Udenrigsministeren udpeger ny særlig repræsentant for FN-kandidatur
10.6.2022 08:00:00 CEST | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Holger K. Nielsen bliver ny særlig repræsentant for Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd
Udenrigsministeren udpeger tidligere udenrigsminister og skatteminister Holger K. Nielsen som ny særlig repræsentant for det danske kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26. Holger K. Nielsen tiltræder stillingen 1. august 2022.
Holger K. Nielsen afløser Kristian Jensen, som trådte tilbage fra posten i april måned.
Den særlige repræsentant har til opgave at fremme Danmarks kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26. Dette indebærer blandt andet at bidrage til udformningen af danske mærkesager samt at promovere det danske kandidatur i udlandet. Holger K. Nielsen ansættes i Udenrigsministeriet som særlig repræsentant og vil indgå i det team, som arbejder for, at Danmark bliver valgt ind i Sikkerhedsrådet.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtaler:
“FN’s Sikkerhedsråd er det mest magtfulde organ i verden. Derfor ligger der en kæmpe opgave i at sikre, at Danmark får en plads ved bordet. Det arbejder dygtige diplomater i Udenrigsministeriet for hver eneste dag lige nu. Jeg er glad for, at Holger K. Nielsen har sagt ja til, at drive det vigtige arbejde med at gøde jorden for et succesfuldt dansk Sikkerhedsrådskandidatur. Holger har den rette politiske profil, erfaring og ekspertise, der skal til for at skabe opmærksomhed om det danske kandidatur, særligt i de lande hvor vi ikke har en dansk ambassade, og jeg er overbevist om, at vi med Holger som særlig repræsentant kan føre en aktiv, overbevisende og inkluderende dansk kampagne. Den vigtige indsats vil der også være behov for, når den officielle kampagne skydes i gang og vi også fra regeringens side kommer til at skulle føre en aktiv og synlig international kampagne for Danmark i Sikkerhedsrådet.”
Holger K. Nielsen (SF) udtaler:
“Jeg er glad for og stolt over, at regeringen har peget på mig til at fortsætte arbejdet med at sikre Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd 2025-26. For mig har FN altid været en hjørnesten i dansk udenrigspolitik, og det er kolossalt vigtigt, at Danmark får en plads i Sikkerhedsrådet. Sammen med Udenrigsministeriets mange dygtige ansatte - både hjemme og ude - er jeg de næste år opsat på at bruge al min politiske erfaring på den vigtige opgave og arbejde hårdt for, at missionen lykkes. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet."
Baggrund
FN’s Sikkerhedsråd består af fem faste medlemmer: USA, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland. Dertil vælges 10 ikke-faste medlemmer til Sikkerhedsrådet for en toårig periode. Valget for perioden 2025-26 finder sted medio 2024. Danmark har senest været medlem af FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2005-06.
For yderligere kontakt: presserådgiver Victor Boysen / vicboy@um.dk / 20 18 95 93
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Danmark giver 85 millioner kroner i ny humanitær støtte til Palæstina og Libanon13.7.2026 08:24:50 CEST | Pressemeddelelse
Den humanitære situation i Gaza og på Vestbredden er fortsat kritisk, mens de seneste måneders eskalering af konflikten i Libanon har forværret en allerede alvorlig humanitær krise.
Udenrigsministeren besøger Montenegro for at støtte landets EU-kandidatur8.7.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I forlængelse af NATO-topmødet i Ankara rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Montenegro.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn30.6.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 30. juni kl. 14.00.
Danmark og Nefco støtter nye kommunale projekter i Mykolaiv-regionen i Ukraine26.6.2026 09:20:57 CEST | Pressemeddelelse
En ny række investeringer støttet af Danmark skal genoprette kritisk infrastruktur og forbedre kommunale ydelser i lokalsamfund i Mykolaiv-regionen i det sydlige Ukraine. Initiativerne bidrager også til en grøn og robust genopbygning af Ukraine.
Ny evaluering: Særlig type bistand kan styrke det multilaterale system og fremme nordiske værdier23.6.2026 13:30:45 CEST | Nyhed
I en tid, hvor verden er i opbrud, og det multilaterale system og udviklingssamarbejdet er under pres, er bistand til trustfonde et godt værktøj, konkluderer ny fællesnordisk evaluering, der dog anbefaler, at bistanden til de mange trustfonde prioriteres og koordineres bedre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
