Udskolingen er præget af prøvefokus

Folkeskolens 7. til 9. klasse kaldes for udskolingen. Det er tre år, som sammenlagt repræsenterer afslutningen på folkeskolen og overgangen til ungdomsuddannelse, med hvad der dertil hører af uddannelsesparathedsvurderinger, karaktergivning og prøver. Samtidig er det tre selvstændige skoleår, som hver især lægger op til at alle elever gennemgår en faglig, social og personlig udvikling.

EVA har rettet blikket mod undervisningen i udskolingen. Hvordan tager den daglige undervisning sig ud i praksis, og hvordan opleves den af ledere, lærere og elever? Her tegner interviewene samlet set et billede af tre dominerende fortællinger.

De afsluttende prøver nærmer sig

Den første dominerende fortælling om udskolingen er, at jo nærmere de afsluttende prøver kommer, jo højere prioriteres ’boglige’ og ’faglige’ aktiviteter. I fortællingen henviser lærerne til, at udskolingen er underlagt et tidspres, hvilket primært handler om, at eleverne skal igennem et fagligt stof, som sikrer, at de når læringsmålene og er forberedte på den afsluttende prøve. Det betyder bl.a., at mindre ’boglige’ aktiviteter vælges fra, og at undervisningen ifølge lærere og elever bliver relativt ensformig og sjældent rummer de mere praksisfaglige aktiviteter.

Fra elevernes perspektiv er undervisningen i udskolingen kendetegnet ved lange og tunge skoledage, hvor snakke om karakterer og prøver fylder på en stressende måde. Et for entydigt fokus på ’boglige’ og ’faglige’ aktiviteter risikerer, ifølge både lærere og elever, at eleverne bliver skoletrætte, og i sidste ende kan det betyde, at nogle elever falder fra.

Eleverne bliver mere modne

Den anden fremtrædende fortælling er, at rolle- og ansvarsfordelingen forandres i udskolingen, fordi lærer-elev-relationen kan være mere ”i øjenhøjde”. Eleverne er blevet ældre og mere modne, og det betyder ifølge lærerne, at de i mindre grad bruger tid på at få ro og udrede konflikter. Samtidig giver lærerne udtryk for, at de både kan og skal forvente en højere grad af selvstændighed hos eleverne i udskolingen – både fagligt og socialt.

Flere lærere giver udtryk for, at de netop finder udskolingen attraktiv, fordi de slipper for at trøste, pudse næse og binde snørebånd og i højere grad kan engagere sig i det faglige indhold. Den mere jævnbyrdige relation mellem lærer og elever kritiseres imidlertid af flere lærere for at overlade for meget til eleverne selv. Der stilles således spørgsmålstegn ved, hvor modne og selvkørende eleverne i udskolingen faktisk er; undervisningen skal forberede eleverne på, at de skal være mere selvkørende, men det kræver et stort stykke arbejde fra lærerens side.

Ledelsens involvering nedtones

Den tredje og sidste dominerende fortælling om udskolingen er opfattelsen af, at der ikke er behov for pædagogisk ledelse i udskolingen. Det handler ifølge lærere og ledere om, at det giver sig selv, hvad undervisningen i udskolingen går ud på. Samtidig er det opfattelsen, at ledelsen ikke i tilstrækkelig grad kan give kvalificeret faglig sparring.

På nogle skoler efterspørges der dog en større interesse for og ledelsesmæssig involvering i udskolingen. Blandt lederne peges der på, at der måske er særligt behov for, at ledelsen minder lærerne om, at de fx ikke er underlagt et pensum og ikke behøver at have så travlt med at nå igennem en bestemt mængde stof.

Om datagrundladet

Undersøgelsen af undervisningspraksis i udskolingen bygger på en analyse af observationer af 18 læreres undervisning samt interviews med hhv. udskolingslærere og elever, som har stået for og deltaget i den observerede undervisning. Derudover er ledere fra de deltagende skoler blevet interviewet.