Beskæftigelsesministeriet

Troels Lund Poulsen vil inspirere flere virksomheder til at samarbejde om opkvalificering

Del

Beskæftigelsesministeren ønsker at udbrede en model, hvor virksomheder samarbejder om at skaffe kvalificeret faglært arbejdskraft. Midlet er opkvalificering af virksomhedens ansatte, samtidig med at ledige opkvalificeres til job eller faglært uddannelse inden for deres fag.

Uddannelsesmodellen er udviklet i et samarbejde mellem syv midtjyske virksomheder, der er gået sammen om at komme manglen på arbejdskraft i deres branche til livs ved at efteruddanne medarbejdere og opkvalificere ledige flygtninge. Projektet har opnået gode resultater med kun et enkelt frafald ud af i alt 32 personer, som er fordelt på 16 ansatte og 16 ledige flygtninge.

Virksomhederne har kørt projektet i samspil med jobcentre og uddannelsesinstitutioner. Det har givet en god afveksling mellem job og uddannelse og sikret, at opkvalificeringen er rettet mod det konkrete job. Derudover har man gjort brug af offentlige ordninger, som eksempelvis virksomhedspraktik, løntilskud, IGU-forløb og danskundervisning.

Nu skal de gode erfaringer inspirere andre virksomheder og brancher. Beskæftigelsesministeren vil derfor anmode de regionale VEU-koordinatorer om at udbrede modellen gennem deres arbejde med at styrke samarbejdet mellem lokale virksomheder, jobcentre og uddannelsesinstitutioner inden for områder med mangel på arbejdskraft.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I marts besøgte jeg hospitalsvaskeriet midtVask i Aarhus, der gennem et samarbejde med andre lokale virksomheder er lykkes med at opkvalificere både medarbejdere og ledige flygtninge. De har igangsat projektet med blik for den mangel på arbejdskraft, som mærkes i mange brancher, og det er oplagt, at modellen kan inspirere andre virksomheder.

Voksen- og efteruddannelseskoordinatorerne er ansat af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i de regionale arbejdsmarkedskontorer, som betjener De Regionale Arbejdsmarkedsråd. VEU-koordinatorerne blev ansat i foråret 2018, som led i Trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse fra 2017, hvor der blev afsat 25 mio. kr. årligt i perioden 2018-2021 til at styrke overvågningen af arbejdsmarkedet og forbedre samarbejdet om voksen- og efteruddannelse mellem kommunale jobcentre, virksomheder og erhvervsskoler, så virksomhederne kan få den nødvendige arbejdskraft.

De syv virksomheder er Kamstrup, Grundfos, Systemfrugt, Pressalit, Wavin, Hospitalsenhed Midt og midtVask.

Kontakt Beskæftigelsesministeriet pressevagt: 5123 2830

Information om Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal
1060 København K

7220 5000http://bm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye