Erhvervsstyrelsen

Tredobling i efterspørgsel efter kompetencer inden for informationssikkerhed kræver hurtige kompetenceløft

Del
I det sidste årti er der sket en kraftig stigning i efterspørgslen efter medarbejdere med kompetencer inden for informationssikkerhed. Det bekræfter en ny analyse, som samtidig viser, at knap halvdelen af danske virksomheder og myndigheder forventer, at behovet for disse kompetencer vil stige de kommende år. Der er derfor behov for at supplere de formelle uddannelser med kortere, målrettede indsatser, der kan løfte medarbejderes kompetencer hurtigt.

Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, hvilket stiller store krav til virksomheder og myndigheders digitale sikkerhed. En ny analyse peger på, at efterspørgslen efter medarbejdere med de rette kompetencer til at løfte denne opgave er streget kraftigt det sidste årti, og knap halvdelen af danske virksomheder og myndigheder forventer, at behovet for ansatte med informationssikkerhedskompetencer vil stige de kommende fem år. Samtidig har mere end hver femte virksomhed eller myndighed haft svært ved at rekruttere en profil med de rette informationssikkerhedskompetencer i løbet af de sidste seks måneder.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Torsten Andersen:

”For mange virksomheder og myndigheder oplever i dag, at det ikke er muligt at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer inden for digital sikkerhed. Vi ser samtidig, at ca. 40 procent af de danske SMV’er har et for lavt sikkerhedsniveau. Vi er nødt til at styrke kompetencerne inden for informationssikkerhed, hvis vi som samfund skal løfte det digitale sikkerhedsniveau, som er en forudsætning for et ansvarligt digitalt samfund.”

Mange af de medarbejdere, der arbejder med informationssikkerhed har ikke en formel videregående uddannelse inden for området. Derfor benytter mange virksomheder og myndigheder sig af intern og ekstern oplæring af deres medarbejderes kompetencer inden for området.

For at højne antallet af medarbejdere med de rette kompetencer, er der allerede igangsat en række initiativer, der skal give et hurtigere kompetenceløft.

I Center for Cybersikkerhed er der igangsat en række initiativer, der skal styrke de tekniske kompetencer på tværs af både virksomheder og myndigheder.

Chef for Center for Cybersikkerhed Thomas Lund-Sørensen:

”Kompetenceudvikling inden for cyber- og informationssikkerhed står centralt i arbejdet med et mere sikkert digitalt Danmark. Initiativer som afholdelse af sommerskoler i cybersikkerhed, hackathons og etablering af vores eget lille cyberakademi er skridt i denne retning. I en bredere indsats udvikles en række e-læringsmoduler til de mere tekniske profiler, og der gennemføres en betydelig uddannelsesindsats i regi af Bestyrelsesforeningen, der skal give 20.000 bestyrelsesmedlemmer bedre forståelse for cyber- og informationssikkerhed.”

I Digitaliseringsstyrelsen er der også flere initiativer i gang, der skal ruste offentligt ansatte til en hverdag med flere digitale krav og trusler.

Direktør i Digitaliseringsstyrelsen Rikke Zeberg:

”Vi ser et behov for et målrettet og hurtigt kompetenceløft blandt offentligt ansatte i Danmark. Det er afgørende for at have en sikker offentlig sektor, som borgere og virksomheder har tillid til. Der er brug for tiltag, der løfter niveauet på den korte bane. Derfor har vi b.la. afholdt et kursus rettet mod statslige informationssikkerhedskoordinatorer, der udbydes igen i 2020 i regi af Digitaliseringsakademiet – et nyetableret akademi som skal styrke de digitale kompetencer hos medarbejdere og ledere og gøre digital sikkerhed til en del af hverdagen.”

Analysen viser yderligere, at der i Danmark på nuværende tidspunkt er et begrænset antal videregående uddannelser med et højt indhold af informationssikkerhed. Udbuddet af uddannelser med informationssikkerhedsindhold er dermed i sin begyndelse, og det vil derfor tage tid at uddanne medarbejdere med de rette kompetencer.

Vicedirektør i Styrelsen for Forskning og Uddannelse Niels Christian Beier:

”Det er vigtigt, at vi som samfund både uddanner flere eksperter med dyb viden om informationssikkerhed og samtidigt får informationssikkerhed bredt ind som delelement på flere uddannelser. Når der skal uddannes tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft på kort tid, kommer efter- og videreuddannelsessystemet formentlig til at spille en helt central rolle.”

Analysen er initieret af Virksomhedsrådet for IT-sikkerhed og er udarbejdet for Erhvervsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Digitaliseringsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Analysen skal bidrage med viden til det igangværende og fremtidige arbejde for at styrke nuværende og kommende medarbejderes informationssikkerhedskompetencer hos myndigheder og i erhvervslivet.

Kontakter

Links

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen
Langelinie Allé 17
2100 København Ø

https://erhvervsstyrelsen.dk/

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed under Erhvervsministeriet. Vi er omkring 1.000 medarbejdere - i København, Nykøbing Falster og Silkeborg - som arbejder for at skabe de bedste rammer for virksomhedernes vækst og udvikling i hele Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye