Tænketank: Mere fleksible budgetkrav kan gavne alle EU-lande

OFFENTLIGE UDGIFTER

Man bør droppe de stramme årlige krav til det strukturelle underskud, som udgør kernen i EU’s budgetregler i dag. De skal erstattes med flerårige planer, som de enkelte landes regeringer selv fastlægger. På den måde vil budgetkravene få en bedre balance mellem hensynene til mere fleksibilitet på kort og mellemlangt sigt og lavere gæld på langt sigt.

Sådan lyder anbefalingerne fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag en analyse, der sammenholder EU’s finanspolitiske regler med den økonomiske teori og virkelighed.

Resultaterne af undersøgelsen viser blandt andet, at man bør indrette budgetkravene, så de sikrer en disciplineret finanspolitik, men samtidig efterlader noget fleksibilitet til at håndtere uforudsete omstændighed.

”Den største udfordring, når man designer rammerne for økonomisk politik, er, at man ikke kender til fremtidens udfordringer og dermed statens lånebehov i fremtiden. Den bedste mulighed for at imødekomme det er at give medlemslandene mere fleksibilitet til at håndtere det uforudsete. Det gøres bedst med flerårige krav til den strukturelle saldo i stedet for de årlige krav, vi har i dag,” siger chefanalytiker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jon Nielsen.

”Til gengæld viser vores beregninger, at gældskravet på maks 60 procent af BNP har et passende niveau på langt sigt. Ved højere gældsniveauer vil landene få svært ved at holde gælden i ro, når renten stiger. Det betyder, at de gældsramte lande står over for en stor opgave med at få gælden ned i et holdbart leje. Det kan de realistisk set ikke nå inden for de 20 år, de har i dag, og slet ikke på en socialt balanceret måde. Derfor skal de gældsramte lande have for eksempel 40 år til at få gælden ned,” siger Jon Nielsen.

På baggrund af analysen kommer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med tre anbefalinger til revisionen af de EU’s finanspolitiske regler:

1. For alle lande fastholdes gældskravet på 60 procent af BNP og underskudskravet på 3 procent af BNP samt proceduren om makroøkonomiske ubalancer.

2. For lande med en gæld over gældstærsklen anbefales det, at:

• Nye regeringer skal sætte en eksplicit tærskelværdi for den strukturelle saldo ved slutningen af regeringsperioden samt fremlægge en plan for de offentlige indtægter og udgifter i perioden. Saldokravet skal fastsættes sådan, at gælden falder mod gældstærsklen over 40 år, når man ser bort fra ændringen i klimarelaterede offentlige udgifter. Saldokravet skal godkendes af landets økonomiske vismænd og EU-Kommissionen, som også holder øje med, om regeringen overholder planen.

• Der indføres krav om tiltag, der forbedrer skatteopkrævningen og de mere uformelle/processuelle finanspolitiske rammer.

 3. For lande med en gæld under gældstærsklen anbefales det:

• Regeringen skal hvert fjerde år sætte en eksplicit tærskelværdi for den strukturelle saldo for enden af en syvårig periode samt fremlægge en plan for de offentlige indtægter og udgifter i perioden. Saldokravet skal fastsættes sådan, at de offentlige finanser er holdbare, og der er råderum til klimarelaterede offentlige udgifter. Saldokravet skal godkendes af landets økonomiske vismænd og EU-Kommissionen, som også holder øje med, om regeringen overholder planen.

• Der indføres krav om tiltag til at nedbringe store betalingsbalanceoverskud.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

• Analysen sammenholder EU’s finanspolitiske regler med den økonomiske teori og virkelighed.

• Ifølge teorien bør man indrette budgetkravene, så de sikrer en disciplineret finanspolitik, men samtidig efterlader noget fleksibilitet til at håndtere uforudsete omstændigheder. Det gør man bedst med flerårige krav til den strukturelle saldo. Det konkrete saldokrav bør afhænge af størrelsen på den offentlige gæld, så kravet sikrer, at gælden bliver nedbragt i de lande, der overskrider EU’s gældskrav.

• En del myndigheder, forskere og tænketanke har peget på, at EU’s nuværende gældskrav er for stramt. Det finder vi ikke entydigt belæg for at konkludere. Gældsloftet bør imidlertid indfases over længere tid, end de nuværende regler foreskriver, og under indfasningen bør man se bort fra grønne offentlige udgifter.

Læs analysen her