at mødes på, selvom Columbines far Kassander prøver at afsætte Columbine til anden side.

 

Nøgleord

Billeder

Information om Tivoli A/S

Tivoli A/S
Tivoli A/S
Vesterbrogade 3
1620 København

33 75 04 40http://www.tivoli.dk/

Tivoli, der er Danmarks største turistattraktion med 4,4 mio. gæster i 2017, fejrer 175 års jubilæum i 2018. Som oplevelsesbrand byder Tivoli på aktiviteter året rundt: forlystelser, musik, scenekunst, restauranter, Food Hall, en have der skifter med årstiden, spil, hoteldrift og undervisning. Som Københavns største kulturudbyder er der tusindvis af billetter til salg til alt lige fra musicals ogballet til koncerter i forskellige genrer. Dertil kommer den gratis underholdning, som kan opleves i Tivoli: pantomimer, alverdens events, Tivoli-Garden og musik på Havens scener.

Følg pressemeddelelser fra Tivoli A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tivoli A/S

Søndag er sidste dag med Vinter i Tivoli19.2.2019 09:02:38 CET | Pressemeddelelse

På søndag den 24. februar er det sidste chance for i år at børnene kan boltre i den overdækkede aktivitetsiglo Pingonesien, teste sig selv af i den anmelderroste virtual reality-oplevelse ”Bring the Spring” og skøjte foran NIMB. Der bliver også for sidste gang tændt op for nordlyset på Plænen og alle de andre ting der finder sted under Vinter i Tivoli. Tivoli åbner igen torsdag den 4. april med påsketema TV-klip af Vinter i Tivoli som kan bruges redaktionelt: https://youtu.be/Z9G5s1B2F5U

Tivoli i København åbner med nyt vintertema den første februar24.1.2019 11:37:35 CET | Pressemeddelelse

Den 1. februar kl. 11 åbnes Vinter i Tivoli officielt. Sæsonen dækker skolernes vinterferie, Valentinsdag, det kinesiske nytår og lukker og slukker den 24.2.19. I 2019 bliver der bl.a. et nordlys tema, en nyudviklet virtual reality-oplevelse, udstillingen PH i Tivoli flere kørende forlystelser.Tivoli er også bidragyder til Copenhagen Light Festival i februar; både lysfestivalen og vintersæsonen nævnes af magasinet Lonely Planet som årsag til at København fik tildelt førstepladsen som byen man skal besøge i 2019.

Presseinvitation til presseaften til Vinter i Tivoli i København 31.1.19 fra kl. 16:0023.1.2019 13:18:49 CET | Presseinvitation

I anledning af, at Vinter i Tivoli officielt åbner den første februar vil vi gerne pressen i Tivoli. Her bliver I de første der eksklusivt kommer til at se alle nyhederne. Test den nye virtual reality oplevelse i H.C. Andersen Slottet og se som de første det spektakulære nordlys på Plænen. Det sker torsdag den 31.1.19 fra klokken 16:00 Se en lille virtual reality bid her: https://youtu.be/PEAuh9C9XNU

Ny udstilling i Tivoli markerer dansk stjernearkitekts 125-års fødselsdag22.1.2019 10:06:59 CET | Pressemeddelelse

Fra den 1. februar kan alle designinteresserede nærstudere PH’s historiske lamper, når udstillingen “PH i Tivoli” åbner i Woodhouse. Udstillingen er gratis efter entré til Tivoli. PH, Poul Henningsen, var i en årrække Tivolis chefarkitekt og har sat sit tydelige præg på forlystelseshaven. Denne historie fortælles sammen med historien om lampen, der blev folkeeje – i en udstilling, der er blevet til i et samarbejde mellem Tivoli og Louis Poulsen. Udstillingen varer hele 2019.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye