Sex & Samfund

Uge Sex 2021: Lige køn leger bedst

Del

Hvad er en rigtig pige og en rigtig dreng? Og hvordan håndterer skolen, at elever kalder en 12-årig pige for ’billig luder’ eller råber ’bøsserøv’ efter en dreng, som græder? Når eleverne mandag den 8. februar tjekker ind online til årets Uge Sex, er temaet Lige køn leger bedst på skoleskemaet. Sex & Samfund inviterer alle hjemmeskolende forældre til at være med til at starte snakken om køn med deres børn og opfordrer alle skoleledere til at skriver under på 6 hacks for at komme forskelsbehandling på grund af køn til livs i skolerne.

- I Danmark lever vi populært sagt på en ligestillingsløgn, der betyder, at vi går rundt og tror, at vi har ligestilling, og at alle køn har lige muligheder. Men faktum er, at der er forskel på, hvilke muligheder børn og unge har afhængigt af deres køn. Med andre ord, vi er slet ikke i mål med ligestilling, og hvis vi ikke ændrer på det, vokser vores børn op i en verden, hvor der stadig er forventninger, til hvordan en rigtig dreng og en rigtig pige er, og hvor deres køn kan være en begrænsning for, at de kan blive den, de gerne vil, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund.  

Derfor sætter Sex & Samfund under Uge Sex 2021 sammen med repræsentanter fra Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds og Pædagogstuderendes Landssammenslutning fokus på temaet Lige køn leger bedst.

Forældre bekymrer sig for børns kropsopfattelse

En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Sex & Samfund blandt forældre til børn i grundskolen, viser, at en ud af fem (19,9%) forældre ikke mener, at piger og drenge skal opdrages ens. Hver femte (20,5%) forælder svarer også, at de inden for det seneste år har opstillet regler for deres barn i forhold til udseende og tøj. Fx at drenge ikke må gå med kjole eller ikke at tillade pige at gå med rød læbestift osv. Samtidig svarer to ud af tre (66,4%), at de i meget høj eller høj grad mener, at drenge og piger har de samme muligheder i livet anno 2020.

- Tallene viser jo meget tydeligt, at der også blandt danske forældre er en forestilling om, at vi er mål med ligestilling, og de antager ikke umiddelbart, at deres barns køn kan være en barriere for barnets muligheder eller trivsel. Men når vi ser nærmere på besvarelserne er det jo tydeligt, at barnets køn alligevel spiller en rolle. Fx i forhold til hvad man som forælder frygter på sit barns vegne, siger Lene Stavngaard.

Lene Stavngaard henviser til, at undersøgelsen fx viser, at flere forældre til piger (29,9%) end drenge (18,8%) er bekymrede for, at deres barn skal opleve overgreb eller diskrimination, at flere forældre til drenge (13,1%) end piger (8,1%) er bekymrede for, at deres barn vil have svært ved at finde en kæreste, og at flere forældre til piger (23,1%) end drenge (12,5%) er bekymrede for, at deres barn ikke vil trives med sit udseende.

Undersøgelsen blandt danske forældre er en del af en større tematisk rapport ”Lige Køn Leger Bedst”, som Sex & Samfund udgiver i forbindelse med Uge Sex. Rapporten belyser, hvordan forventninger til køn i opdragelsen, i skolen og i ungdomslivet påvirker børn og unges muligheder og trivsel.

Skoleledere skriver under på 6 hacks

- Det seneste år har vi med #MeToo været vidne til, hvad der sker, når vi ikke er vores ansvar bevidst som samfund, og hvordan det fører til utallige sager om sexisme, krænkelser og overgreb. Når vi opdrager børn og unge kønsstereotypt, sår vi frø til voksenlivets ligestillingsproblemer. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på køn blandt børn og unge, siger Lene Stavngaard.

Derfor har Sex & Samfund til årets Uge Sex-kampagne i samarbejde med repræsentanter fra Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds og Pædagogstuderendes Landssammenslutning indsamlet vidnesbyrd fra elever, lærere og forældre, der har oplevet eller været vidne til forskelsbehandling på grund af køn i skolen. De vidnesbyrd har inspireret til udviklingen af 6 hacks, som skoler kan forpligte sig til i forbindelse med Uge Sex for at skabe ligeværd blandt eleverne.

- Et vigtigt sted at starte snakken om køn og ligestilling er i seksualundervisningen fra de helt små klasser – og den snak skal fortsætte op igennem ungdomsuddannelserne, men forældrene har også ansvaret for, at deres børn vokser op i verden, hvor deres køn ikke spænder ben for deres mulighed for at blive den, de gerne vil være. Og det er jo klart, at den måde, som forældre taler om køn på ved middagsbordet eller forholder sig til samfundsdebatter om fx #Metoo eller ligestilling, påvirker børn og unge, siger Lene Stavngaard.

Lene Stavngaard opfordrer derfor alle forældre til at starte snakken om køn med deres børn under Corona. Sex & Samfund har udviklet en mailguide til forældre, så man som forælder kan klæde sig selv på til snakken.

Uge Sex har fået Corona – Sex & Samfund kalder alle hjemmeskole-forældre

Mandag den 8. februar tjekker elever fra hele landet ind til online seksualundervisning. Sex & Samfund har skabt et digitalt undervisningsunivers, så alle børn og unge kan modtage Coronasikker seksualundervisning.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger om årets Uge Sex: 

- Spørgsmål om køn og seksualitet er en væsentlig grund til, at nogle børn og unge mistrives og bliver mobbet. Samtidig kan vores børn og unge se frem til at blive en del af et arbejdsmarked, hvor vi i vid udstrækning stadig har mande- og kvindefag, og hvor der er stor forskel på, hvor meget mænd og kvinder får i løn og pension. Det er vigtigt for regeringen, at alle elever kan være dem, de er, og samtidig har en plads i fællesskabet. Og at vi allerede i skolen taler med dem om, at deres køn ikke må have betydning for, hvad de kan blive. Derfor er Uge Sex så vigtig, og derfor er jeg glad for, at Uge Sex i år har fokus på ligestilling mellem kønnene.

- Det er også vigtigt, at seksualundervisningen i folkeskolen bliver styrket generelt, og at seksualitet, ligestilling, elevernes erkendelse af egne grænser og rettigheder og forståelse for andres ikke kun er i fokus i uge Sex – men hele året. Derfor har regeringen sammen med partierne bag finansloven for 2021 sat i alt 15 mio. kroner af fra 2021 til 2023 til at styrke seksualundervisningen i folkeskolen, siger undervisningsministeren.

Pressen er velkommen til at deltage i Uge Sex, og Sex & Samfund hjælper gerne med kontakten til både skoler og unge. Find mere info om Uge Sex her.

FAKTA om Uge Sex 2021

- Uge Sex kører i år som digitalt undervisningsforløb og med kampagnen tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmaterialer, der kan støtte lærerne i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning – også online.

- Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet.

- Over halvdelen af danske skoleelever og mere end 11.000 undervisere over hele landet deltager i årets Uge Sex.

- Sex & Samfund har i samarbejde med Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds og Pædagogstuderendes Landssammenslutning udviklet 6 hacks, som skoler let kan implementere for at komme forskelsbehandling på grund af køn til livs. Læs mere her.  

- Sex & Samfund indsamler vidnesbyrd fra elever, lærere og forældre der har oplevet eller været vidne til forskelsbehandling pga. køn i skolen. Læs vidnesbyrd eller del din historie her.

- Sex & Samfund udgiver i forbindelsen med Uge Sex en tematisk rapport ”Lige Køn Leger Bedst” om hvordan forventninger til køn i opdragelsen, i skolen og i ungdomslivet påvirker børn og unge. Rapporten indeholder en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt danske forældre, ekspertinterviews samt caseinterviews med unge og kan læses her.  

- Under årets Uge Sex opfordrer Sex & Samfund alle hjemmeskolende forældre til at være med til at starte snakken om køn med deres børn. Sex & Samfund har udviklet en email serie, der klæder forældre på til opgaven.

FAKTA om Sex & Samfunds forældreundersøgelse

- En ud af fem (19,9%) forældre mener ikke, at piger og drenge skal opdrages ens.

- To ud af tre (66,4%) mener i meget høj eller høj grad at drenge og piger har de samme muligheder i livet.

- Fire ud af fem (80,3%) forældre er slet ikke eller i mindre grad bekymrede for, at deres barn har færre muligheder i livet på baggrund af deres køn.

- Hver femte (20,5%) forælder har inden for det seneste år opstillet regler for sit barn i forhold til udseende og tøj. Fx at drenge ikke må gå med kjole eller ikke at tillade pige at gå med rød læbestift osv.

- Blandt de forældre, der har opstillet regler for barnets udseende eller tøj, svarer knapt to ud af tre (64,1%), at det var fordi, det ikke var passende. Ca. en ud af ti (10,7%) forældre svarer, at det er fordi de frygter deres barn vil blive drillet. 14,6% svarer, at det er fordi de er bekymrede for, at barnet vil vække unødig opsigt.

- Mere end halvdelen (56,8%) af forældrene har oplevet kønsopdeling i barnets klasse, enten til et fag i skolen eller til børnefødselsdage etc.

- Halvdelen (49,3%) af forældrene mener slet ikke eller i mindre grad, at kønsopdeling af børn er en god idé. Kun ca. en ud af ti (9,4%) mener i meget høj eller høj grad, at det er en god idé.

- Flere forældre til piger (23,1%) end drenge (12,5%) er bekymrede for, at deres barn ikke vil trives med sit udseende.

- Flere forældre til drenge (13,1%) end piger (8,1%) er bekymrede for, at deres barn vil have svært ved at finde en kæreste.

- Flere forældre til piger (29,9%) end drenge (18,8%) er bekymrede for, at deres barn skal opleve overgreb eller diskrimination.

- Flere forældre til drenge (22,4%) end piger (17,4%) er bekymrede for, at deres barn har færre muligheder i livet pga. en svær skolegang.

Kilde: Voxmeter for Sex & Samfund. Indsamlet i oktober og november 2020. Repræsentativ for alle danske forældre til børn i grundskolen.

Kampagnevideo Uge Sex 2021

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Sex & Samfund

Sex & Samfund
Sex & Samfund
Lergravsvej 63, 2. sal
2300 København S

33 93 10 10https://sexogsamfund.dk/

Sex & Samfund kæmper for alles ret til at være den, de er, elske hvem de vil og få de børn, de ønsker.

Det har vi gjort i mere end 60 år. Men kampen fortsætter, fordi fordomme, diskrimination, sexsygdomme, uønskede graviditeter og mødredødelighed stadig ødelægger alt for mange liv både i Danmark og verden rundt.

Rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet er en holdningsmæssig og politisk kampplads. Sex & Samfund står som del af en stærk global bevægelse forrest i kampen for disse rettigheder og for at skabe opbakning i Danmark og i verden.

Følg pressemeddelelser fra Sex & Samfund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sex & Samfund

Ny kampagne: Danske unge er dårlige til at snakke om sex med hinanden28.9.2020 09:00:00 CESTPressemeddelelse

Danmark har fået en ny samtykkelov, men den kan ikke stå alene. Nu er det vigtigt at starte samtalen blandt unge om sex og grænser, for mange af dem mangler ’sprog’ i den seksuelle kommunikation og har svært ved at tale om sex, grænser og lyst med hinanden. Det viser en undersøgelse fra Sex & Samfund og RFSU, som nu lancerer en ny digital kampagne for at hjælpe unge med at kommunikere bedre uden for og i sengen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum