Haderslev Kommune

Tæt sønderjysk samarbejde om statslige arbejdspladser

Del

Regeringens beslutning om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser kræver en fælles arbejdsindsats på tværs af kommunegrænser, når der skal findes jobs til ægtefæller og opkvalificeres nye medarbejdere. De fire sønderjyske jobcentre er gået sammen om at finde nye veje for at sikre succes.

I alt 3.900 statslige arbejdspladser skal flyttes fra København og ud i landet. I Sønderjylland er der udsigt til 412 nye arbejdspladser - 392 i Sønderborg Kommune og 20 i Tønder Kommune, når NaturErhvervstyrelsen rykker ind.

Udflytningen af arbejdspladser vækker glæde i de sønderjyske kommuner, hvor man er trukket i arbejdstøjet, for at sikre optimale forhold.

- Det er jo fantastisk at vi får tilført arbejdspladser til området. Det giver noget dynamik og kan på sigt føre flere nye muligheder med sig, som vi skal være parate til at gribe og udvikle. Vi kan faktisk rigtig meget i Sønderjylland - også samarbejde, og det gør at vi i fællesskab kan finde nye veje. Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om, at vi både vil være i stand til at hjælpe NaturErhvervstyrelsen med at rekruttere kvalificerede medarbejdere og finde jobmuligheder til ægtefællerne til de medarbejdere, der vælger at flytte med deres arbejdsplads til Sønderjylland. Det kræver bare en målrettet indsats, siger formand for arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen.

Direktører og jobcenterchefer fra Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder satte sig derfor forleden sammen for at drøfte samarbejdsmulighederne i forhold til opkvalificering af ledige. I forvejen eksisterer der et stærkt, strategisk samarbejde mellem jobcentrene på virksomhedsserviceområdet, og det samarbejde skal der naturligvis bygges videre på.

De fire kommuner ser alle en fordel i at mange af de nuværende medarbejdere i NaturErhvervstyrelsen flytter med arbejdspladsen til det sønderjyske, da det både vil sikre en befolkningstilvækst, og nye medarbejderressourcer for områdets øvrige virksomheder i form af de medflyttende ægtefæller.

Både erfaringen og de første meldinger fra NaturErhvervstyrelsen peger dog i retning af, at der skal findes en række nye medarbejdere, og de fire jobcentre har besluttet at arbejde på at etablere et fælles opkvalificeringsforløb for ledige på tværs af kommunerne.

Udvalgsformanden for Beskæftigelses- og integrationsudvalget i Haderslev,Karl Erik Olesen, siger i den forbindelse:

"Vi skal i de sønderjyske kommuner selvfølgelig samarbejde for at yde en god service overfor de personer, der pludselig skal skifte geografi. Det gælder både de personer, der flytter og deres familier - og vi har meget godt at byde ind med for de der kommer"

NaturErhvervstyrelsen flytter i 2017, men der er planer om at de første 100 arbejdspladser allerede flyttes i april 2016. Det skyldes at nogle af de medarbejdere, som ikke ønsker at flytte med arbejdspladsen til Sønderjylland, allerede er begyndt at finde nye jobs. I stedet for at rekruttere nye medarbejdere i København har NaturErhvervstyrelsen valgt at flytte arbejdspladserne og rekruttere direkte til de nye arbejdssteder i Tønder og Augustenborg.



Kontaktinformation:

Yderligere oplysninger hos Karl Erik Olesen, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Haderslev Kommune, e-mail: kaeo@haderslev.dk , tlf. 21 21 63 80

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum