Aalborg Universitet

Studerende inspirerer til kunstformidling i børnehøjde

Del

Mødet mellem børn og kunst har været overskriften for et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og studerende på kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet København. Det har resulteret i ni prototyper, der viser, hvordan museet kan formidle kunst i børnehøjde. Prototyperne kan opleves på en udstilling på Statens Museum for Kunst den 20. januar. Derudover danner forløbet udgangspunkt for et nyt forskningsprojekt.

Hvordan gør man kunst spændende og vedkommende for børn? Den udfordring har været udgangspunkt for et aktuelt samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og studerende på 5. semester kommunikation og digitale medier på AAU København.

- Vi samarbejdede også med kommunikation og digitale medier sidste år, og det var en positiv oplevelse, derfor er vi gået ind i et samarbejde igen. Vi er selv en forskningsinstitution, og for os er det udbytterigt at være i dialog med og at samarbejde med andre fagdiscipliner, der undrer sig på en anden måde, end vi gør. Og jeg synes, at det er enormt befriende at arbejde sammen med nogen, der befinder sig så godt med at være i det usikre, som de studerende på kommunikation og digitale medier gør. Der er langt imellem, at jeg møder unge, der kan det, men det er deres styrke, siger formidlingschef på Statens Museum for Kunst Berit Anne Larsen.

Resultatet er konkrete prototyper

Det er dog ikke kun Statens Museum for Kunst, der har sat pris på samarbejdet. For de studerende har det også åbnet for helt nye muligheder.

- Vi har på dette semester arbejdet med kommunikationsdesign og har taget udgangspunkt i forskningsområdet pragmatisme, der handler om ikke at analysere på ting i verden, men om at bruge ting i verden. På det teoretiske plan har vi derfor bl.a. arbejdet med idéen om den ’kloge hånd’, hvor håndens arbejde er en del af tænkearbejdet. Det handler om, hvordan man kan skabe læring og erkendelser ved at bruge hænderne, forklarer lektor og semesterkoordinator Stine Ejsing-Duun fra Institut for Kommunikation.

De studerende er derfor trukket i arbejdstøjet og har skåret i skum samt tegnet, malet og bygget i værkstedet på AAU København, hvor humanister ellers er et sjældent syn.

- De studerende har i den forbindelse bl.a. beskæftiget sig med sketching, der handler om at tegne ens idéer og faglige koncepter for at formidle og forstå, og de har arbejdet seriøst og konkret med at skabe nogle prototyper, der illustrerer deres input til mødet mellem børn og kunst. Det har været udfordrende, men de har virkelig været på, roser Stine Ejsing-Duun.

Udstilling på Statens Museum for Kunst og nyt forskningsprojekt

Resultatet af denne proces er ni prototyper, som kan opleves på en udstilling på Statens Museum for Kunst fredag den 20. januar kl. 15.00-17.00.

- Det er spændende at krydsforbinde fagligheder og arbejde med både undren, refleksion og rent produktdesign. Medarbejderne i min afdeling glæder sig virkelig til at se prototyperne, for den vekslen mellem forskning, refleksion og konkret design, som de studerende mestrer, er der ikke mange uddannelsesmiljøer i Danmark, som arbejder med, forklarer Berit Anne Larsen.

Men her stopper projektet ikke. Stine Ejsing-Duun og hendes kollegaer lektor Helle Marie Skovbjerg og videnskabelig assistent Heidi Hautopp, som også har undervist på dette forløb, har brugt projektet som udgangspunkt for et forskningsprojekt om designlæring i universitetspædagogik. Resultaterne skal de i maj præsentere for kollegaer på Institut for Kommunikation, og efterfølgende offentliggør de deres resultater i en videnskabelig artikel.

- Vores studerende er gode til at observere, analysere og fortolke verden, men gennem designtænkning får de nogle andre værktøjer i spil. Med dette forløb vil vi derfor gerne vise, at humanister også kan være entreprenante og medvirke til at forandre verden, fortæller Stine Ejsing-Duun.

Kontakter

Stine Ejsing-Duun på e-mail: sed@hum.aau.dk eller på tlf.: 51 90 21 24.
Pressemedarbejder Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72.

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum