Tadre Mølle skruer helt op for hyggen i efterårsferien
5.10.2022 07:20:00 CEST | ROMU | Pressemeddelelse
Træk i en varm trøje og et par gode støvler og tag hele familien med til Tadre Mølle. Midt i den smukke, midtsjællandske natur ligger den idylliske gamle vandmølle, og her kan man i efterårsferien udforske naturen og dens gavmilde efterårspragt. Møllen holder traditionen tro åbent hele uge 42, og i et samarbejde slår ROMU og Tadre Mølles Venner dørene op til forskellige aktiviteter, som tilfredsstiller kreativiteten, nysgerrigheden og skabertrangen.
”Vi skruer helt op for hyggen og inviterer ud i naturen og ind i varmen til nogle dejlige og begivenhedsrige dage i den naturskønne Elverdamsdal. Hele ugen er der anledning til at lægge vejen forbi den smukke mølle, når vi åbner op for en række sjove og kreative værksteder, der knytter sig til møllen og den omkringlæggende natur,” fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Tadre Mølle.
Mel på hænderne og friskpresset most
Man kan for eksempel bage et brød med mel, som er kværnet på den gamle vandmølle. Når det brusende vand får det store møllehjul til at dreje, bliver vandets kræfter brugt til at male korn til det fineste mel. Man kan også medbringe sine egne æbler og være med til at moste dem til en gylden, friskpresset juice – hvis man gerne vil have den med hjem, er det en god ide at medbringe en flaske. På bålpladsen vil ilden lystigt varme og buldre, og for dem med en sød tand vil der være mulighed for at riste skumfiduser.
Inde i møllens tilhørende lade kan man se udstillingen om Tadre Mølles historie, men er vejret til det, er det oplagt med en gåtur i møllens idylliske omgivelser. På vejen kan man samle, hvad man finder af skovens smukkeste skatte. I efterårsferiens første weekend er der nemlig krea-naturværksted, hvor man kan dekorere collager, billeder, lanterne og andre kreative sysler. Er man til træarbejde, vil der først på ugen være åbent i træværkstedet, hvor man kan prøve kræfter med værktøjet.
Møllen holder åbent alle dage kl. 12-16.
Program
15.- 16. oktober: Krea-naturværksted
17.- 18. oktober: Træværksted
19.- 20. oktober: Æblemostning, Obs: tag selv æbler og flasker med
21.- 22. oktober: Bagedag
23. oktober: Bål-hyggedag med skumfiduser
Tid, pris og sted
15.- 23. oktober, alle dage kl. 12-16
Alm. entré. 35 kr. for voksne. Børn og unge under 18 år: Gratis.
Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø
Billeder
Information om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Rockmuseet opsøger mørket i hele oktober: "Rock har aldrig været bange for mørket"29.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ozzy, heavy, hekse og halloween fylder i oktober måneds arrangementer, når Rockmuseet 'goes dark', åbner kælderdøren til rockens skyggesider og dykker ned i de kunstnere, myter og musikalske bevægelser, der gjorde oprør, udfordrede normerne og lod mørket blive en del af deres udtryk.
Så gerne! Roskilde-købmand udgiver bog om høkere, købmænd og brugser23.9.2026 08:25:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny bog tegner et levende og farverigt portræt af den danske købmandsstand gennem 150 år. Forfatteren til bogen, museumsinspektør Jakob Caspersen, driver og udvikler Roskilde-museet Lützhøfts Købmandsgaard, som naturligvis også er med i bogen – både som handelssted og som museum.
Bøffens barnebarn udfordrer bananens efterkommere til at gentage ikonisk duel22.9.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
For 95 år siden lod en vegetar og en kødspiser pedalerne tale i en dyst om fart, kost og livsfilosofi. Nu efterlyser barnebarnet til den ene af cykelløbets kombattanter efterkommerne til den anden med en udfordring.
VIBE UP: Mød dit kommende yndlingsband, før alle andre opdager dem2.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med endagsfestivalen VIBE UP slår Rockmuseet den 19. september dørene op til fem livekoncerter med nogle af de navne, der måske står øverst på plakaten i morgen. For museet vil være med allerede, når musikhistorien bliver til.
ROMU styrker organisationen med erfaren administrationschef1.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med Jeanett Grau Engstrøm får ROMU en erfaren leder, der skal sikre stærke administrative rammer om museumsorganisationens fortsatte udvikling. Hun tiltræder i en tid, hvor ROMU blandt andet udbygger sit ansvar for verdensarven og moderniserer organisationens økonomiske og digitale infrastruktur.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

