Dansk Byggeri

Stort set ingen rift om bæredygtige bygninger

Del

Håndværkere og entreprenører er klar til at bygge bæredygtige huse, men efterspørgslen er forsvindende lille. Kun fire procent af alle byggerier, der er i gang, er bæredygtige. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri.

I de sidste ti år har bæredygtigt byggeri været på alles læber. Men tilsyneladende bliver det ved snakken hos kunderne.

En ny undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at halvdelen af medlemsvirksomhederne slet ikke oplever henvendelser fra deres kunder om bæredygtige løsninger. Mens kun fem procent siger, at næsten alle deres kunder efterlyser bæredygtigt byggeri. Det kan for eksempel være bæredygtige byggematerialer, der kan skilles ad og genbruges eller er miljøvenlige.

Håndværkerne og entreprenørerne er klar til at levere, når kunderne vågner op. Seks ud af ti af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder satser på bæredygtigt byggeri, mens kun ni procent slet ikke satser på det.

- Det er godt, at virksomhederne er parate til at levere bæredygtige løsninger, men ærgerligt at kunderne tilsyneladende ikke har fået øjnene op for de mange fordele. Bæredygtigt byggeri vil skabe bedre boliger, og der er nye forretningsmuligheder i for eksempel at genbruge og bygge mere miljørigtigt, siger branchedirektør Thomas Uhd, Dansk Byggeri.

En søgning i Byggefakta, der er Danmarks største og mest detaljerede database over byggeprojekter, bekræfter den ringe efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri. Kun 210 ud af 5.005 byggeprojekter, der er i gang, er bæredygtige. Databasen indeholder fakta om de fleste offentlige udbud og licitationer samt større private byggeprojekter.

Forventer nye lovkrav

Dansk Byggeris medlemmer venter, at der inden for de næste fem år kommer lovkrav om bæredygtighed. Der er allerede en form for regulering på vej. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er i øjeblikket i gang med at udarbejde en frivillig bæredygtighedsklasse til bygningsreglementet.

- Det er godt med ens rammer for branchen, som kan sætte skub i mere bæredygtigt byggeri. Kravene må bare ikke blive for komplicerede og gøre det sværere at bygge bæredygtigt, siger Thomas Uhd.

Entreprenørerne og håndværkerne peger i undersøgelsen på, at det både kan være bureaukratisk, dyrt og besværligt at bygge bæredygtigt. Den advarsel bør tages alvorligt, mener Dansk Byggeri.

Nøgleord

Kontakter

Branchedirektør Thomas Uhd, thu@danskbyggeri.dk, telefon 22 94 41 67
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Information om Dansk Byggeri

Dansk Byggeri
Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1358 København K

72 16 00 00https://www.danskbyggeri.dk/

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Med omkring 5.700 medlemmer spænder organisationen bredt geografisk og fagligt, og dækker alle led i byggeprocessen.

Dansk Byggeris hovedopgaver er at opnå erhvervspolitisk indflydelse, deltage i den offentlige debat, yde rådgivning og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum