Lolland Kommune

Talegenkendelse hjælper ordblinde

Del

Selvom idéerne står i kø, kan det være en kamp for ordblinde at skrive en sammenhængende stil, når bogstaverne driller. I dag er der heldigvis flere muligheder for at støtte ordblinde i at komme igennem de skriftlige opgaver. En af mulighederne er talegenkendelsesprogrammer, som folkeskolerne i Lolland Kommune er i gang med at afprøve til elever, der har svært ved at stave.

Muligheden for at bruge talegenkendelse gjorde det meget nemmere for Dennis B. Kofod at lave skriftlige opgaver i folkeskolen. Læsevejleder i Søndre Skole Lone Bædkel hjalp ham i gang med at bruge programmet.
Muligheden for at bruge talegenkendelse gjorde det meget nemmere for Dennis B. Kofod at lave skriftlige opgaver i folkeskolen. Læsevejleder i Søndre Skole Lone Bædkel hjalp ham i gang med at bruge programmet.

Dennis B. Kofod var halvvejs igennem 9. klasse på Søndre Skoles Rødbyafdeling i 2015, da læsevejlederen på skolen gav ham tilbuddet om at teste talegenkendelsesprogrammet Dictus. Skolen havde netop fået installeret programmet, som virker ved at omsætte tale til tekst på computeren, og Dennis var den første elev, det blev afprøvet på. Han var ikke sen til at gribe muligheden:

”Jeg ville meget gerne prøve det for at se, om det kunne være en hjælp for mig. Som ordblind er jeg lang tid om at skrive noget, der giver mening, og tit er jeg nødt til bare at bruge de ord, jeg kan stave til, selvom det i virkeligheden er nogle andre og bedre ord, jeg har i tankerne. Da jeg først lærte at bruge talegenkendelse, blev det meget nemmere at lave en god stil, fordi jeg ikke længere var hæmmet af ikke at kunne stave,” fortæller Dennis B. Kofod.

Målet med at få Dennis i gang med at bruge talegenkendelse var helt konkret at hjælpe ham til at bestå folkeskolens prøve i dansk fremstilling og dermed øge hans muligheder for at uddanne sig videre. Det krævede nogle måneders træning sammen med skolens læsevejleder, hvor Dennis blev fortrolig med programmet, og hvor programmet lærte hans stemme at kende, så det kunne overføre hans ord korrekt. Dennis fik tilladelse til at bruge programmet, da han senere på året gik til prøve. Det betød, at han fik et flot 4-tal i stedet for at dumpe, som han gjorde ved terminsprøven, hvor han ikke brugte talegenkendelse.

”For Dennis har talegenkendelse været et fantastisk hjælpemiddel, som ikke kun har givet ham muligheden for at bestå prøven i dansk skriftlig fremstilling. Det har også været godt for hans selvtillid. Hans ordblindhed betyder jo ikke, at han ikke har evnerne til at formulere sig og lave en rigtig god tekst, og det er han blevet bevidst om nu,” siger læsevejleder i Søndre Skole Lone Bædkel. Hun mener, at også andre på skolen har glæde af talegenkendelse:

”Vi ønsker at give elever, der har svært ved at stave, bedre vilkår for at klare sig i skolen. Derfor eksperimenterer vi hele tiden med forskellige muligheder for at støtte dem. Lige nu er vi for eksempel ved at introducere nye talegenkendelsesprogrammer til elever med skriftsproglige udfordringer. Det drejer sig bl.a. om Google Docs, som de både kan bruge via telefon, iPad og PC. Programmet fungerer rigtig godt sammen med oplæsnings- og ordforslagsprogrammet CD-ORD, som vi har brugt i flere år. Ud over at hjælpe eleverne med de skriftlige opgaver, er talegenkendelsen faktisk også med til at forbedre deres stavning, fordi de hele tiden ser, hvordan ordene skal staves, når de taler,” siger Lone Bædkel.

Den dag i dag er Dennis stadig taknemmelig over, at han i 9. kl. fik muligheden for at bruge talegenkendelse, og han synes, det er en god idé, at skolen nu hjælper ordblinde endnu tidligere i skoleforløbet:

”Jeg har fundet ud af, at det tager tid at blive rigtig god til at bruge talegenkendelse, men også at det er en kæmpe hjælp, når man har lært det. Så jo tidligere man kommer i gang, jo mere får man ud af det i den sidste del af skoleforløbet,” siger Dennis, som i dag er i praktik hos en vvs’er og drømmer om at få en læreplads inden for faget. 

Nøgleord

Kontakter

Carsten Løye
Konstitueret skoleleder, Søndre Skole
Tlf. 30 30 49 60

Lone Bædkel
Læsevejleder Søndre Skole
Tlf. 24 85 45 12

Bjarne Voigt Hansen
Skolesektorchef, Lolland Kommune
Tlf. 27 15 29 15

Billeder

Muligheden for at bruge talegenkendelse gjorde det meget nemmere for Dennis B. Kofod at lave skriftlige opgaver i folkeskolen. Læsevejleder i Søndre Skole Lone Bædkel hjalp ham i gang med at bruge programmet.
Muligheden for at bruge talegenkendelse gjorde det meget nemmere for Dennis B. Kofod at lave skriftlige opgaver i folkeskolen. Læsevejleder i Søndre Skole Lone Bædkel hjalp ham i gang med at bruge programmet.
Download
Download
Download

Information om Lolland Kommune

Lolland Kommune
Lolland Kommune
Jernbanegade 7
4930 Maribo

54 67 67 67http://www.lolland.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum