Udenrigsministeriet

Udenrigsministeren på besøg i Irak

Del

Som den første vestlige udenrigsminister siden den nye irakiske regerings tiltrædelse besøger Anders Samuelsen Irak. Under besøget har han diskuteret fremdriften i kampen imod ISIL og forsikret den irakiske regering om Danmarks fortsatte støtte i kampen mod terrororganisationer og stabilisering af de befriede områder. Udenrigsministeren opfordrede i samtaler med den irakiske præsident og udenrigsminister til, at den nye irakiske regering har fokus på at gennemføre nødvendige politiske reformer, sikre forsoning og reducere korruptionen. Endelig lancerede Anders Samuelsen det kommende danske stabiliseringsprogram for Irak og Syrien.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

Det er godt at se de positive fremskridt i Irak. Men kampen mod ISIL er ikke slut. Derfor har det også været vigtigt for mig at besøge Irak igen. Jeg havde lejlighed til at takke de danske udsendte fra forsvaret og politiet for deres store indsats. De står i frontlinjen i den klare danske støtte til kampen mod ISIL. Den kamp fortsætter. Danmark vil fortsætte med at hjælpe Irak med at skabe et sikkert og demokratisk samfund. Det kommer vi blandt andet til at gøre gennem det nye danske stabiliseringsprogram. Øget stabilitet er helt afgørende for at sikre, at terrorgrupper ikke vender tilbage og de irregulære flygtningestrømme mod Europa bremses.”

Baggrund

Danmarks kommende regionale stabiliseringsprogram for Syrien og Irak har et overordnet formål om at bidrage til en reduktion af regional usikkerhed, terrorisme, migration og den længerevarende flygtningekrise. Den 1. januar 2019 igangsættes et nyt regionalt stabiliseringsprogram for perioden 2019 – 2021, som har et samlet budget på 397 millioner kroner. Knap 200 millioner forventes at gå til Irak. De danske indsatser i Irak vil blandt andet bidrage til at sikre adgang til vand og elektricitet, minerydning samt reformer af den irakiske sikkerhedssektor.

Aktuelt bidrager Danmark til koalitionen mod ISIL med et træningsbidrag på ca. 180 personer, et C-130J transportflybidrag med ca. 60 personer, et radarbidrag inklusiv personel på ca. 30 personer, samt et stabsbidrag på ca. 20 personer til koalitionens hovedkvarter. Derudover bidrager Danmark til NATO’s træningsmission (NMI) med ca. fire personer til selve træningsindsatsen, samt med et deployerbart kommunikations modulbidrag med ca. 22 personer afgivet til NATO’s kommandostruktur. Danmark bidrager også til EU’s civile rådgivningsmission (EUAM Irak) hvor 6 personer er ansat. Danmark har dertil siden 2015 ydet betydelig militær-og stabiliseringsstøtte til Irak i kampen mod ISIL. Som en del af Koalitionen mod ISIL var Danmark blandt de første lande til at bidrage med kampfly, transportfly, et styrkebidrag og kapacitetsopbygning og har ydet vigtige bidrag til stabilisering og minerydning i byer befriet fra ISIL. Hertil kommer, at Danmark siden 2012 har bidraget med over 400 mio. kr. i humanitær bistand til Irak.

For yderligere information:

Presserådgiver Kasper Thams Olsen, 61 97 90 31

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye