Kronborg Slot

Unik mulighed: Bliv drop in-viet på verdensberømt dansk slot

Del

For første gang nogensinde er det muligt at blive drop in-viet på det historiske Kronborg Slot. Men du skal være hurtig, hvis du vil sikre dig en af pladserne på slottet, hvor en dansk prinsesse blev viet og hvor Dronningen afholdt middag i anledning af sit sølvbryllup.

Kronborg Slot / Thomas Rahbek SLKS

Hvis I drømmer om at blive gift, men samtidig ønsker uformelle rammer med historisk X-faktor, så er der al mulig grund til at spidse ører nu. For på det over 500 år gamle Kronborg Slot, der både huser Holger Danske og hvor Shakespeare placerede sit berømte drama ”Hamlet”, er det nu muligt at blive viet. Datoen, som skal graveres i vielsesringene, er den 09.09.23

De kirkelige drop in-vielser, der hver varer et kvarter, vil foregå i Slotskirken på Kronborg Slot.

”Normalt er det kun muligt for sognebørn at blive viet her. Med de kirkelige drop in-vielser ønsker vi at åbne Slotskirken for endnu flere giftelystne par, så det er en helt unik mulighed for at få opfyldt drømmen om et kirkeligt bryllup i historiske rammer på Kronborg Slot. Samtidig vil det appellere til dem, der ønsker sig en kortere og mere uformel vielse, men hvor det er vigtigt at få den kirkelige velsignelse af ægteskabet,” siger slotspræst Sigurd Victor Stubbergaard

Han vil sammen med præstekolleger fra Helsingør Domprovsti forestå de i alt 16 drop in-vielser, der er gratis for brudeparrene at deltage i.

Hvert brudepar må medbringe 15 gæster til vielsen og efter vielsen bydes der på et glas bobler. Er man interesseret i at sige ’ja’ til hinanden denne dag, skal man kontakte kordegnen ved Sct. Mariæ Kirke for at reservere en af de ledige tider, der fordeles efter først til mølle-princip.

UNESCO-verdensarv, prinsessebryllup og Dronningens sølvbryllup

Kronborg Slots historie går tilbage til 1420’erne, hvor det blev bygget som fæstningen ”Krogen”. Her opkrævede Kongen Øresundstold ved hjælp af sin strategiske placering ud til havet. Siden udbyggede kong Frederik den 2. i renæssancen slottet til at imponere gæster fra hele verden.

Slottet blev et statussymbol på Kongens magt, vælde og rigdom, og der blev afholdt fester så overdådige og vilde, at rygterne om dem nåede selveste forfatteren Shakespeare i England, der således placerede sit drama ”Hamlet” på netop dette slot.

I dag er Kronborg Slot UNESCO-verdensarv og Nationalmuseet i Danmark står for formidlingen af Kronborg Slots historie. Her bydes der hvert år hundredtusindvis af danske og internationale gæster velkommen til skiftende udstillinger og arrangementer.

”Slotskirken på Kronborg Slot er helt speciel, fordi den stadig aktiv med samme funktion som for flere hundrede år siden. Dengang var det også præsten fra Sct. Mariæ Kirke, der, som nu, virkede som Kronborg Slots slotspræst, så på den måde får man mulighed for en vielse med et kæmpe historisk vingesus,” siger Kronborg Slots slotschef Christian Struckmann Irgens og fortæller videre om de royale forbindelser:

”Gennem tiderne har Kronborg Slot og Slotskirken budt utallige konger og dronninger velkommen. Der har fx været ægte prinsessebryllup, da Christian den 4.’s storesøster prinsesse Anna blev gift og gjort til dronning af Skotland – faktisk uden at gommen selv var til stede. Og så har Dronning Margrethe og Prins Henrik blandt andet afholdt en stor middag på slottet aftenen før deres sølvbryllupsdag.”

FAKTABOKS: Drop in-vielse på Kronborg Slot

  • Den 9. september 2023 er det for første gang nogensinde muligt at blive drop in-viet i Slotskirken på Kronborg Slot.
  • Drop in-vielse er en kirkelig vielse på cirka 15 minutter, hvor man bliver viet af en præst.
  • Det er i alt muligt for 16 brudepar at blive kirkeligt drop in-viet denne dag. Hvert par må medbringe 15 gæster.
  • Det er gratis at deltage. Pladserne skal reserveres ved at kontakte kordegnen på tlf. +45 49211774 og de fordeles gennem først til mølle-princippet.
  • Kordegnen vil oplyse om det praktiske på dagen, herunder erhvervelsen af en prøvelsesattest, som er en forudsætning for vielsen.

FAKTABOKS: Om Kronborg Slot

  • Kronborg Slot hed oprindeligt ”Krogen” og blev bygget i 1420’erne. Siden stod det i 1558 færdigt som det majestætiske renæssanceslot, vi kender i dag.
  • Siden 1583 har præsten fra Sct. Mariæ Kirke i Helsingør også fungeret som slotspræst i Slotskirken på Kronborg Slot. 
  • Kronborg Slot huser Holger Danske og Hamlet, og blev i 2000 udnævnt til UNESCO-verdensarv.
  • Kronborg Slot hører under Nationalmuseet og er et levende museum med skiftende udstillinger som en ’Monster’-udstilling af Shane Brox samt historiejagter.
  • I 2022 var der mere end 250.000 danske og internationale gæster.  

Kontakter

Billeder

Om Kronborg Slot

På det smalleste næs mellem Sveriges og Danmarks kyster tårner Kronborg. Renæssanceslottet lyser op med sine spir, tårne, søjler, sandsten og kobbertage. Kronborg er et slot i særklasse og udnævnt til verdensarv af UNESCO

Følg pressemeddelelser fra Kronborg Slot

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kronborg Slot

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye