Tre belægningsprojekter er nomineret til Brolæggerprisen 2023
15.8.2023 05:00:00 CEST | DI Byggeri | Pressemeddelelse
Brolæggerlauget i DI Byggeri har til årets brolæggerpris indstillet tre flotte projekter, som alle kendetegnes ved deres historiske perspektiv samt en høj grad af lokal genanvendelse af nordiske granitsten.

Brolæggerprisen er siden 1986 årligt blevet uddelt til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, og i 2023 er følgende tre markante belægningsarbejder nomineret:
- Langeland Kommune indstilles på baggrund af belægningerne på byvejen Ramsherred i Rudkøbing. Udførende entreprenør er laugsfirmaet Brdr. Hansen Sallingelunde ApS fra Ringe.
- Vordingborg Kommune indstilles på baggrund af projektet ved Mølleporten i Stege. Udførende entreprenør er laugsfirmaet Dansk Kvalitets Brolægning ApS fra Stensved.
- Menighedsrådet i Skibet Sogn ved Vejle indstilles på baggrund af projektet ved middelalderkirken i Skibet. Udførende entreprenør er Winther og Trolle Anlægsgartnere fra Østbirk.
Brolæggerlaugets priskomité vil senere på året udpege den endelige prisvinder.
Ramsherred på Langeland
I Rudkøbing er Langelands Kommune nomineret på baggrund af 2.200 kvadratmeter smukke og varierende belægningsarbejder på byvejen Ramsherred. I tre etaper fra 2021 til 2023 er belægningerne forvandlet, så vejen med de bevaringsværdige bygninger nu genspejler områdets historiske og hyggelige atmosfære.
Bemærkelsesværdigt er det også, at 90 % af belægningsmaterialerne er genbrugte sten. Dermed viser kommunen vejen for en bæredygtig udvikling, hvor man har formået at skabe noget smukt, samtidig med at der tages hensyn til miljøet.
Belægningsarbejdet er udført af laugsfirmaet Brdr. Hansen Sallingelunde ApS fra Ringe, og brolæggermester Michael Haugaard fortæller om projektet: - Uden den store velvilje fra Langeland Kommune ville projektet aldrig have set dagens lys, og han fortsætter: - Men også samarbejdet med Langelands Forsyning, Midtlangelands Fjernvarme samt Veksel EL Selskab har været afgørende for genskabelsen af den hyggelige atmosfære i de små gader i Rudkøbing.
Mølleporten i Stege på Møn
I Stege har Vordingborg Kommune gennemført en vellykket restaurering af Mølleporten og den omkringliggende belægning, som nu indrammer byporten på flotteste vis.
Mølleporten er en af landets bedst bevarede byporte fra middelalderen, og kommunen har sørget for, at de 1.200 kvadratmeter omkringliggende belægninger også er blevet fornyet, så byporten i dag fremstår i en æstetisk helhed, som fremhæver byens vigtige kulturarv.
Brolæggermester Bjørn Nordstrøm fra det udførende entreprenørfirma Dansk Kvalitets Brolægning ApS forklarer, at selve vejen forbi porten er sat med chaussésten i et bueforbandt, og den kombinerede cykel- og gangsti med tracé igennem porten er sat i gamle, nordiske brosten i varierende størrelser.
- Projektet er udført i et rigtig godt samarbejde med Lykke+Nielsen Arkitekter, tilsynet fra Niras, hovedentreprenør Bo Rasmussens Eftf. og ikke mindst anlægsingeniør Knud Jørgensen fra Center for Vej, Natur og Miljø, fortæller brolæggermester Bjørn Nordstrøm, og slutter: - Vi er stolte over, at vi med projektet har fået lov til at medvirke ved bevarelsen af en af Danmarks sidste middelalderbyporte.
Kirken i Skibet ved Vejle
Menighedsrådet i Skibet Sogn er med et modigt og veludført belægningsprojekt nomineret til prisen, idet de nye belægninger sikrer god tilgængelighed for sognets kirkegængere.
Landskabsarkitekt Mette Fauerskov fra Møller & Fauerskov Landskabsarkitekter i Aarhus forklarer, at menighedsrådet med en vellykket omlægning af belægningen har tilføjet og genbrugt et større antal 70-80 år gamle gravsten som markante, tværgående bordursten, som danner en jævn og gangvenlig sti. Gravstenene, der ligesom brostenene er af blandede nordiske granitter, er sat med den oprindelige håndstokhuggede bagside opad, så det danner et stabilt og skridsikkert underlag for kirkegængerne.
Mette Fauerskov har i mange år arbejdet med kirkegårdsbelægninger og fortæller, at: - Det er bemærkelsesværdigt, at menighedsrådet vedholdende og med stort engagement har insisteret på materialegenbrug og har turdet træffe de rigtige beslutninger, der resulterer i en meget langsigtet merværdi, og hun slutter: - Winther og Trolle Anlægsgartnere fra Østbirk og stenhugger Filip Møller fra Horsens skal også fremhæves for fremragende arbejde og medtænkning i udførelsesfasen.
Fakta:
Brolæggerlauget i DI Byggeri har siden 1986 uddelt Brolæggerprisen til en bygherre, rådgiver, institution eller kommune, der har vist nytænkning og særlig idérigdom i forbindelse med et eller flere belægningsarbejder.
Ved bedømmelsen i priskomitéen lægges der lige megen vægt på kreativitet, valg af materialer og den håndværksmæssige kvalitet. Yderligere tæller det også, at bygherren eller de projekterende teknikere har formået at føre kvalificeret tilsyn med arbejdets udførelse og sikret, at større fejl ikke fremtræder i det færdige resultat.
Kontakter
Oldermand Claus Johnsen på tlf. 4011 0808
Billeder



Følg pressemeddelelser fra DI Byggeri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI Byggeri
Sekretariatschef fundet til nyt brancheforum mellem DI og 3F8.6.2026 07:42:55 CEST | Pressemeddelelse
Marie Voldby trådte den 1. juni til som sekretariatsleder i det nyoprettede brancheforum mellem DI Byggeri og 3F’s Byggegruppe. Her skal hun stå i spidsen for arbejdet med at finde fælles løsninger til at bekæmpe kriminalitet i byggebranchen.
Dyr olie og global uro sænker tempoet i byggebranchen19.5.2026 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De stigende byggeomkostninger, højere renter og den uforudsigelige geopolitiske situation vil lægge en dæmper på bygge- og anlægsbranchen. Aktivitetsniveauet vil de kommende år primært blive holdt oppe på grund af offentlige investeringer. På boligområdet boomer renoveringer, mens nybyggeri er i et lavt gear.
To nye medlemmer af DI Byggeris bestyrelse19.5.2026 12:11:04 CEST | Pressemeddelelse
Casper Mathiasen, CEO i CRH Denmark A/S, og Frederik Stage Olsen, adm. dir. i HG Danmark A/S, blev valgt ind i DI Byggeris bestyrelse på dagens generalforsamling.
DI Byggeri om råstofkrise: Alternative virkemidler kan reducere manglen på råstoffer – men det er ikke nok28.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse fra Copenhagen Economics viser, at bedre udnyttelse af overskudsjord og klogere planlægning kan dække en betydelig del af den store mangel på råstoffer, Danmark står over for. Men udfordringen med et forsyningsgab på råstoffer består.
Ventetiden på en byggetilladelse tager dyk på Bornholm: Det er et skridt i den rigtige retning9.3.2026 14:21:49 CET | Pressemeddelelse
Ventetiden på at få tilladelse til at bygge på Bornholm har lidt et længe ventet knæk. Nu skal man i gennemsnit vente 116 dage på byggetilladelse, og det står fortsat i skarp kontrast til andre danske kommuner, lyder kritikken fra DI Byggeri Bornholm.