To stærke energi- og telekoncerner bliver til Norlys
1.7.2019 08:43:27 CEST | Norlys | Pressemeddelelse

Med konkurrencemyndighedernes godkendelse kan Eniig og SE begynde arbejdet med etableringen af Norlys. Den ambitiøse målsætning er at skabe en koncern, som via stordrift, skala og et stærkt kapitalgrundlag vil være i stand til at håndtere fremtidige muligheder og udfordringer i en energi- og telesektor under markant forandring både markedsmæssigt og regulatorisk.
Jens Erik Platz, nuværende bestyrelsesformand i SE og kommende bestyrelsesformand i Norlys a.m.b.a., ser frem til at forene de to selskabers kræfter til gavn for både andelshavere, kunder og medarbejdere:
”Med Norlys vil vi skabe en virksomhed, der kan realisere et kæmpe potentiale. Et potentiale, der er meget større, end hvis SE og Eniig arbejdede hver for sig. Vi skal skabe bedre kundeoplevelser og samtidig påvirke den danske samfundsudvikling gennem grøn omstilling og digitalisering. Det er en stor opgave, og for at få resultater i energi- og telesektoren skal vi omsætte de nye teknologiske muligheder til løsninger, der skaber værdi for kunderne. Og dét kan vi med et nyt, samlet Norlys.”
Fordele for kunder og andelshavere
Norlys har mere end 700.000 andelshavere, og det skal være attraktivt at være andelshaver i Norlys – også om mange år. Elkunderne skal sikres lave tariffer og høj forsyningssikkerhed, mens fiber- og telekunderne skal tilbydes de bedst mulige løsninger på markedet.
”Internettet bliver mere og mere anerkendt som kritisk infrastruktur, en livsnerve for såvel erhvervsdrivende som private. Som en del af fusionsgrundlaget har vi derfor lovet, at alle andelshavere i Norlys skal have adgang til hurtigt internet inden udgangen af 2023. Derudover følger Norlys en klar strategi om åbning af nettet for at give kunderne større valgfrihed omkring TV og internet – det er vi allerede godt i gang med, og den udvikling fortsætter,” forklarer Niels Duedahl, som bliver administrerende direktør i Norlys.
Norlys vil med sin størrelse kunne gøre en reel forskel for kunder, andelshavere, medarbejdere, partnere og samfundet generelt. Samtidig er det vigtigt at bevare den lokale forankring. Det kan for eksempel foregå gennem de Norlys-vækstpuljer, der støtter projekter, der skal være med til at udvikle lokalområderne. Bestyrelsesformand Jens Erik Platz er meget bevidst om Norlys-koncernens samfundsansvar:
”Vi ser ind i markante investeringer i perioden 2020-25, hvor vi skal arbejde langsigtet med at sikre, at vores infrastruktur kan håndtere det øgede pres fra eksempelvis flere varmepumper, vindmøller og elbiler. Vi får store muligheder for både at udøve politisk indflydelse og præge markedet og samfundsudviklingen. Det stiller krav om, at vi mestrer den svære balance i at være modige og varsomme på samme tid, men også at vi kan forvalte vores muligheder og andelshavernes kapital optimalt.”
Niels Duedahl bliver administrerende direktør i Norlys a.m.b.a., Martin Romvig bliver viceadministrerende direktør, og Gert Vinther Jørgensen bliver økonomidirektør. Den nye bestyrelsesformand bliver Jens Erik Platz (SE) og næstformanden bliver Christian Greve (Eniig). Koncernen får hovedsæde i Silkeborg samt en række lokationer rundt omkring i landet.
Fakta:
- Norlys a.m.b.a. vil få en egenkapital på ca. 18 mia. kr., samlede aktiver på ca. 30 mia. kr., en omsætning på ca. 10 mia. kr. og en driftsindtjening (EBITDA) på ca. 2 mia. kr.
- Selskabet vil samlet have 709.000 andelshavere samt mere end 1,5 million kundeforhold
- Norlys a.m.b.a. ejer betydelige infrastrukturer i Danmark og dækker mere end 40 % af den danske geografi.
- Selskabet OpenNet, hvor Eniig og SE i forvejen samarbejder om at fremme åbningen af fibernettene i Danmark, vil fortsætte som uafhængigt selskab, der kan styrke konkurrencen og Danmarks digitalisering.
Billeder

Information om Norlys
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern med flere end 700.000 andelshavere, cirka 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 ansatte. Vi vil skabe bedre kundeoplevelser og samtidig påvirke den danske samfundsudvikling gennem grøn omstilling og digitalisering. Det skal blandt andet ske ved at omsætte nye teknologiske muligheder til løsninger, der skaber værdi. For andelshavere og kunder.
Følg pressemeddelelser fra Norlys
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Norlys
Elprisen er blevet mere end 30 procent dyrere på bare et år10.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De første tre kvartaler af 2026 har budt på de højeste elpriser siden energikrisen. Samtidig har danskerne oplevet markant større prisudsving end i de tre foregående år, hvilket giver forbrugerne gode muligheder for at planlægge deres forbrug til de billigste timer - fx i dag, hvor der endda er negative elpriser midt på dagen.
Elprisen har ikke været højere siden energikrisen: September blev den dyreste måned i næsten fire år30.9.2026 05:46:54 CEST | Pressemeddelelse
Den gennemsnitlige elpris rundede for første gang siden energikrisen en krone pr. kWh i både Øst- og Vestdanmark. Samtidig viser data fra Norlys, at danskernes interesse for elpriserne stiger, når markedet opfører sig mere uroligt.
Vigtig frist nærmer sig: Norlys Vækstpulje er stadig åben for støtte til gode idéer29.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Norlys Vækstpulje har indtil videre støttet lokale foreninger, virksomheder og ildsjæle med mere end 40 millioner kroner i år. På torsdag lukker vinduet for at søge om støtte i Norlys Vækstpuljes tredje og sidste uddelingsrunde i 2026.
Elprisen topper i aften, men ekstremt høje priser er stadig en sjældenhed22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Elprisen tager igen i aften et markant hop, men forbrugerne bør se på årets samlede prisbillede frem for ganske få dyre timer. For der er faktisk langt flere timer med negative elpriser end med de ekstremt dyre.
Dyr gas sender elprisen over én krone i gennemsnit for første gang siden energikrisen15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Halvvejs gennem september ligger den gennemsnitlige elpris over én krone per kilowatt-time for første gang i knap fire år. Hvis priserne fortsætter på samme niveau, tegner september til at blive en dyr måned for de danske elkunder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
