Udsatte kvinder bliver sjældnere screenet for livmoderhalskræft
Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at særligt kvinder med kort uddannelse, kvinder med psykisk sygdom og immigranter fra ikke-vestlige lande har højere risiko for ikke at deltage i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft. Der er brug for mere fokuserede tiltag, for at øge screeningsdeltagelsen blandt særlige grupper, mener forskerne.
Da forebyggende screening for livmoderhalskræft blev introduceret i 1960’erne, fik omkring 900 danske kvinder årligt diagnosen. Siden er tallet dalet til omkring 380.
I Danmark bliver alle kvinder mellem 23 og 64 år tilbudt screening for livmoderhalskræft men omkring en ud af fire kvinder bliver ikke screenet i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Mens nogle kvinder direkte vælger tilbuddet fra, er der andre, der bare ikke vælger det til, og nu har forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning vist, hvad der karakteriserer de kvinder, der ikke bliver screenet. Det forklarer ph.d. studerende Elise Harder Afdeling for Virus, Livsstil og Gener, der er en af hovedforfatterne bag den nye undersøgelse.
– Vores resultater viser blandt andet, at kvinder med kort uddannelse, svær psykisk sygdom og anden etnisk baggrund end dansk har langt højere risiko for ikke at blive screenet. Det er i disse grupper, vi skal sætte ind med bedre information og nemmere screeningsmuligheder, hvis vi vil mindske deres risiko for at udvikle livmoderhalskræft, siger hun.
Større risiko for at få kræft
I løbet af 2008 og 2009 blev omkring 470.000 kvinder mellem 23 og 49 år inviteret til screening, og blandt disse kvinder meldte lidt over 10.000 kvinder sig aktivt fra screening. Over 63.000 kvinder reagerede ikke på invitationen.
– Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorfor kvinderne ikke deltager, men vi kan til gengæld tydeligt se, at kvinder med kort uddannelse og lav indkomst har højere risiko for ikke at deltage. Så der er en stor gruppe, vi ikke formår at fange med vores nuværende screeningstilbud, siger Elise Harder.
Undersøgelser viser, at screening mod livmoderhalskræft har en stærkt forebyggende effekt, fordi de fanger celleforandringer, inden de udvikler sig til kræft. Derfor mener forskerne, at de markante tal er en trussel mod ét af hovedprincipperne i vores sundhedssystem – nemlig lighedsprincippet – om at alle skal have lige adgang til sundhedssystemet.
– Alle har selvfølgelig i princippet lige adgang, men vi kan se af undersøgelsen, at mens under hver tiende med høj uddannelse ikke deltager, så er det næsten hver fjerde med lav uddannelse, der ikke bliver screenet. Det samme gælder både for kvindelige immigranter fra ikke-vestlige lande og kvinder med svær psykisk sygdom, for eksempel skizofreni. De her kvinder får ikke booket en screeningstid, og dermed har de lavere sandsynlighed for at få opdaget eventuelle celleforandringer i tide. Det forklarer postdoc ved Afdeling for Virus, Livsstil og Gener, Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, Louise Thirstrup Thomsen, der er medforfatter på studiet.
Sårbare kvinder kan opnå lighed
Den nye undersøgelse giver ikke noget direkte svar på, hvorfor kvinder vælger screening mod livmoderhalskræft fra. Forskerne er dog alligevel ikke helt på bar bund, da tidligere forskning har givet en del af svarene.
– Det er en kombination af flere faktorer. Man kan synes, at den gynækologiske undersøgelse er grænseoverskridende og ubehagelig. Derudover er der organisatoriske faktorer, for eksempel kan det være vanskeligt at booke en passende tid, eller det kan være svært at prioritere i en travl hverdag, siger Elise Harder.
Selv om forskerne ikke mener, at der er nemme løsninger på problemet, så håber de, at en ny screeningsmetode, hvor kvinder selv kan tage en screeningstest derhjemme, vil løse en del af problemet. Med hjemmetesten får kvinderne tilsendt et test-kit, og tager selv en prøve fra livmoderhalsen ved hjælp af en blød børste.
Prøven sendes efterfølgende til hospitalet, hvor den testes for humant papillomavirus (HPV), som er den virus, der forårsager livmoderhalskræft. Med dette tilbud, der i 2017 blandt andet er blevet implementeret i Region Hovedstaden, undgår kvinderne både besværet med at bestille tid og det ubehagelige ved den gynækologiske undersøgelse. De kvinder, som er HPV-positive, får dernæst besked om, at de bør få foretaget en opfølgende undersøgelse hos deres egen læge.
– Omkring halvdelen af de kvinder, der får konstateret livmoderhalskræft, er ikke blevet screenet regelmæssigt. Derfor er det vigtigt, at vi finder nye måder, hvorpå vi kan nå ud til de her kvinder og gøre det så nemt som muligt for dem at deltage i forebyggende screening mod livmoderhalskræft, siger Elise Harder.
De nye resultater er offentliggjort her: Factors associated with non-participation in cervical cancer screening – A nationwide study of nearly half a million women in Denmark, Preventive Medicine, Online
Kontakter
Louise Thirstrup Thomsen, post doc ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, tlf: 3525 7927, e-mail: ltt@cancer.dk
Susanne Krüger-Kjær, professor og leder af forskningsenheden "Virus, livsstil og gener" ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, tlf: 3525 7663, e-mail: susanne@cancer.dk.
Mette Vinter Weber, kommunikationsrådgiver ved Kræftens Bekæmpelse, mobil: 2895 2828, e-mail: mvw@cancer.dk
Information om Kræftens Bekæmpelse
Bag om forskningen
I den nye undersøgelse har forskerne taget udgangspunkt i de landsdækkende danske sundhedsregistre og har fulgt alle kvinder i alderen 23-49 år, der blev inviteret til screening i 2008-2009, i op til fire år efter invitationen.
Ved at bruge de danske registre har forskerne undersøgt de sociale og sundhedsmæssige karakteristika ved den store gruppe af kvinder, som ikke reagerer på invitationen til screening. Mens tidligere undersøgelser har regnet hele gruppen af ikke-screenede kvinder under ét, så skelner den nye undersøgelse mellem kvinder, der aktivt framelder sig screening, og kvinder, der blot ikke reagerer på screeningsinvitationen uden at tage et aktivt fravalg. Data om framelding fra screeningsprogrammet er samlet i den såkaldte Patologidatabank, der er en landsdækkende databank, som ydermere indeholder data om alle undersøgelser udført af landets patologiafdelinger, herunder screening for livmoderhalskræft.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Dagligvarekæder får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for at gemme tobakken væk4.2.2019 18:25:26 | Pressemeddelelse
Dagligvarekæderne Aldi, COOP, Lidl, REMA 1000, Salling Group samt Magasin modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2019. De får prisen for at gemme tobakken væk i butikkerne og dermed gå forrest i indsatsen for at undgå, at børn og unge begynder at ryge. Hædersprisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen mandag den 4. februar på World Cancer Day.
Obligatorisk kaloriemærkning nødvendig31.1.2019 15:43:35 | Pressemeddelelse
Andelen af overvægtige stiger. Det samme gør antallet af måltider, der spises uden for hjemmet. Men det er nærmest umuligt finde rundt i, hvor mange kalorier der er i de burgere, caffe latte eller sandwich, vi køber. Derfor går Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse sammen for at få indført obligatorisk kaloriemærkning i de større kæder af burgerrestauranter, caféer, kiosker, tankstationer, mm.
Trigon Fonden bygger to nye helårshuse til sclerose- og kræftpatienter28.1.2019 09:41:00 | Pressemeddelelse
Når Trigon Fonden bygger en helt ny bydel i Lille Skagen kommer det også sclerose- og kræftpatienter til gode. Fonden bygger nemlig to helårshuse til henholdsvis Scleroseforeningen og Kræftens Bekæmpelse, sådan at patienterne kan få et frirum i en krævende tid med sygdom. Det markeres med rejsegilde fredag 8. februar 2019 Lille Skagen – Bytorvet (fra syd) klokken 12-13
Millionbevilling til forskning i kræftcellers svagheder17.1.2019 05:30:00 | Pressemeddelelse
En gruppe danske forskere vil de næste tre år arbejde på at finde ud af, hvordan kræftceller reparerer livsfarlige skader på deres membran. Viden, som har potentiale til at hjælpe både kræftpatienter og patienter med muskel- og neurodegenerative lidelser såsom Alzheimers og muskelsvind. Arbejdet er blevet muligt takket være en bevilling på 15 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Ambitiøst udspil til sundhedsreform – men med mange løse ender16.1.2019 10:59:17 | Pressemeddelelse
Bedre vilkår for patienterne er i fokus i regeringens nye sundhedsreform. Det roser Kræftens Bekæmpelse, der ser frem til fælles kvalitetstandarder i det nære sundhedsvæsen, men savner krav om monitorering. Tidlig opsporing og forebyggelse af sygdomme burde stå helt centralt i reformen.
Hård kritik af diagnostik af kræft20.12.2018 13:38:06 | Pressemeddelelse
Statsrevisorerne kritiserer, at Sundheds- og Ældreministeriet ikke har været gode nok til at sikre tidlig opsporing og behandling af patienter, hvor der er mistanke om kræft. Det er uacceptabelt, at patienterne stadig ikke kan regne med at blive hurtigt undersøgt og behandlet, mener Kræftens Bekæmpelse, der opfordrer ministeriet til hurtigt at få styr på den tidlige indsats over for kræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum