Region Hovedstaden

Vælg en erhvervsuddannelse!

Del

Hovedstadens erhvervsskoler åbner fra slutningen af august og 6 uger frem dørene for 8. klasserne for at give en smagsprøve på erhvervsuddannelserne.

Fra den 29. august til 7. oktober vil der for de over 14.000 elever fra hovedstadsregionens 8. klasser være introdage på erhvervsskolerne. Her kan de unge lade sig inspirere og finde ud af, om en erhvervsuddannelse er noget for dem. Der findes over 100 forskellige erhvervsuddannelser, der giver mange muligheder for en spændende karriere – også muligheder, som skoleelever og deres forældre og lærere aldrig har hørt om.

-De unge får på introdagene en smagsprøve på, hvad en erhvervsuddannelse kan gøre for dem. Der er jo rigtig mange veje til det gode job og til videreuddannelse med en erhvervsuddannelse – og det skal de unge vide, fortæller Ole Heinager, formand for Copenhagen Skills styregruppe og direktør på Next-København.

Introdagene giver de unge en generel introduktion til erhvervsuddannelserne, en mulighed for at fornemme det sociale miljø og møde den faglige begejstring hos både erhvervsskoleelever og -lærere. Eleverne får også mulighed for i hold at dyste mod hinanden i Skills-stafetten for skoleelever, som foregår i hele Danmark i løbet af september.

Introdagene kulminerer med Copenhagen Skills Uddannelsesevent i Bella Center 26.-27. oktober.

Brug for faglærte i fremtiden

Der bliver i dén grad brug for faglært arbejdskraft i fremtiden. Særligt i hovedstadsregionen er manglen ekstra stor. I 2020 forventes det, at der i hovedstadsregionen vil mangle ca. 7.000 faglærte især inden for bygge- og anlægsbranchen, industriområdet samt handel og kontor.

- Alene i Region Hovedstaden har vi brug for dygtige faglærte både nu og i fremtiden til at bygge vores nye hospitaler, udvikle nye apps og undersøgelser, der kan gøre det lettere at leve med en sygdom eller et handicap, og virksomhederne i hovedstadsområdet skriger efter unge inden for en lang række områder som f.eks. byggeområdet og indenfor turisme. Jeg håber derfor, at vi kan inspirere en masse unge i 8. klasse til at se de muligheder, der ligger for deres fødder med en erhvervsuddannelse, om at tjene deres egne penge, og leve deres drømme ud i fremtiden, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Introdagene og uddannelseseventen er en del af Copenhagen Skills, der er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, erhvervsskolerne i hovedstadsregionen og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Samarbejdet skal sørge for, at elever på regionens grundskoler allerede fra 7. klasse introduceres til erhvervsuddannelserne, og at lærerne og forældrene er klædt på til at vejlede deres elever og børn mod en erhvervsuddannelse. Målet er, at erhvervsuddannelserne bliver et attraktivt valg på lige fod med gymnasiet, når eleverne skal vælge ungdomsuddannelse.

Yderligere oplysninger hos

  • Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, via pressevagten på tlf. 70 20 95 88
  • Ole Heinager, Styregruppeformand for Copenhagen Skills og direktør på Next- København, via presseansvarlig Theresa Vind Nordentoft, tlf. 21 46 48 53

Fakta om erhvervsuddannelserne

14% af en ungdomsårgang i hovedstadsregionen vælger en erhvervsuddannelse - i 2008 var tallet 20%.

Regeringens målsætning er, at 30% af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen i 2025, da der bliver brug for faglært arbejdskraft i fremtiden.

Der findes over 100 forskellige erhvervsuddannelser, og job- og videreuddannelsesmulighederne er rigtigt gode.

Fakta om introdagene

Over 14.000 elever fra 8. klasse inviteres indenfor, når hovedstadsregionens erhvervsskoler åbner dørene til introdage fra 29. august til 7. oktober.

Eleverne får en generel introduktion til erhvervsuddannelserne og skal deltage i Skills-stafetten. Skills-stafetten er en sjov konkurrence i praktiske færdigheder, hvor de fx skal sortere piller, piske flødeskum, samle tastaturer - alt sammen på tid, hvor kammeraterne står på sidelinjen og hepper på eget hold.

De bedste stafet-deltagere skal forsvare hovedstadsregionens ære ved DM i Skills i Aalborg i begyndelsen af 2017.

DM i Skills er et årligt tilbagevendende danmarksmesterskab for erhvervsskoleelever.

Fakta – Copenhagen Skills

Elever i udskolingen ved kun ganske lidt om de uddannelser, der udbydes på erhvervsskoler og de karrieremuligheder, de giver adgang til.

Erhvervsuddannelser er meget mere end tømrer, elektriker eller frisør. Der findes over 100 spændende tilbud, hvor muligheden for at dygtiggøre sig inden for et bestemt fag, praktikforløb og fleksibel videreuddannelse kan udgøre et attraktivt uddannelsesvalg for mange elever. Og faktum er, at der i fremtiden bliver stor efterspørgsel på dygtige unge med en erhvervsuddannelse i rygsækken.

Den viden er der behov for, at de unge, deres forældre, lærere og vejledere får.

Derfor er erhvervsskolerne i hovedstadsregionen, alle UU-Centre og Region Hovedstaden gået sammen om en fælles 3- årig indsats: At lave en systematisk introduktion til erhvervsuddannelserne for 7., 8., 9. og 10. klasser i form af Introdage på erhvervsskoler, vejledningspakker til faget ”Job & Uddannelse” og en fælles uddannelsesevent med skills-konkurrencer.

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum