Erhvervshus Sjælland

Tønder Energi- og Miljøfond belønner tre grønne sjællandske iværksættere

Del

Klimaiværksætterne AquaGreen, KiteX og DynElectro pitchede i den forgange uge deres løsninger for Tønder Energi- og Miljøfond - og fik hver 350.000 kr. til deres videre udvikling.

Repræsentanter for de sjællandske  klimaiværksættere AquaGreen, KiteX og DynElectro mødte Tønder Energi- og Miljøfond i Erhvervshus Sjællands lokaler i Sorø.
Repræsentanter for de sjællandske klimaiværksættere AquaGreen, KiteX og DynElectro mødte Tønder Energi- og Miljøfond i Erhvervshus Sjællands lokaler i Sorø.

Den grønne sjællandske innovation var i højsædet, da Tønder Energi- og Miljøfond i sidste uge lagde vejen forbi Erhvervshus Sjælland.

Fonden, hvis formål er at understøtte aktiviteter, der bidrager til et bedre miljø og en mere effektiv og mindre skadevirkende udnyttelse af naturens råstoffer, ønskede at se nærmere på nogle af de grønne sjællandske iværksættere, som deltager i projektet Green Change Zealand.

Fondens formand Jim Stjerne Hansen, næstformand Elisabeth Ibing Holm, sekretær Bjarne Riemke og bestyrelsesmedlem Jens Brandt gæstede således Erhvervshuset for at opleve virksomhederne AquaGreen, KiteX og DynElectro fortælle om, hvordan netop deres grønne løsninger kan gøre naturen og miljøet en tjeneste og få indflydelse verden over.

”Det er en fornøjelse at give et lille rygstød til tre helt unikke sjællandske virksomheder, der bidrager så effektivt til den grønne dagsorden. Hver virksomhed har et kæmpe forretningspotentiale, og de viser hver især en vigtig retning via en unik tilgang til teknologi og miljø. Det afgørende er, at de tre virksomheder bidrager til en grønnere verden ved at tage livtag med nogle af de meget konkrete klima- og miljøudfordringer, vi kæmper med i Danmark og internationalt, og den indsats vil vi i fonden gerne bakke op om”, siger Jim Stjerne Hansen, formand for Tønder Energi- og Miljøfond.

KiteX’ små vindmøller giver grøn strøm til øde egne

Andreas Bruun Okholm fra KiteX fortalte i sit pitch om, hvordan de har udviklet en lille mobil off-grid vindmølle til brug i øde egne, hvor adgangen til elektricitet er begrænset. Her kan de erstatte fx klassisk benzindrevne generatorer. Målet er bl.a. at blive leverandør til FN og nødhjælpsorganisationer verden over.

”Vi udvikler en ny transportabel vindmølle, som kan producere 600 W, er 6 m høj, vejer 10 kg og skal sælges for kun 12.000 kr. Den kan sendes med almindelig post og installeres af privatpersoner uden tidligere kendskab til elektronik eller adgang til specialudstyr. Dermed vil helt almindelige mennesker kunne få strøm til deres off-grid hus eller campingtur,” siger Andreas Bruun Okholm fra KiteX i Roskilde.

Han fortæller, at bevillingen på 350,000 kr. fra Tønder Energi- og Miljøfond sammen med andre bidrag betyder, at virksomheden kan komme i mål med at levere de første vindmøller til brugerne til sommer.      

DynElectro med revolutionerende PTX-teknologi

DynElectro pitchede deres Power-to-X-teknologi. Virksomheden har fire patenter centreret om den såkaldte SOE-teknologi (solid-oxide electrolysis), som øger effektiviteten i den energitunge omdannelse fra grøn strøm til brint. Teknologien kan revolutionere industrien og fremskynde og styrke klimakampen.

”Strømmen udgør 80-90 pct. af produktionsomkostningerne. Derfor er effektiv konvertering af strøm helt afgørende for, at brint bliver en konkurrencedygtig energiform,” siger Karsten Klement fra DynElectro i Viby Sjælland og tilføjer:

”Hidtidige forsøg indikerer, at vores patenterede metode øger levetiden for SOE-stakke med en faktor 3-5. Det vil reducere omkostningerne til brint og grønne drivmidler med op til 20 pct. Metoden nedbringer samtidig omkostningerne til installation af anlæg og produktion. Dermed sætter teknologien skub i omlægningen fra fossil til grøn energi, og DynElectros teknologi vil blive en gamechanger i markedet.”

AquaGreens pyrolyseteknologi skaber grønnere landbrug

AquaGreens Manager for strategiske projekter, Frederik Egerup Andersen, præsenterede AquaGreens integrerede damptørrings- og pyrolyseløsning. Løsningen kan omdanne det fosforholdige spildevandsslam og rest-biomasser, der i dag køres ud på markerne som ildelugtende, miljø og klimaskadelig gødning, til et mere miljø- og klimavenligt gødningsprodukt til landbruget eller til aktivt kul til oprensningsprocesser. I processen fjernes mikroplast og ligesom både lugt og andre skadelige stoffer fjernes eller reduceres. Virksomheden har leveret de første anlæg på det danske marked og satser stort på det europæiske marked. 

”Vores formål er at adressere fire store planetariske udfordringer: 1) reducere drivhusgasemissioner, 2) beskytte miljøet mod forurening, 3) recirkulere essentielle næringsstoffer og 4) producere bæredygtig energi. Det lyder som en stor mundfuld, men faktum er, at det kan lade sig gøre,” skriver AquaGreen i indstillingen og fortsætter:

”Disse fire udfordringer adresserer vi via vores mantra ’turn your biomass into resources’ med henblik på at gøre den globale biomasse- og affaldshåndtering mere bæredygtig. Vi har valgt at starte med kommunalt spildevandsslam, men vores næste fokusområde er gylle og biogasrestfibre fra landbruget, hvor potentialet er langt større, samt havepark affald”, udtaler CEO Henning Schmidt-Petersen.

De 350.000 skal bruges til at understøtte AquaGreens fremtidsplaner, hvor virksomheden bl.a. skal vinde flere kunder indenfor spildevandsmarkedet i ind- og udland og skalere kapaciteten for den eksisterende teknologi til at håndtere biomasse fra landbruget.

 

Bidrag fremmer grøn omstilling i region Sjælland og globalt

”Fondens donation vil betyde, at de tre virksomheder kan foretage nogle investeringer i fx udstyr, som kan hjælpe dem videre i deres skalering og optimering af deres grønne teknologier. Grønne teknologier, som både vil bidrage til væsentlige CO2-reduktioner, men som også kan koble brancher sammen, udnytte reststrømme af materialer og skabe nye energiformer, som vi i fremtiden får brug for,” siger forretningsudvikler i Green Change Zealand, Thomas Østergaard Jørgensen.

”Det er fantastisk, at fonden vil støtte disse innovative virksomheder i vores Green Change Zealand program. Det er en stor motivationsfaktor for vores videre arbejde med de rigtig mange grønne virksomheder, vi understøtter i Erhvervshus Sjælland,” siger forretningsudvikler Thomas Østergaard Jørgensen.

Kontakt

Formand Jim Stjerne Hansen, Tønder Energi- og Miljøfond, telefon 40 36 19 18

Forretningsudvikler Thomas Østergaard, Erhvervshus Sjælland, telefon 61 88 46 31

Læs mere om:

Tønder Energi- og Miljøfond

https://energifond.dk/

AquaGreen og deres pyrolyseteknologi

https://aquagreen.dk/

KiteX og deres mobile vindmøller

https://kitex.tech/

DynElectro og deres PTX-teknologi

https://dynelectro.dk/

Green Change Zealand

https://bit.ly/GreenChangeZealand

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Repræsentanter for de sjællandske  klimaiværksættere AquaGreen, KiteX og DynElectro mødte Tønder Energi- og Miljøfond i Erhvervshus Sjællands lokaler i Sorø.
Repræsentanter for de sjællandske klimaiværksættere AquaGreen, KiteX og DynElectro mødte Tønder Energi- og Miljøfond i Erhvervshus Sjællands lokaler i Sorø.
Download

Information om Erhvervshus Sjælland

Erhvervshus Sjælland
Erhvervshus Sjælland
Fulbyvej 15
4180 Sorø

55 35 30 35https://ehsj.dk/

Erhvervshus Sjælland hjælper iværksættere og små og mellemstore virksomheder med uvildig, fortrolig og gratis sparring til, hvordan de kan udvikle og styrke deres forretning.

Erhvervshusets forretningsudviklere tager en 360 graders gennemgang af virksomheden og afdækker behov og udviklingspotentialer, fx indenfor grøn omstilling, digitalisering eller internationalisering, finansiering, ledelse, salg og markedsføring.

Erhvervshus Sjælland er et af seks erhvervshuse, der er sat i verden for regionalt at skabe erhvervsudvikling og derved understøtte den regionale vækst.

Læs mere om Erhvervshus Sjællands tilbud på www.ehsj.dk 

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum