Tag hånd om medarbejdere med kræft
Hvert år får 14.000 danskere i den erhvervsaktive alder konstateret kræft, og hovedparten fortsætter med at gå på arbejde efter endt behandling.
Sygdomsforløbet kan give vanskeligheder på arbejdspladsen, og spørger man kræftpatienterne, siger mange af dem, at de oplever, at det har været udfordrende for deres leder at håndtere deres kræftforløb.
Hver tredje kræftpatient oplever, at lederen er udfordret
Kræftens Bekæmpelse har spurgt tidligere og nuværende kræftpatienter om forholdet til lederen under kræftsygdommen.
Her siger hver tredje kræftpatient, at det var en udfordring for deres leder at håndtere kræftforløbet, og tre ud af fire har oplevet udfordringer, da de vendte tilbage på arbejdet - blandt andet med senfølger og varetagelsen af opgaver.
Mange ledere mangler med andre ord værktøjer til at kunne håndtere en situation, de sandsynligvis kommer til at stå i på et tidspunkt i de kommende år, hvor flere vil overleve kræft, og hvor pensionsalderen stiger.
Estimater viser nemlig, at knap 20.000 danskere i den erhvervsaktive alder i 2025 vil få kræft. Det er en stigning i forhold til i dag, hvor antallet er 14.000.
Lederne skal klædes endnu mere på
Der er derfor med brug for, at lederen klædes endnu bedre på, mener både DI og Kræftens Bekæmpelse:
- Kræftpatienter vil gerne bevare tilknytningen til arbejdspladsen under sygdomsforløbet, men har samtidig nok at gøre med at forholde sig til sygdommen og behandlingen. Så lederen er ekstremt vigtig for kræftpatienten. Lederen sikrer, at der er klare rammer og tryghed i forhold til arbejdsopgaver, kolleger og arbejdspladsen generelt, siger Pernille Slebsager, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte, Kræftens Bekæmpelse.
DI nikker genkendende til udfordringerne forbundet med kræft på arbejdspladsen og modtager jævnligt ønsker om sparring fra ledere i DI’s 11.000 medlemsvirksomheder:
- Det er forfærdeligt svært, når der er en, der bliver ramt af kræft. For når én bliver syg, er der mange, der bliver påvirket. Det gælder i familier, det ved alle, men det gælder bestemt også på en arbejdsplads, hvor både den syge, kolleger og ledere pludselig står i en meget svær situation. Derfor får vi også mange henvendelser fra vores medlemsvirksomheder, som efterspørger råd til, hvordan de skal tackle situationen, siger underdirektør i DI, Kinga Szabo Christensen, som selv har stået i den udfordrende ledelsessituation.
Lederne savner viden og redskaber
En rundspørge som Kræftens Bekæmpelse har lavet blandt ledere med personaleansvar viser, at 60% enten ikke har en politik for alvorlig sygdom, eller at de ikke er klar over, om det findes på arbejdspladsen.
Herudover viser den også, at over halvdelen af lederne især savner mere viden om psykiske reaktioner på kræft, gode råd til at tale om kræftsygdommen med den berørte medarbejder - samt gode råd til forventningsafstemning i forhold til arbejdsopgaver.
Ny kampagne til lederne: Taghåndom.dk – hvis din medarbejder får kræft
- Vi vil støtte lederen, så han eller hun kan støtte den kræftramte medarbejder bedst muligt. Derfor lancerer vi i dag 5. november ”Taghåndom.dk” med gode råd, redskaber og anbefalinger tilpasset lederens travle hverdag, siger Pernille Slebsager.
DI har givet adgang til viden fra 200 ledere
DI har været en tæt samarbejdspartner i udviklingen af den nye kampagne og har blandt andet givet adgang til et ledernetværk med 200 ledere. De udvalgte temaer tager på den måde udgangspunkt i ledernes hverdag og konkrete behov:
- De seks gode råd i kampagnen kan være en hjælp for de kræftsyge, deres kolleger og ledere ude i virksomhederne. Alle bliver påvirket, når en medarbejder bliver alvorligt syg. Og ofte er det ikke den, du regner med. Så særligt for lederne gælder det om at have antennerne ude og være klar til at tilbyde støtte – og for alle på arbejdspladsen om at vise åbenhed og forståelse, siger Kinga Szabo Christensen.
Seks fælles anbefalinger fra DI og Kræftens Bekæmpelse til lederen
1. Luk op for de første samtaler
Tag initiativ til at tale om kræft. Du skal skabe tryghed hos den kræftramte medarbejder, så din medarbejder kan koncentrere sig om at blive klar igen - både mentalt og helbredsmæssigt.
2. Aftal kommunikationen
Lav klare aftaler med din medarbejder om, hvordan situationen skal meldes ud til kollegaer og resten af organisationen.
3. Tilpas arbejdsopgaverne
Arbejdsopgaverne skal tilpasses din medarbejders mentale og psykiske helbred både under kræftforløbet, og når medarbejderen vender tilbage.
4. Find et rådgivningstilbud
Kend til de rådgivningstilbud som eksisterer og tilbyd dette til din medarbejder og de kollegaer, der er berørt af situationen. Søg også selv hjælp, hvis der er brug for det.
5. Formulér en politik
Det er vigtigt, at du som leder kender til din virksomheds personalepolitik på området for kritisk sygdom – og at du kan vejlede ud fra den. Tag initiativ til at formulere en politik, hvis din virksomhed ikke har én.
6. Få viden om kræft
Søg information om kræft – men husk det er ikke forventet, at du er ekspert på kræft.
Nøgleord
Kontakter
Pernille Slebsager, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte, Kræftens Bekæmpelse via Didder Oppermann, 2115 1331, biropp@cancer.dk
Presserådgiver i DI: Jonas Forup Stubkjær, 2830 1544, jofs@di.dk.
Billeder
Links
Information om Kræftens Bekæmpelse
På kampagnesitet www.taghåndom.dk får ledere gode råd, redskaber og anbefalinger til, hvordan de bedst tager hånd om en medarbejder, der bliver kræftpatient.
Samtidigt er der lige nu 500 værktøjskasser på vej ud til virksomheder i Danmark med gode råd og redskaber til lederen.
Samarbejde med erhvervslivet
Kampagnen Taghåndom.dk lanceres 5. november og tilrettelæggelsen af kampagnen er sket i tæt og løbende dialog med DI og CO-industri. Herudover har Dansk Erhverv og 3F givet værdifulde input.
Kampagnens temaer og redskaber er udvalgt på baggrund af dialog med 200 ledere, HR-ansatte.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen17.4.2024 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
37,7 mio. kroner blev der indsamlet ved årets Landsindsamling takket være flere indsamlere og stor folkelig opbakning.
Kræftens Bekæmpelse reagerer på kritisk kræftrapport fra Rigsrevisionen: Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu15.4.2024 13:53:12 CEST | Pressemeddelelse
Foreningens adm. direktør Jesper Fisker beder de ansvarlige sundhedsmyndigheder om at sikre, at patientrettighederne overholdes, så kræftpatienter får behandling til tiden.
Ny håndbog: Viden og støtte til unge pårørende, der har kræft tæt på11.4.2024 09:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad gør du, hvis din unge kæreste, bror, eller ven får kræft? Ny håndbog giver gode råd til unge pårørende.
Tusindvis samlede ind til kræftsagen: Den digitale indsamling fortsætter7.4.2024 15:14:25 CEST | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelses direktør takker de tusindvis af frivillige, der søndag gik på gaden for at samle ind til kræftsagen ved årets Landsindsamling. Den digitale indsamling fortsætter indtil 15. april, så man kan stadig støtte og gøre en forskel.
Tusindvis samler ind til mennesker ramt af kræft4.4.2024 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag går frivillige i hele landet fra dør til dør for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling. Er du ikke hjemme, kan du støtte via sms, MobilePay, bankoverførsel eller digitale indsamlinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum