Haderslev Kommune

Stort asketræ på Jomfrustien ramt af sygdom

Del

Det store, amerikanske asketræ på Jomfrustien i Haderslev, der står ved Håndværkerparken, er ramt af sygdommen asketoptørre. Træet skal fældes inden efterårets storme på grund af fare for nedfaldende grene.

Mens byudviklingsprojektet Jomfrustien - Levende rum i Haderslev er inde i sidste fase af den arkitektkonkurrence, der skal gøre området omkring Jomfrustien mere levende, er et af de eksisterende grønne elementer i området ramt af sygdom.

Store dele af det store asketræ ved Håndværkerparken er gået ud i toppen på grund af sygdommen asketoptørre, en svampesygdom der rammer ask i det meste af Europa. Sygdommen betyder, at grene i trækronen dør og kan brække af, og i sidste ende vil hele træet dø.

"Vi begyndte at se de første tegn på angrebet for fire år siden. Vi har håbet på, at træet selv kunne bekæmpe sygdommen, da den pågældende type ask normalt er mere modstandsdygtig over for asketoptørre end dens europæiske fætre. Nu er så stor en del af kronen dog angrebet, at der ikke er mere at gøre", siger Rune Forum, der er skov- og landskabsingeniør ved Haderslev Kommune.

Haderslev Kommune vil derfor skære træets grene af inden efterårets storme for at undgå nedfaldende grene til fare for trafikken, cyklister og gående.

Solveig Kappel, der er projektleder for byudviklingsprojektet på Jomfrustien, er nu i gang med at planlægge, hvordan man kan bruge træet som en midlertidig skulptur, mens byudviklingsprojektet omkring Jomfrustien tager form.

"Der er ingen tvivl om, at vi helst havde set, at træet havde kunnet blive stående. Så store, gamle træer får man ikke bare forærende, og det tager mange år, før vi igen har et så stort, grønt element på Jomfrustien", siger Solveig Kappel, der er projektleder for byudviklingsprojektet.

"Men når vi nu er nødt til at fælde træet, vil vi i stedet forsøge at anvende stammen til noget, der relaterer sig til projektet. Det bliver et kunstværk i form af en skulptur, der kan være med til at sætte præg på området, mens vi udvikler det", siger Solveig Kappel.

Træets krone vil blive skåret ned i uge 41. I den forbindelse vil en mindre del af Jomfrustien samt nogle af p-pladserne i Håndværkerparken blive afspærret, mens arbejdet står på. Det vil stadig være muligt at passere for trafikken.

Foto:

Det store, amerikanske asketræ på Jomfrustien i Haderslev er ramt af sygdommen asketoptørre. På billedet ses, hvordan mange grene på den store krone er gået ud.



Kontaktinformation:

Skov- og landskabsingeniør ved Haderslev Kommune, Rune Forum, 21 17 87 46

Projektleder ved Haderslev Kommune, Solveig Kappel, 74 34 17 21

Billeder

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum