Udenrigsministeriet

Udenrigsministeren og udviklingsministeren mødes med FN’s Flygtningehøjkommissær Filippo Grandi

Del
Udenrigsminister Anders Samuelsen og udviklingsminister Ulla Tørnæs har mandag og tirsdag holdt møder med FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, som besøger København.

På dagsordenen for Anders Samuelsens møde var blandt andet situationen i Syrien. Anders Samuelsen siger:

”Jeg havde en meget konstruktivt møde med Flygtningehøjkommissæren i dag. Vi talte blandt andet om situationen i Syrien. Det er helt afgørende, at Syriens nabolande ikke kollapser politisk og økonomisk under det pres, der er skabt af de mange flygtninge. Det er også i vores nationale interesse i Danmark, at UNHCR er i stand til at hjælpe flygtningene fra Syrien i nærområdet. Det støtter vi dem i.”

Mandag mødtes Grandi med udviklingsminister Ulla Tørnæs.

”FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har gennem mange år været én af Danmarks vigtigste humanitære partnere i den altafgørende indsats for flygtninge og fordrevne i nærområderne til verdens konflikter - og organisationens opgaver er ikke blevet mindre i de senere år. Netop nu står UNHCR i spidsen for en proces, som skal nå frem til en ny international aftale om styrkede indsatser i nærområderne. Jeg har derfor sat pris på i går at have haft en længere drøftelse med Flygtningehøjkommissæren om nogle af de største kriser og status for den nye aftale, som Danmark bakker fuldt op om.” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Filippo Grandi er også i København for at mødes med UNHCR’s næsten 200 medarbejdere i FN-byen.

UNHCR har til opgave at yde beskyttelse til verdens flygtninge. Antallet af mennesker på globalt plan, der fordrives fra deres hjem på grund af konflikt eller forfølgelse er steget betydeligt siden oprettelsen af UNHCR i 1951. I 2017 nåede antallet af flygtninge op på et hidtil uset niveau med mere end 22 millioner flygtninge. Antallet af internt fordrevne er steget tilsvarende og ligger nu på over 43 millioner mennesker.

Danmark har en partnerskabsaftale med UNHCR, hvorigennem der bidrages med mindst 320,5 mio. kr. årligt, herunder 160 mio. kr. i uøremærket kernebidrag, som muliggør, at organisationen kan reagere fleksibelt og hurtigt på nye humanitære kriser eller forværring af igangværende.

For yderligere information kontakt presserådgiver Marie Dørup Olesen på tlf. 61979020

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye