Trist julerekord: 2.015 familier i Østjylland har søgt om julehjælp
25.11.2022 07:00:00 CET | Blå Kors Danmark | Pressemeddelelse

Frygten for ekstra varmeregninger og voldsomme prisstigninger på dagligvarer presser særligt de mange danskere, som i forvejen har svært ved at få pengene til at række hver eneste måned.
Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark har man i år modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp fra familier, som er økonomisk trængte. I år har 12.086 familier søgt om hjælp til julemad og gaver. Det er en markant stigning sammenlignet med 2021, hvor 8.668 familier søgte om julehjælp.
I Østjylland har 2.015 familier søgt om julehjælp. Årsagen til de mange flere julehjælpsansøgere skal blandt andet findes i den høje inflation, lyder vurderingen:
"Familiernes økonomi er presset i bund, og inflationen forværrer kun den situation. Nogle familier har ikke råd til madpakker til deres børn eller springer måltider over, mens andre er stoppet med at betale af på deres gæld. Derfor er julehjælpen en kærkommen hjælp her og nu, så de kan give deres børn en god jul med hygge, mad og gaver," siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Familier er økonomisk pressede
En af de familier, som i år har søgt om julehjælp hos Blå Kors Danmark, er Jane Jensen fra Aarhus og hendes familie, som bor sammen med sin datter på fem år og søn på ni år.
Hun er på førtidspension og kæmper hver måned med at betale sine regninger.
"Når jeg har betalt husleje og de andre regninger, er der næsten ingenting at gøre godt med. Min husleje er steget 400 kroner. Man kan ikke blive ved. Det hele går op i regninger og udgifter. Jeg er nødt til at nedprioritere mig selv og undvære tandlægebesøg, tøj og medicin. Mine børn skal ikke mangle noget," siger Jane Jensen.
De store prisstigninger på blandt andet dagligvarer har kun vanskeliggjort familiens økonomiske situation.
"Maden bliver også dyrere og dyrere, så det vil være en kanonstor hjælp, hvis vi får julehjælp. Så vil jeg kunne give mine børn en julegave, som de kan komme i skole og fortælle om, når de andre børn taler om deres juleaften," siger Jane Jensen.
Stort behov for hjælp
På bare et år er antallet af børnefamilier, der søger om julehjælp hos Blå Kors Danmark, vokset med mere end 3.400 familier. Derfor er behovet for støtte til julehjælpen også tilsvarende det større.
"Vi kommer desværre ikke til at kunne imødekomme alle ansøgninger, men det er mit håb, at der fortsat vil komme penge til julehjælpen gennem fonde og private donationer. Alle pengene går ubeskåret til julehjælp," siger Thomas Røddik Korneliussen, som er chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark.
Blå Kors Danmarks julehjælp uddeles som en hjælp til gaver og julemad til familier med hjemmeboende børn under 18 år, hvor forælderen eller forældrene er på overførselsindkomst.
Julehjælpen består af et gavekort på 500 kroner til dagligvarekæden Lidl og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker. På grund af inflationen er værdien af gavekortet til dagligvarer i år hævet fra 400 til 500 kroner.
Julehjælpen er foreløbigt støttet økonomisk af blandt andet statens julehjælpspulje samt Ole Kirk's Fond, Lidl og privatpersoner, som har doneret bidrag.
Ansøgningsfristen var den 24. november, hvorefter familierne vil få besked i starten af december om, hvorvidt de modtager julehjælp eller ej.
Antal familier, som har søgt julehjælp i Østjylland:
- 2022: 2.015
- 2021: 1.486
- 2020: 1.434
- 2019: 1.205
- 2018: 928
Til medier: Hvis I har brug for specifikke lokale/regionale tal, kan I kontakte Anette Helligsø på ahe@blaakors.dk

Kontakter
Thomas Røddik KorneliussenChef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark
Tlf:26 20 20 46trk@blaakors.dkBilleder
Information om Blå Kors Danmark
Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Næsten 7.000 ansøgninger om julehjælp på bare ét døgn21.10.2026 05:37:47 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig før har Blå Kors Danmark modtaget så mange ansøgninger om julehjælp i løbet af det første døgn. Siden organisationen åbnede for årets julehjælp, er 6.880 ansøgninger strømmet ind fra børnefamilier.
Når pengene ikke rækker til jul: Blå Kors åbner for julehjælp20.10.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
For børnefamilier med en presset økonomi kan julen være forbundet med bekymringer om, hvordan pengene skal række til både mad og gaver. Nu åbner Blå Kors Danmark for ansøgninger til årets julehjælp.
Flere end 300 udsatte danskere får gratis synstest og briller5.10.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
22 Louis Nielsen-butikker åbner torsdag aften den 8. oktober efter normal lukketid. I samarbejde med Blå Kors Danmark holder butikkerne nemlig ekstraordinært åbent for udsatte danskere, som ikke har ressourcerne til at prioritere deres syn eller få råd til nye briller.
Nyt fællesskab for unge i Frederikshavn: Her er døren åben søndag aften1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvor går man hen, hvis man ikke har nogen at spise sammen med eller snakke med? Blå Kors Danmark har åbnet det nye ungetilbud Udsigten i Frederikshavn. Her kan unge mellem 18 og 35 år blive en del af et fællesskab.
Blå Kors Genbrug åbner ny butik i Næstved 8. oktober29.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 60 frivillige er allerede klar til at tage imod kunderne i den nye 1.200 kvadratmeter store butik på Lunavej 3.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


