Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Tredjebedst i verden i offentlig forvaltning

Del

Institut for statskundskab på Aarhus BSS udmærker sig med forskning i verdensklasse inden for flere områder, herunder offentlig forvaltning. På Shanghai-rankingen, som kårer verdens bedste forskningsinstitutioner, klatrer instituttet opad på listen og rangeres nu som nummer tre i verden inden for offentlig forvaltning og nummer tre i Europa inden for statskundskab.

Institut for Statskundskab
Institut for Statskundskab

”Vi satser benhårdt på kvalitet, og denne fine placering er resultatet af mange års arbejde på at sikre forskning og uddannelse på et meget højt niveau,” siger en stolt institutleder Peter Munk Christiansen.

Den nyligt offentliggjorte Shanghai-ranking rangerer Aarhus Universitet som nummer tre i verden inden for offentlig forvaltning (public administration) kun overgået af London School of Economics and Political Science og Erasmus University Rotterdam og altså foran mastodonter som Harvard University og Oxford University.

For statskundskab (political science) generelt ligger Aarhus Universitet som nummer tre i Europa og 19 på verdensplan. De er blevet målt på forskningsproduktivitet, forskningskvalitet, grad af internationalt samarbejde, og hvorvidt ens forskning er af ypperste kvalitet og høj akademisk anerkendelse.

”Forskning er i sin natur en international foreteelse, og derfor er den målestok, vi skal måle os op mod, de bedste miljøer i verden. Man kan ikke lære at løbe hurtigt, hvis man ikke træner med de bedste løbere i verden, og det er det vi gør her,” siger Peter Munk Christiansen.

Instituttet samarbejder på mange niveauer med internationale fagfæller og rekrutterer i stigende grad også internationalt. Desuden tager mange forskere fra Aarhus på længerevarende ophold i udlandet og deltager i stor stil ved de bedste konferencer i verden.

Afdelingsformand for offentlig forvaltning og ledelse Vibeke Lehmann Nielsen supplerer:

”De mange internationale samarbejder er med til at løfte niveauet for vores forskning. Her taler jeg om reelle samarbejder, hvor de internationale forskere er med til at skrive på projekterne og bidrager til problemstillingerne.”

Gode til at løfte hinanden

Vibeke Lehmann Nielsen fremhæver også det gode forskningsmiljø på instituttet og i afdelingen, som årsag til den flotte placering på Shanghai-rankingen:

”Forskning handler om at kritisere for at gøre bedre. På instituttet og i afdelingen har alle en grundlæggende forståelse for hinandens forskning og giver hinanden meget konstruktiv kritik med den hensigt at gøre forskningen bedre. Det gode sociale sammenhold har en stor betydning for, at vi er villige til at bruge tid på hinanden og bidrage til hinandens forskning.”

Hun tilføjer, at de hele tiden arbejder på at gøre det bedre ved at rekruttere dygtige ph.d.-stipendiater og andre, som kan holde gryden i kog, og samtidig sørge for at hente de store forskningsbevillinger hjem. I Danmark har man også unik adgang til data og muligheder for dialog med de offentlige ansatte, hvilket også kan være en medvirkende årsag til, at forskningen i Aarhus er på et internationalt topniveau. Etableringen af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse vil være med til at bevare den gode placering internationalt, forventer Vibeke Lehmann Nielsen.

”Vi har et rigtig godt navn i Europa og USA. Nu kan vi med fasthed sige, at vi er et stort institut, som klarer os godt. Faren er, at vi bliver selvfede, men til gengæld har vi altså noget at have det i,” siger Peter Munk Christiansen med et smil.

”Jeg kan ikke andet end at være stolt over at være leder af et institut, der klarer sig så fint i den internationale konkurrence,” afslutter han.

Yderligere info
Peter Munk Christiansen, institutleder, professor i statskundskab
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
pmc@ps.au.dk
8716 5685 / 3011 5340

Kontakter

Peter Munk Christiansen, institutleder, professor i statskundskab
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
pmc@ps.au.dk
8716 5685 / 3011 5340

Billeder

Institut for Statskundskab
Institut for Statskundskab
Download
Institutleder Peter Munk Christiansen
Institutleder Peter Munk Christiansen
Download
Afdelingsformand Vibeke Lehmann Nielsen
Afdelingsformand Vibeke Lehmann Nielsen
Download

Links

Information om Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Aarhus Universitet: Aarhus BSS
Aarhus Universitet: Aarhus BSS



Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Aarhus BSS

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum