PROSA

Stort politisk flertal for et Dataetisk Råd

Del
Et bredt flertal i Folketinget ønsker at oprette et Dataetisk Råd, som kan rådgive politikerne om de etiske dilemmaer ved ny teknologi. Det viser en rundspørge, som Prosabladet har foretaget blandt partiernes it-ordførere.

Næsten alle partier i Folketinget bakker op om at etablere et Dataetisk Råd, der skal rådgive politikerne om udfordringer og dilemmaer ved indførelse af ny teknologi, kunstig intelligens og datasikkerhed. Det viser en rundspørge, som Prosabladet har foretaget blandt it-ordførerne i Folketinget. Sagen er på dagsorden i Folketinget torsdag, hvor Alternativet har fremsat beslutningsforslag på baggrund af en række sager om brud på datasikkerheden.

”Der skal helt klart gøres noget i retning af et Dataetisk Råd, gerne med et it-ministerium. Vi politikere skal naturligvis klædes på til at tage de vigtige beslutninger i fremtiden for vores data og de store it-løsninger, der vil komme i Danmark”, siger Jan Rytkjær Callesen (DF) til Prosabladet, der er medlemsblad for de it-professionelles fagforening PROSA. 

Socialdemokratiets it-ordfører Karin Gaardsted ser også et stort behov for, at politikerne kan trække på eksperternes viden, når der skal træffes beslutninger på it-området: ”Udviklingen går så hurtigt, at det er svært for politikerne at nå at få taget stilling og eventuelt lovgivet i tide. Vi har brug for et Dataetisk Råd til at problematisere og gennemskue konsekvenserne af brug af it og programmer”, siger Karin Gaardsted.

Christina Egelund (LA) er ligeledes fortaler for et Dataetisk Råd, og hun har tidligere foreslået at oprette et it-ministerium: ”Jeg synes, det er en rigtig god ide. Der mangler generelt viden på området, og jeg synes, at et Dataetisk Råd kunne være en god løsning på det”, siger Christina Egelund.

Den brede opbakning vækker glæde i PROSA, men formand Niels Bertelsen understreger vigtigheden af, at et kommende råd får muskler og kan stille krav til politikerne.

”Det er et stort skridt fremad, men det er afgørende, at rådet ikke bliver tandløst. Rådet skal være uafhængigt og skal selv kunne igangsætte debatter om dataetiske spørgsmål og involveres ved udviklingen af nye systemer”, siger Niels Bertelsen.

Alternativets beslutningsforslag lægger op til, at Det Dataetiske Råd skal understøtte en kontinuerlig, saglig og oplyst offentlig debat om alle de dataetiske spørgsmål og dilemmaer, der opstår, når offentlige myndigheder, private virksomheder og organisationer indsamler og anvender borgernes data. Ifølge forslaget skal Rådet bestå af 17 medlemmer, hvoraf ni udpeges af Folketinget og otte af regeringen.

SF’s it-ordfører Lisbeth Bech Poulsen pointerer, at dataetik for hende handler om at sætte mennesket højere end kommercielle eller statslige interesser, og hun har selv tidligere foreslået et Dataetisk Råd som en pendant til Etisk Råd: ”Etisk Råd er lovgivningsmæssigt bundet til kun at se på sundhedsområdet, og der er så mange andre områder i dag, der bør belyses. Vi bør også se på, om vi skal have et registertilsyn eller flere muskler til Datatilsynet”, siger Lisbeth Bech Poulsen.

I Enhedslisten hæfter it-ordfører Eva Flyvholm sig ved, at de offentlige myndigheder ligger inde med utrolig mange informationer om borgerne, og at der samtidig er store problemer med datasikkerhed og en stadig interesse for at overvåge borgerne gennem data.

”Det er på høje tid, at dataetik får mere vægt, hvis borgerne skal kunne have tillid til stat og kommuner. Det vil være meget brugbart at få et Dataetisk Råd, men det må ikke udvande det politiske ansvar eller blive en syltekrukke”, siger Eva Flyvholm.

Venstres it-ordfører Torsten Schack Pedersen siger til Prosabladet, at han ”bestemt ikke er afvisende” for etableringen af et Dataetisk Råd: ”Teknologien giver nye muligheder, men også nye dilemmaer. Et Dataetisk Råd kunne være et forum, hvor principielle spørgsmål kunne belyses. Omvendt skal vi som politikere ikke skubbe ansvaret væk fra os”, siger Torsten Schack Pedersen.

For De Radikales it-ordfører Ida Auken er det afgørende, at et Dataetisk Råd ikke blot bliver et organ, ”hvor der sidder fagfolk ude på sidelinjen”: ”Jeg ser hellere, at vi laver en dataetisk vismandsfunktion. Vi har behov for et rådgivende organ, der ligner De Økonomiske Vismænd mere end et Etisk Råd. Data er ved at blive et lige så vigtigt spørgsmål som økonomi. Det skal være en funktion, der er central for politiske beslutninger”, siger Ida Auken.

Udover at skabe et Dataetisk Råd ønsker Alternativets it-ordfører René Gade også at prioritere it-politik langt højere end i dag, hvor der ikke findes et it-udvalg i Folketinget.

”Det er dybt bedrøveligt og efterhånden nærmest uansvarligt, idet vi ikke debatterer ambitioner og prioriteter på et ambitiøst og langsigtet niveau, men alene decentralt i udvalgene. Vi skal beholde den decentrale udvalgsdebat, men derudover etablere et digitalt ministerium med en stærk minister”, siger René Gade til Prosabladet.

Nøgleord

Kontakter

Redaktør Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84

Information om PROSA

PROSA
PROSA
Vester Farimagsgade 37A
1606 København V

33 36 41 41https://www.prosa.dk/

Følg pressemeddelelser fra PROSA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PROSA

PROSA anmoder justitsministeren om at opløse KL ved lov1.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

PROSA - Forbundet af It-professionelle har i dag, 1. april 2024, anmodet Justitsministeren om at ophæve Kommunernes Landsforening (KL) ved lov. Baggrunden for denne opsigtsvækkende anmodning skal findes i Datatilsynets nylige påbud til 53 kommuner omkring videregivelsen af skoleelevers personoplysninger til Google (kendt som Chromebook-sagen). Her har KL argumenteret for, at de ønsker at fortsætte kommunernes ulovlige brug af Chromebook og mener, der er et behov for lovliggørelse af forholdet gennem en indgriben fra Folketinget.

Fire fagforeninger går sammen om at styrke arbejdsforhold og vilkår i spilbranchen – lancerer fælles website8.2.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Spilbranchen har i mange år været kendetegnet ved lav organiseringsgrad, lavere lønninger end den øvrige it-branche og pressede arbejdsforhold. Ofte må spiludviklere forlade branchen efter få år, fordi vilkårene er så pressede. Der er samtidig blevet spekuleret i, at mange medarbejdere har spiludvikling som passion, og det har kunnet udnyttes til at presse lønninger og hæve arbejdstiden. Spilbranchen tiltrækker samtidig mange udenlandske udviklere, som ikke har samme blik for rettigheder og arbejdsvilkår i den danske model.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye