DI - Dansk Byggeri

Syddjurs er hurtigst til byggetilladelser

Del
I Syddjurs tager det i gennemsnit 12 dage for kommunen at sagsbehandle en byggetilladelse, mens det på Samsø tager 85 dage og i Silkeborg 58 dage at få grønt lys til at stikke spaden i jorden, viser en ny opgørelse. Papirarbejdet bør ikke tage mere end 14 dage, mener Dansk Byggeri Østjylland.

Hvis du vil bygge et parcelhus eller en ny kontorbygning på Samsø eller i Silkeborg, så tager det i gennemsnit henholdsvis 85 og 58 dage, inden kommunen har sagsbehandlet byggetilladelsen, og håndværkeren kan komme i gang med at støbe fundamentet og lægge de første mursten. Hvis du derimod skal bygge på Syddjurs, så er papirarbejdet klaret på i gennemsnit 12 dage.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel på, hvor langt tid det i gennemsnit tager for kommunerne at sagsbehandle en byggetilladelse. Opgørelsen omhandler både erhvervsbyggeri og boligbyggeri.

- Syddjurs er en af de hurtigste i hele landet til at sagsbehandle byggesager. Det er flot, og jeg ved, at kommunen gennem flere år har arbejdet med at forbedre sagsbehandlingstiden, og det har givet bonus. Desværre er Samsø en af landets langsomste, og det er ærgerligt. I mange af vores østjyske kommuner nærmer vi os en sagsbehandlingstid på to måneder, og det er simpelthen for lang tid. Der bliver bygget meget i Østjylland, og derfor er det vigtigt, at kommunerne leverer hurtig og effektiv sagsbehandling, så ingen byggerier bliver forsinket af lang sagsbehandlingstid, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher.

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle de oplysninger, som de har brug for til sagsbehandlingen.

- Så mangelfulde ansøgninger er ikke en undskyldning for alt for lange ventetider. Generelt burde byggetilladelserne være klar på i gennemsnit 14 dage, siger Michael Ancher.

Syddjurs er den eneste kommune i Østjylland, der kan sagsbehandle byggetilladelser på i gennemsnit 14 dage eller mindre. I Odder er ventetiden på 33 dage, i Skanderborg 44 dage, i Hedensted 49 dage, i Norddjurs 51 dage, i Aarhus 53 dage, i Favrskov 56 dage, i Silkeborg 58 dage og på Samsø 85 dage.

Den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse for kommunerne i Østjylland var i 2017 på 39 dage. I 2018 er ventetiden i gennemsnit steget til 49 dage.

- Kun Favrskov og Odder har haft held med at forkorte ventetiden, mens den desværre er steget i alle andre kommuner undtagen Syddjurs, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, telefon 40 30 43 70
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Østjylland, Peter H. Wagner, telefon 25 66 63 09
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye