Aalborg Universitet

Tegn i blodet forbindes med høj dødelighed hos tarmkræftpatienter

Del

Nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet har undersøgt en række biomarkører, der kan identificeres ved hjælp af en simpel blodprøve - heraf to markører, der kan sige noget om, hvor alvorlig sygdommen er for patienter med tarmkræft

I stedet for en besværlig afføringsprøve arbejder forskere på at screene for tarmkræft ved hjælp af en blodprøve, der afslører, om man har kræft, og hvor slemt det står til. Læge Simon Ladefoged Rasmussen har netop forsvaret sin ph.d. på Aalborg Universitet. Hans afhandling handler om, hvordan man i vores blod kan finde det DNA, der gør, at nogen udvikler kræft i tyk- og endetarmen.

Hvis patientens blod indeholder et højt antal af de undersøgte biomarkører, har patienten en dårlig prognose og en øget risiko for at sygdommen vender tilbage, viser ph.d.en. Havde man mere end ti markører i blodet, var kun knap 40 procent i live fem år efter diagnosen blev stillet. Af de patienter, der havde under fem markører i blodet, var tæt på 80 procent fortsat i live efter fem år.

To markører særligt farlige

Specielt to af de syv markører, som ifølge forskningsprojektet kan anvendes i en blodprøve, er forbundet med en dårlig prognose. Således er risikoen for at dø af sygdommen to til tre gange forhøjet indenfor fem år.

- Patienter med disse markører vil derfor kunne have gavn af en mere aggressiv behandling i form af kemoterapi. Der er ikke forsket meget i prognosen for de enkelte markører. Og ingen har hidtil identificeret disse to markører som værende et udtryk for overdødelighed hos tarmkræftpatienter, siger Simon Ladefoged Rasmussen.

Fra afføringsprøve til blodprøve

På baggrund af 193 patienter med tyk- eller endetarmskræft og 102 raske patienter udredt ved kikkertundersøgelse, har Simon Ladefoged Rasmussen nærmere undersøgt 30 biomarkører, som tidligere er påvist at have betydning for udvikling af denne kræfttype. Og særligt syv af de 30 markører - det såkalt hypermethylerede DNA - viser sig at kunne anvendes som screeningstest for kræft i ende-eller tyktarm.

- Vi har identificeret en DNA-profil, som er lige så sikker som afføringsprøven, når det kommer til at påvise tegn på kræft og til at frikende de raske. Dermed kan blodprøven principielt erstatte den nuværende screeningsundersøgelse, baseret på afføringsprøver. Og på baggrund af blodprøven kan lægen finde frem til de patienter, som bør få foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen, siger Simon Ladefoged Rasmussen.

Hvornår kan en blodprøve så erstatte afføringstesten?

I dag får alle, der har passeret 50 år, tilsendt en kuvert med kit, de skal anvende til at indsende en prøve af deres afføring med posten. Formålet er at opspore tegn på kræft i ende- eller tyktarm – en sygdom, som årligt rammer 5000 danskere. Men en del – 35 procent – afstår fra at fumle med at tage prøver af egen afføring. Flere forskere arbejder bl.a. derfor på at erstatte afføringstesten med en blodprøve, der forventes at være mere tiltalende for dem, der i dag ikke deltager i screeningsprogrammet

- Vores fund er sammenlignelige med tidligere studier. Men vi bliver nødt til at afvente yderligere forskning for at være sikre på, at resultaterne er brugbare – at blodprøven evner at identificere kræftpatienterne, siger Simon Ladefoged Rasmussen.

FAKTA

  • I Danmark diagnosticeres ca. 5.000 med kræft i ende- eller tyktarm hvert år
  • Femårsoverlevelsen er ca. 50 procent, da denne type af kræft ofte diagnosticeres sent
  • I 2014 blev der indført et screeningsprogram for alle i alderen 50-74 år
  • Simon Ladefoged Rasmussens ph.d.-afhandling har titlen "Diagnostic and Prognostic Potential of Hypermethylated DNA in Colorectal Cancer - A plasma based biomarker study"
  • Link til publicering af studiet: http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0180809

Nøgleord

Kontakter

KONTAKT

Læge Simon Ladefoged Rasmussen, simon.rasmussen@rn.dk
Pressekontakt Lone Bechmann, AAU, lbec@adm.aau.dk, 99 40 20 11

Billeder

Links

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Innovativt design af fundamenter til havvindmøller kan næsten halvere prisen11.7.2018 08:00pressemeddelelse

Et sugebøttefundament til en havvindmølle, der kan samles med bolte på havnen, inden det sejles ud til sin placering. Det er resultatet af et projekt mellem Aalborg Universitet, Siemens Gamesa, Universal Foundation A/S og Fred. Olsen Wind Carrier A/S. Et resultat, der kan sænke prisen på fundamentet med op til 40 procent, og som i sidste ende også vil sænke forbrugernes elregning

Demente liver op i interaktion med menneskelignende robotter, men forsker advarer mod ukritisk brug9.7.2018 08:30pressemeddelelse

Et nyt forskningsprojekt viser, at mennesker med svær demens har stor gavn af kontakt til sociale robotter. Det får dem til at live op, og de begynder at tale og blive socialt aktive. Men ifølge forskeren bag projektet, Jens Dinesen Strandbech, er der etiske udfordringer forbundet med teknologien. Der er således risiko for, at robotterne kan blive brugt til at passivisere besværlige demente borgere.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum