Sundhedsborgmester vil gøre strandene i København fri for røg
15.8.2020 07:00:00 CEST | Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen | Pressemeddelelse

Når vejret er godt, flokkes københavnerne til byens strande. Men det er ikke kun solcreme, badetøj og bøger, der kommer med i strandtasken. Mange københavnere tager også cigaretterne med på stranden og pulser løs, mens de slænger sig i solen. Sådan skal det ikke være fremover, hvis det står til sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Borgmesteren mener ikke, at rygning hører hjemme på stranden.
- På varme sommerdage, som dem vi heldigvis har en del af for tiden, ser jeg ofte folk på stranden, der ryger den ene cigaret efter den anden. Det er generende - både for dem, der ligger omkring og for de næste gæster, når de opdager, at de nærmest ligger midt i et askebæger af efterladte cigaretskod. Men mest af alt er det jo problematisk, at vores børn og unge får den opfattelse, at rygning er en naturlig del af strandlivet på linje med vandkampe, vaffelis, solcreme og sandslotte, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Borgmesteren vil nu stille et forslag i Borgerrepræsentationen på Rådhuset om at gøre de københavnske strande fri for røg. På samme måde, som man siden 2013 har haft røgfri legepladser i København - med det resultat, at rygning nu stort set er elimineret fra de steder, hvor byens børn leger. Sådan skal det også være på strandene, hvor børnene som bekendt også leger. Borgmesterens forslag vil - hvis det bliver vedtaget - bl.a. betyde, at der på strandene vil blive opsat skilte, der henstiller til, at man ikke ryger.
Ud med askebægre, der ligner legetøj
Et sted at starte er ifølge Sisse Marie Welling at fjerne de kommunalt opsatte askebægre, som strandgæsterne lige nu kan låne. Askebægrene er designet som iøjnefaldende isvafler, ligner legetøj og sender et helt forkert signal, mener borgmesteren.
- I Københavns Kommune skal vi rygning til livs. Det kommer vi ikke ved at tilbyde sjove askebægre, der nærmest appellerer til, at man tager smøgerne med - og frem - på stranden. Hvis vi som kommune gerne vil udlåne plastikting på stranden, så lad det være skovle og spande, så børn og deres forældre kan grave kanaler eller bygge sandslotte. Det er også både sjovere og sundere end at ryge. Og så lad os arbejde på at få smøgerne helt væk fra stranden, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Danmark fik sidste sommer sin første røgfri strand, da en del af stranden i Tisvildeleje blev erklæret røgfri. Andre lande - bl.a. Frankrig, Spanien og Italien - har fået flere og flere røgfri strande gennem de senere år. Alene i Frankrig var der i 2019 over 50 strande, hvor der er indført rygeforbud.
Nøgleord
Kontakter
For yderligere oplysninger:
Presse- og kommunikationskonsulent Kristian S. Nørregaard på 2128 8601
Billeder
Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og OmsorgsforvaltningenRådhuspladsen 1
1599 København V
https://www.kk.dk/
Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Særligt sårbare borgere i København får fast kontaktperson i hjemmeplejen23.9.2026 05:58:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sætter gang i forsøg, hvor særligt sårbare borgere, som modtager hjemmepleje, får en fast kontaktperson. Det samme gælder deres pårørende. Det skal sætte borgeren i centrum og styrke tryghed, samarbejde og kontinuitet.
Borgmester: Nye plejehjemstilbud giver plads til mere forskellighed og fællesskab21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
To helt nye plejehjemstilbud er på vej i København. Målet er, at flere beboere – uanset alder, livssituation og baggrund – kan føle sig hjemme og trives i fællesskabet.
Ekspertgruppe genopstår for at sætte fokus på ren luft i København17.9.2026 05:57:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns politikere genopliver ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan sænke luftforureningen i byen til gavn for københavnernes sundhed.
København indfører ventetidsgaranti til kvinder med fødselsgener7.9.2026 05:44:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavnske kvinder, der oplever gener efter en fødsel, skal ikke vente mere end en uge på hjælp. Politikerne bag Københavns Kommunes nye budgetaftale indfører nu en ventetidsgaranti.
Sundheds- og omsorgsborgmester vil oprette særligt plejehjemstilbud til yngre borgere27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Borgere under 65 år, der har brug for en plejebolig, skal ikke være spredt ud på kommunens mange plejehjem, hvor alle andre beboere er markant ældre. Det mener sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V), som håber, at et særligt tilbud for yngre plejehjemsbeboere kan være med til at forebygge ensomhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
