Aarhus Universitet: Health

Tics-plagede børn kan hjælpes af både gruppe- og individuel terapi

Del
Ufrivillige belastende bevægelser eller lyde er dagligdag for børn og unge med Tourette Syndrom, men symptomerne kan blive mærkbart færre, både når hjælpen gives individuelt og i en gruppe. Det viser det første skandinaviske effektstudie af ticsbehandling, som Aarhus Universitet og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov står bag.

Terapi mod tics virker, og både gruppe- og individuel behandling er velegnede metoder til at opnå en god effekt. Sådan konkluderer en gruppe danske forskere, der har sammenlignet effekten af forskellige typer tics træning baseret på en ny dansk manual. Det betyder, at terapeuter fremover kan tilrettelægge en langt bedre behandling af de børn, der lever et voldsomt besværligt liv med tics. Det fortæller en af forskerne bag studiet, Judith Becker Nissen, lektor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov i Region Midtjylland: 

”Studiet bestyrker os i, at børn og unge med tics kan blive effektivt behandlet ved at træne efter de strategier, som vi har beskrevet i den manual, vi har udviklet. Denne behandling kan finde sted i både grupper og individuelt. Det betyder, at langt flere børn og unge kan få tilbud om relevant behandling. Det er et meget glædelig budskab for de ramte familier”, siger Judith Becker Nissen om forskningen, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Child & Adolescent Psychiatry.

Ingen tid at spilde

Ca. 15 procent af alle børn har tics, og for op til én procent af børnene er tics’ene kroniske. Når tics varer mere end et år og omfatter både vokale og motoriske tics kaldes lidelsen for Tourettes Syndrom. Lidelsen kan invalidere et barneliv, fortæller Judith Becker Nissen.

”Nogle børn lider af tics i en sådan grad, at de må have smertelindring. De kan have svært ved at koncentrere sig, fordi de eksempelvis kæmper med at holde tics tilbage for ikke at forstyrre deres klassekammerater, eller deres blinke-tics gør det svært at fokusere. Desuden kan et barn, som laver mærkelige lyde eller pludselige bevægelser, blive mobbet. Derfor skal vi hjælpe børn med behandling, også selv om vi ved, at tics ofte aftager i takt med, at hjernen modnes. Men de tidligere år er så afgørende for et barns udvikling, så alt hvad der kan afhjælpe tics, bør sættes ind”, siger Judith Becker Nissen.

Resultatet fra forskningsstudiet fra Aarhus Universitet og Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland er ikke mindst væsentlig information til forældre, som i sagens natur er optagede af, om deres ticsplagede børn kan få tilbudt den mest effektive behandling. Især er viden om den gode effekt af gruppebehandling væsentlig at formidle, mener Judith Becker Nissen.

Dansk manual er en styrke

”Nogle forældre frygter, at deres barn i gruppebehandling kopierer andre børns tics og derved får flere. Erfaring fra andre studier tyder dog ikke på, at det sker. Derimod kan børnene i gruppebehandlingen få et udvalg af øvelser, som kan styrke dem i at udvikle strategier, som de og deres forældre kan bruge, hvis der dukker nye tics op senere i deres liv”, siger Judith Becker Nissen.

Judith Becker Nissen har sammen med kolleger indsamlet erfaringer og data fra arbejdet med børn og forældre. Erfaringerne er nu samlet i den første danske manual, som terapeuter og de ramte kan bruge. Manualen kvalificerer de tidligere vejledninger, blandt andet fordi den bygger på danske data, fortæller Judith Becker Nissen.

”Det er en fordel, at manualen både beskriver individuel og gruppebehandling og kombinerer flere metoder, så børnene får et brede repertoire af metoder og strategier. Vi har tidligere lænet os op ad bl.a. amerikanske vejledninger, men kulturelle forskelligheder og erfaringer spiller ind på metoder, så det er en styrke, at det er danske børn og deres forældre, som bidrager til manualen, siger Judith Becker Nissen.

Bag om forskningen:

Studiet: Randomiseret klinisk behandlingsstudie.

Samarbejdspartnere: Bernhard Weidle, Trondheim.

Studiet har fået støtte af Lundbeck Fonden.

Link til den videnskabelige artikel: https://link.springer.com/article/10.1007%2Fs00787-018-1187-z

 

Nøgleord

Kontakter

Klinisk lektor, ph.d., overlæge Judith Becker Nissen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Region Midtjylland, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov
M: 29 93 15 23
judiniss@rm.dk

Information om Aarhus Universitet: Health

Aarhus Universitet: Health
Aarhus Universitet: Health



Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye