PensionDanmark

Unge i byggeriet skal lære at forebygge slid – i en lastbil

Del

I næste uge skal elever på landets byggeuddannelser i Vejle, Esbjerg, Aabenraa og Odense lære, hvordan de kan forebygge nedslidning. Det sker, når den såkaldte ”Tool Truck” lægger vejen forbi fire erhvervsskoler.

Skoledagen vil være noget anderledes for kommende jyske og fynske murere, tømrere, elektrikere, VVS’ere, malere og struktører i næste uge. For her kommer en del af undervisningen til at foregå i en lastbil, hvor lærerne bliver erstattet med fysioterapeuter og arbejdsmiljøkonsulenter fra byggebranchen.

Det sker, når erhvervsskolerne får besøg af den såkaldte ”Tool Truck” – en lastbil i to etager, hvor eleverne på byggeuddannelserne skal lære at passe på deres krop.

Første stop er SDE, Vejle, Boulevarden 36, Rybners, Esbjerg, Spangsberg Møllevej 72, EUC Syd, Aabenraa og SDE, Odense, Risingvej 60. ”Tool Trucken”, der skal besøge 30 erhvervsskoler i hele landet frem til den 9. december, er åben for presse, elever og arbejdsmiljøkonsulenter fra kl. 9 til undervisningens ophør omkring kl. 14. ”Tool Trucken” fortsætter i den følgende uge til AMU-Fyn i Odense, Svendborg Erhversskoler i Svendborg, Selandia i Slagelse og EUC i Holbæk.

Bag initiativet står PensionDanmark og Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus), som med ”Tool Truck” vil styrke fokusset på forebyggelse blandt eleverne i samarbejde med landets erhvervsskoler.

I ”Tool Truck” vil eleverne få helt konkrete værktøjer til at forebygge nedslidning. F.eks. vil en fysioterapeut give de unge gode råd om, hvordan de bedst muligt passer på deres krop – bl.a. via relevante øvelser eller ved at søge behandling for smerter og skader via deres sundhedsordning i PensionDanmark. Desuden vil eleverne møde arbejdsmiljøkonsulenter og leverandører som fortæller, hvilket grej der kan hjælpe dem i hverdagen, når f.eks. vinduer skal monteres.

”Et job inden for byggeriet er fysisk krævende. Derfor skal de unge være opmærksomme på, hvordan de bedst muligt passer på deres krop, så de kan få et godt arbejdsliv og undgå nedslidning. Her skal kampagnen på skolerne være med til at øge de unges kendskab til mulighederne for at forebygge - f.eks. via deres sundhedsordning,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

"Med kampagnen på skolerne slår vi på to strenge, dels PensionDanmark budskabet om at passe på sin krop, den skal holde i mange år, og dels på kendskab og udbredelse af de mange gode værktøjer der kan lette arbejdet i dagligdagen, mindske eller fjerne nedslidningen og forbedre arbejdsmiljøet på mange opgaver i de forskellige fag i byggeriet. Derfor viser kampagnen også gode eksempler på grej og værktøj, som vi synes, at skolerne skal have på værkstederne og trække med ind i undervisningen af fremtidens håndværkere,” siger både arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri og arbejdsmiljøkonsulent Flemming Hansen, 3F Byggegruppen, som sammen udgør formandskabet i Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

Fakta om ”Tool Truck”

PensionDanmark og Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus) står bag ”Tool Truck”, som i de kommende syv uger besøger i alt 30 erhvervsskoler i hele landet, som udbyder byggeuddannelser (murer, tømrer, VVS, elektriker, maler og struktør).

PensionDanmark er pensionsselskab for medarbejdere i byggeriet herunder også lærlinge. Pensionsordningen indeholder også en sundhedsordning, som bl.a. giver adgang til behandling hos f.eks. en fysioterapeut.

Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-Bus) er en mobil konsulenttjeneste, som formidler god arbejdsmiljøpraksis til byggepladser, byggevirksomhederne og deres ansatte. Bam-Bus er etableret af Dansk Byggeri og 3F, og har tilslutning fra Dansk Håndværk, Kooperationen, Danske Isoleringsfirmaers Brancheforening, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, BJMF København og Bygherreforeningen.

Yderligere information

Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf: 2019 9238.

Direktør Peter Kirkegaard, Byggeriets Arbejdsmiljøbus, tlf.: 4133 6680.

Nøgleord

Information om PensionDanmark

PensionDanmark
PensionDanmark
Langelinie Alle 43
2100 København Ø

https://www.pension.dk/

Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum