Unge kvinder i jobs med høje følelsesmæssige krav melder sig oftere syge
13.4.2023 06:00:00 CEST | Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) | Pressemeddelelse
Det kan være hårdt at tage den svære snak med alvorligt syge patienter eller med pårørende, der skal tage svære beslutninger. Ansatte i sundhedsvæsenet er blandt de arbejdstagere, der oftest oplever høje følelsesmæssige krav i deres arbejde.
Oplevelsen af at skulle forholde sig til andres problemer på arbejdet kan have betydning for, hvor ofte især yngre kvinder melder sig syge. Det viser resultater fra et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). I studiet har forskere undersøgt sammenhænge mellem en række psykosociale arbejdsmiljøfaktorer og sygefravær blandt mere end 300.000 unge i alderen 15 til 30 år.
Unge kvindelige medarbejdere i stillinger med høje følelsesmæssige krav har ifølge undersøgelsen 1,44 gange flere sygefraværsperioder sammenlignet med dem, der er ansat i stillinger med lave følelsesmæssige krav. Det kan fx være medarbejdere, der ofte bliver følelsesmæssigt berørt af deres arbejde eller ofte skal tage stilling til fx patienter, klienter og elevers problemeri løbet af arbejdsdagen. Resultaterne svarer til, at for hver 100 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med lave følelsesmæssige krav, vil der forventes 144 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med høje følelsesmæssige krav.
- Yngre arbejdstagere har oftere kortvarigt sygefravær end ældre. Vores undersøgelse har haft til formål at undersøge hvilke arbejdsmiljøfaktorer, der potentielt kan forklare sygefravær hos netop denne gruppe af unge arbejdstagere, siger ph.d.-studerende Jeppe Karl Sørensen, der er en af forskerne bag studiet.
Det er ikke kun følelsesmæssig involvering i løbet af arbejdsdagen, der kan føre til flere sygedage blandt unge kvinder. Også fysisk vold, som man udsættes for i forbindelse med sit arbejde, samt lav indflydelse på arbejdsopgaverne hænger ifølge studiet sammen med mere sygefravær.
Lav indflydelse i arbejdet og sygefravær
Blandt de yngre mandlige ansatte finder forskerne bag undersøgelsen ikke en klar sammenhæng mellem følelsesmæssige krav i arbejdet og sygefravær. Dog ses branchespecifikke forskelle. Bl.a. ses en sammenhæng mellem følelsesmæssige krav i arbejdet og sygefravær blandt unge mænd, der er ansat i sundhedsvæsenet.
Samtidig viser undersøgelsen, at yngre mænd i jobs med lav grad af indflydelse har flere sygefraværsperioder. I alt har de 1,34 flere sygefraværsperioder end dem, der var ansat i jobs med høj indflydelse. Til sammenligning var forholdet 1,27 blandt kvinder.
Unikt studie af unge arbejdstagere
Tidligere studier har også fundet, at bl.a. høje følelsesmæssige krav og lav indflydelse hænger sammen med øget sygefravær. Studiet adskiller sig dog fra tidligere forskning om sygefravær ved at fokusere på yngre arbejdstagere fra deres første indtræden på arbejdsmarkedet.
Studiet har dermed været med til at bekræfte, at det psykosociale arbejdsmiljø også har en stor betydning for sygefravær blandt de yngste medarbejdere i starten af deres arbejdsliv.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsens formål var at undersøge sammenhængen mellem det psykosociale arbejdsmiljø og sygefravær blandt yngre arbejdstagere i alderen 15 til 30 år, som indtrådte på arbejdsmarkedet mellem 2010 og 2018.
Undersøgelsen har fulgt 301.185 yngre arbejdstagere i gennemsnit 2,6 år vha. registre.
I undersøgelsen indgik forskellige faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø: job-usikkerhed, kvantitative krav, indflydelse, arbejdsbelastning, følelsesmæssige krav og arbejdsrelateret vold. Arbejdsmiljøfaktorerne blev målt på jobgruppe-niveau ved at benytte jobeksponeringsmatricer. Da arbejdsmiljøet ikke er målt på individniveau, er studiet begrænset til kun at sammenligne på tværs af jobgrupper. Individuelle forskelle inden for jobgrupper kan derfor opstå. Dog forventer forskerne bag studiet, at estimaterne sandsynligvis er konservativt estimeret.
Sygefraværet måles fra den første sygedag. Mænd og kvinders sygefravær blev undersøgt hver for sig. Sygefravær er i studiet er målt blandt alle offentlige ansatte og et tilfældigt udsnit at privatansatte fra virksomheder med mere end 10 ansatte. Derfor kan resultaterne være begrænset i forhold til at sige noget om privatansatte fra små virksomheder.
Resultaterne i studiet er justeret for en lang række forskellig faktorer, herunder alder, indkomst, helbred, fysiske krav i arbejdet og tidligere sygdomshistorik.
En mindre andel af de unge var erhvervsaktive samtidig med, at de studerede. I supplerende analyser viste studiet sammenlignelige resultater, når studieårene blev ekskluderet fra analyserne.
Nøgleord
Kontakter
Jeppe Karl SørensenPh.D.-studerendeDet Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Tlf:3916 5355jks@nfa.dkMaja Kirstine Frovin AndersenKommunikations- og pressemedarbejder
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Information om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)Lersø Parkallé 105
2100 København Ø
39 16 52 00http://www.nfa.dk
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler og uddanner og bidrager dermed til at udvikle et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Ny forskning giver fem anbefalinger til bedre arbejdsmiljø i byggebranchen22.10.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere tydelige krav i udbud og kontrakter kan være med til at skabe bedre betingelser for arbejdsmiljøarbejdet i byggeprojekter. Det viser ny rapport, som giver en række værktøjer og anbefalinger til byggebranchen.
Tidspres kombineret med høje følelsesmæssige krav på arbejdet får risiko for depression til at stige9.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Risikoen for depression bliver væsentlig større, når medarbejdere på samme tid oplever høje følelsesmæssige krav og har stor arbejdsmængde og tidspres. Det viser ny forskning fra NFA.
Ny forskning: Seniorer er glade for ny AI-teknologi29.9.2026 07:30:38 CEST | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens er blevet en fast del af mange seniorers arbejdsliv. Ny rapport viser, at mange er positivt indstillede over for den nye teknologi, men at der mangler fokus på kompetenceudvikling.
Ny forskning: Seniorer oplever aldersdiskrimination og efterlyser mentorrolle24.9.2026 10:14:57 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport viser, at 36 procent af ledige seniorer har oplevet aldersdiskrimination. Samtidig efterlyser næsten halvdelen af seniorerne mulighed for at dele deres erfaringer som mentorer for yngre medarbejdere.
Natarbejde hænger sammen med højere niveau af inflammation i kroppen15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Både fast natarbejde og skiftarbejde med tre eller flere nattevagter i træk hænger sammen med højere niveau af inflammation i kroppen. Det viser et nyt studie fra NFA, der har undersøgt kvindelige ansatte på hospitaler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum