PwC

Tre finalister i Østjylland udvalgt til kåring af Årets Ejerleder 2019

Del

Den 7. november kårer PwC Årets Ejerleder 2019 i Østjylland for 16. gang i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv. Prisen går til den ejerleder, der med et klart formål og tydelige værdier går foran og gør en forskel for Danmark ved at skabe vækst og arbejdspladser. De tre finalister i Østjylland er nu fundet

Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2019 i Østjylland.

”De tre finalister er alle eksempler på danske ejerledere, der med succes skaber vækst og udvikling til inspiration og stor betydning for dansk erhvervsliv. Vi ønsker vores finalister i Østjylland et stort tillykke, og vi ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus.

Ejerlederen gør en forskel

Ejerledere udgør en væsentlig del af Nykredits kunder. Her understreger man, at de tre finalister er kendetegnet ved, at ejerlederen har formået at skabe en bemærkelsesværdig vækst, og som frontfigur gør en stor forskel for virksomhedens succes og værdier: 

“Blandt ejerlederne møder vi typisk en person med et enormt drive og passion for sin virksomhed – en leder, der står på et stærkt holdnings- og værdimæssigt fundament. Vi ser derfor, at de ejerledede virksomheder i høj grad bidrager til at sikre arbejdspladser regionalt, samtidig med at de også  bidrager betydeligt til samfundsøkonomien nationalt,” siger regionsdirektør i Nykredit, Henrik Damsgaard.

Formål og værdier 

I år sætter vi fokus på formål og værdier, da de spiller en væsentlig rolle for både virksomhedernes omdømme, konkurrenceevne og evne til at tiltrække og fastholde arbejdskraft. 

”Når vi spørger ejerlederne, hvad baggrunden er for deres succes, svarer de, at deres virksomheds værdier og et klart formål er afgørende. Vi tror på, at fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe fælles værdier og et tydeligt formål, og det er baggrunden for årets tema i Årets Ejerleder 2019,” forklarer Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus.

Jakob Ullegård, markedsdirektør i Dansk Erhverv, lægger vægt på dette års tema som væsentligt for ejerledernes evne til at skabe vækst og udvikling:

”Det er svært at sætte retning, hvis man ikke kan forklare sig selv og andre, hvorfor man er i gamet. En klar retning og et veldefineret værdigrundlag gør det så meget lettere at skabe fremdrift – dels internt i virksomheden, men såmænd også i forhold til samfundet omkring os. Derfor er det afgørende for virksomhedens evne til at skabe vækst, udvikling og succes.” 

Finalisterne er:

Kim Thomas Rasmussen – ejerleder i PR Electronics A/S (Rønde)

PR Electronics blev stiftet af Kim Thomas Rasmussens far i 1974. Kim overtog ejerlederrollen i 2009 og har siden haft fokus på at gøre virksomheden mere decentralt styret. Siden har virksomheden været drevet af produktinnovation og har i dag fem produktområder, ni datterselskaber og over 200 ansatte. Det, der kendetegner Kim, er, at han tænker langsigtet og kontinuerligt investerer i virksomhedens udvikling og vækst. Han har et betydeligt fokus på at sætte en klar retning i at investere i produktudvikling, at producere kvalitet samt at uddelegere ansvar. 

Kim har opbygget et stærkt ledelsesteam og professionaliseret virksomheden til et højt styringsmæssigt niveau. Virksomheden måler i dag på både strategi, målsætninger og værdier på et meget detaljeret  niveau, hvilket er langt over det sammenlignelige for andre virksomheder af samme størrelse. Kim har formået at flytte virksomheden til næste niveau og at professionalisere ledelse, processer, markedstilgang og strukturer. Virksomheden udviser en stor ansvarlighed over for medarbejdere og det omkringliggende samfund og har med succes fastholdt sin produktion og montage i Danmark samt fokuseret på bæredygtighed. Kim er en ejerleder, der ud fra grundighed og strategisk tænkning har videreudviklet en særdeles robust virksomhed.

Bo Fischer Larsen – ejerleder i IQ Metal A/S (Hasselager)

IQ Metal A/S producerer metalkomponenter til en bred række af industrier. Ejerlederen Bo Fischer Larsen købte 80 % af virksomheden umiddelbart før finanskrisen i 2007. Alligevel er det lykkedes at

realisere en gennemsnitlig omsætningsvækst på ca. 11 % årligt siden da. I forbindelse med etablering af en fabrik i Polen i 2010 har Bo haft fokus på at skabe nye arbejdspladser i landet for at øge virksomhedens konkurrenceevne, og han har dermed samtidig sikret alle arbejdspladser i Danmark. Siden 2007 er medarbejderantallet således steget fra 50 til 250, og forventningen er at have over 300 ansatte inden for de næste tre år samt at øge omsætningen med mindst 50 % over samme tidshorisont. Bo har i mange år arbejdet et par dage om ugen på den polske fabrik og er dermed som ejerleder synlig i hele sin forretning. 

Med en baggrund som maskinarbejder og siden fabrikschef er Bo i første omgang selvlært og autodidakt som ejerleder, men har siden suppleret sin faglige baggrund med en MBA og er strategisk stærk. Han besidder desuden et indgående kendskab til både virksomheden og branchen i alle led. Han er som ejerleder stærk og vedholdende og har et motto om, at man i virksomheden ”også tramper i pedalerne, når det går ned ad bakke”. Som virksomheden er vokset, er der etableret en mere struktureret ledergruppe både i Danmark og i Polen, hvor forretningsplaner og strategier er nedbrudt på alle ledelsesniveau og i bestyrelsen. 

Michael Holm – ejerleder i Systematic A/S (Aarhus)

Systematics mission er at levere it-løsninger, der gør det enklere for brugerne at træffe afgørende beslutninger i vigtige situationer. Derfor er “simplicity” et nøgleord for Systematic. Ejerlederen Michael Holm lever og ånder for Systematic, som han grundlagde i 1985. Michael er en sand entreprenør inden for it-branchen og er i netop denne branche for at gøre en forskel snarere end for at tjene penge. Således har han bidraget betydeligt til innovation og bedre uddannelse inden for it i branchen. Michael ønsker som ejerleder at gøre en forskel for sine ansatte, kunder og samfundet. Derfor støtter Systematic bl.a. forskellige foreninger, events og udviklingsaktiviteter inden for forsvaret, sundhedssektoren og læring. 

Michael har løbende udviklet virksomhedens værdier og organisation. Værdierne er grundlag for ledelsesprincipperne og består af en guidance, der er nedfældet i håndbogen ‘Systematic NEXT.leadership’, som lederne trænes i. Michael har således udviklet selskabets ledelsesmodel løbende på den lange vækstrejse, så virksomheden har kunnet udvikle sig fra en håndfuld mennesker til en stor international virksomhed med mere end 1.000 ansatte. Systematic er en værdibaseret virksomhed, og Michael holder med sin nærværende og strukturerede ledelsesstil foden på speederen uden at afvige fra sine visioner og værdier. 


Tid og sted for Årets Ejerleder i region Hovedstaden
Torsdag den 7. november 2019 kl. 16:30-18:30, PwC, Jens Chr. Skous Vej 1, 8000 Aarhus.

Fakta om Årets Ejerleder 2019
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere
Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015), Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

Kontakter

PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378
Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

Information om PwC

PwC
PwC
Strandvejen 44
2900 Hellerup

51332378https://www.pwc.dk/

Om PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.400 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 276.000 PwC'ere i 157 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. 

Succes skaber vi sammen …

 

Følg pressemeddelelser fra PwC

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PwC