TEKNIQ Arbejdsgiverne

TEKNIQ: Energibesparelser drukner i unfair konkurrence

Del
Energispareordningen bør ændres, så pengene bruges til at sikre så store energibesparelser som muligt frem for at kvæle den fri konkurrence. Det er meldingen fra brancheorganisationen TEKNIQ, samtidig med at DR i dag sætter fokus på ordningen.

Pengene fra Energispareordningen, som vi alle er med til at finansiere over energiregningerne, går langt fra altid til at sikre størst mulige besparelser. Det understreges af DR, som i dag kigger nærmere på ordningen og den måde, energiselskaberne forvalter de 1,6 milliarder kroner, som de årligt opkræver.

”Det viser bare, at der er et påtrængende behov for at omstrukturere ordningen,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i brancheorganisationen TEKNIQ, der repræsenterer de danske installationsvirksomheder.

”Energiselskaberne har det særlige privilegium, at de selv bestemmer tilskuddets størrelse. Det er et stort ansvar, som de skal forvalte med særlig omhu. Derfor er det også afgørende, at selskaberne altid benytter den billigste aktør til at udføre opgaven – ellers betaler vi jo alle sammen en overpris for vores energibesparelser, og samtidig sættes den frie konkurrence ud af kraft,” siger han.

DR omtaler i dag et eksempel fra Nordjylland, hvor det lokale energiselskab gav sit datterselskab et højere energitilskud, end selskabet var parat til at yde den lokale installatør, der ellers havde afgivet et billigere tilbud på selvsamme opgave. Installatøren var billigere, både når det gjaldt materialer og arbejdsløn, men ordren gik alligevel til datterselskabet.

”Eksemplet fra Nordjylland skræmmer. Et firma, der ikke udfører opgaven billigst, skal ikke have opgaven - så enkelt er det i realiteten. Hvis et energiselskab som moderselskab begunstiger sit eget datterselskab med et stort energitilskud og på den måde pynter på et samlet set dårligere tilbud, så misbruger man slutbrugernes energisparemidler,” siger Niels Jørgen Hansen.

”Hvis energiselskaberne stadig skal administrere ordningen, skal der laves nogle klare regler, som sikrer, at alle virksomheder deltager på lige fod. Opgaven handler grundlæggende om at sikre flest mulige energibesparelser for pengene, og derfor skal udbetalingen af midler altid ske på en måde, der støtter de virksomheder, som udfører arbejdet bedst og billigst. Det sker ikke altid i øjeblikket,” siger han.

Netop sikringen af den fri konkurrence er ifølge TEKNIQ helt afgørende.

”Kun på den måde kan vi forsvare at lade energiselskaberne opkræve og administrere private midler til indsatsen,” siger Niels Jørgen Hansen. 

Svært at gennemskue

Allerede i 2015 konkluderede Deloitte/Grontmij i rapporten ”Evaluering af energiselskabernes energispareindsats”, at det er billigere, når opgaverne udføres af eksterne leverandører, end når selskabernes egne ”koncernforbundne” datterselskaber står for arbejdet.

Som Energispareordningen er sammensat i øjeblikket, er det dog stort set op til de cirka 450 energiselskaber, den omfatter, selv at vælge, hvordan de vil bruge den. Der er nemlig ”metodefrihed”, som det udtrykkes i aftalen.

”Dermed bliver det så godt som umuligt for både forbrugere og installatører at gennemskue støttemulighederne. Derfor er det på tide, at der opstilles nogle helt klare retningslinjer, så der ikke hersker tvivl om, hvordan, til hvad og i hvilket omfang det er muligt for kunderne at få del i støtten,” fastslår Niels Jørgen Hansen.

Sidste år blev der udbetalt 1,6 mia. kroner i støtte via Energispareordningen. Torsdag den 9. februar er der åbent samråd på Christiansborg med energi-, forsynings- og klimaministeren om status for ordningen og den omfattende kritik af den.

”Energispareordningen er efter vores mening stadig den rigtige vej til at nå de danske energisparemål. Men det skal foregå åbent og gennem fair konkurrence,” siger Niels Jørgen Hansen. 

Nøgleord

Kontakter

Niels Jørgen Hansen træffes på mobil 40 74 43 60

Billeder

Information om TEKNIQ Arbejdsgiverne

TEKNIQ Arbejdsgiverne
TEKNIQ Arbejdsgiverne
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup

4343 6000http://www.tekniq.dk/

TEKNIQ repræsenterer 2.800 tekniske installationsvirksomheder. Installationsbranchen beskæftiger 44.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 47 milliarder kroner. Medlemsvirksomhederne beskæftiger sig med tekniske installationer, primært inden for det autoriserede område.

Følg pressemeddelelser fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

Arbejdsgivere og fagforbund: Fyr op under den faglige stolthed15.4.2024 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse

Unge søger i stigende grad efter meningsfulde arbejdsliv, hvor de ikke kun får en løncheck hver måned, men også bidrager til et større formål. Og her har Danmarks faglærte al mulig grund til at ranke ryggen og være stolte over det, de bidrager til samfundet med. TEKNIQ Arbejdsgiverne har derfor taget initiativ til kampagnen “Værdi Hver Dag”, der bliver bakket op af Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye