Szeps-Znaider tilbage på Gamle Scene

Den 9. december spiller den verdensberømte danske violinist Nikolaj Szeps-Znaider koncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Med sig på scenen har han den amerikanske pianist Robert Kulek, som jævnligt optræder med nogle af tidens største instrumentalister.    

Sidste sæson indledtes samtidigt en ny tradition, idet han inviterede musikere fra Det Kongelige Kapel – eller all stars – med på scenen til sin Stjernekoncert. I år medvirker tre musikere med tilknytning til Det Kongelige Kapel, nemlig violinist Therese Andersen, bratschist Ida Grøn-Speyer og kapellets mangeårige tidligere solocellist Anders Öberg.

På vegne af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium uddeler Nikolaj Szeps-Znaider til koncerten et legat på 25.000 kr. til unge danske talenter. 

Koncerten byder både på musik af Korngold, Beethoven og Schumann

Korngolds stykker fra Shakespeares skuespil Stor ståhej for ingenting hører ikke til blandt de mest spillede – og det er ærlig talt temmelig mærkeligt.

Korngold er nemlig en fascinerende figur: En aldeles virtuos pianist – der aldrig blev solist, fordi han simpelthen var mere interesseret i at skrive sin egen musik end i at lære andres musik udenad. Og man må sige, at han også var god til at komponere; Mahler hørte Korngold spille egne kompositioner, da Korngold var 9, og erklærede, at drengen var et geni. Strauss, Puccini og Sibelius stod i kø for at rose ham, og han havde fået opført sin musik af både Wienerfilharmonikerne og Gewandhausorkestret i Leipzig, inden han fyldte 20 år. Derfor blev han i 1934 inviteret til Hollywood for at skrive musikken til en film af Max Reinhardt. Det var en flytning, der ikke bare reddede Korngolds liv. Han var jøde og østriger, hvilket som bekendt var en farlig kombination i 1930’erne, men Korngold gav også filmmusikken et gevaldigt løft, hvilket indbragte ham adskillige Oscar-statuetter.

Musikken til Stor ståhej for ingenting er imidlertid skrevet allerede i 1918-19, hvor samme Max Reinhardt havde hørt rygterne om Korngolds evner og bad ham om at skrive musik til stykket. Det gjorde Korngold, og han uddrog også flere suiter, blandt andet en for violin og klaver. Her får vi først et blik ind i kammeret, hvor bruden og hendes brudepiger forbereder sig til brylluppet, et påtaget seriøst billede af den pompøse Dogberry og hans karakterløse løjtnant Verges, en fredfyldt havescene og en ”hornpipe” til allersidst, når alle lever lykkeligt til deres dages ende.

Beethovens 6. violinsonate er skrevet midt i komponistens liv og synes derfor måske mindre og mindre revolutionerende end de store symfonier og sene strygekvartetter. Alligevel redefinerede Beethoven faktisk violinsonate-genren med sine sonater: I Beethovens hænder blev violinsonaten et ligeværdigt samarbejde mellem de to instrumenter, den blev længere – og den kunne være så svær, at ingen amatør kunne spille den. Det sidstnævnte betød, at musikken bevægede sig fra privatsfæren, hvor meget musik dengang blev bedrevet, til koncertsalen, hvor vi hører den i dag.

Den 6. violinsonate er komponeret samme år, som Beethoven beskrev sin fortvivlelse over sin tiltagende døvhed i det berømte ”Heiligenstadt-testamente”. Beethoven nægtede imidlertid at overgive sig og sagde ”Jeg vil tage skæbnen ved struben; den vil ikke knuse mig.”

Med det in mente skulle man tro, at sonaten ville være ligeledes kampberedt. Det er ikke tilfældet. Som andre gange skaber Beethoven i stedet et fredfyldt helle, som peger mindst lige så meget tilbage i musikhistorien som frem. Første sats er nobel og kan næsten minde om Bachs franske ouverturer. Anden sats er vederkvægende smuk, og sidste sats er en variationssats, der giver både violinist og pianist masser af muligheder for at folde sig ud.

“Fyldt med liv og friskhed,” sagde Clara Schumann om sin mands klaverkvintet og kaldte den også ”ekstremt fremragende og effektiv”. Kvintetten blev skrevet i Schumanns ”kammermusikår”; han havde nemlig en vane med at hellige sig én genre ad gangen, og 1842 stod således i kammermusikkens tegn. Og når Schumann fordybede sig i noget, gjorde han det fuldt og helt: Kvintetten er skrevet på mindre end tre uger, og komponisten fortæller om perioden: ”Jeg fik næsten ingen søvn den sidste halvdel af måneden; musikken satte mig i en tilstand af stadig ophidselse.”

Program:

Erich Wolfgang Korngold (1897-1957): Four Pieces from Much Ado About Nothing
Ludvig van Beethoven (1770-1827): Violinsonate nr. 6
Robert Schumann (1810-1856): Klaverkvintet

Nikolaj Szeps-Znaiders violin er en Guarneri del Gesú »ex-Kreisler« udlånt til ham af Det Kongelige Teater. Teatret har fået det kostbare instrument i donation af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN samt Knud Højgaards Fond.