Store teaterstemmer giver liv til fortællingen om københavnerplantage i Vestjylland
5.8.2021 09:39:02 CEST | Varde Kommune | Pressemeddelelse

Hvad får man at vide, når en lille pige fortæller om de oplevelser, hun har som sommergæst på en af de mest bemærkelsesværdige ejendomme på den vestjyske hede i begyndelsen af 1900-tallet?
Og hvad tænker en bondepige, der får job som stuepige, når hun oplever den ubegribelige rigdom og velstand, der ruller hen over heden og ind på et nyopført sommerpalæ, der stråler selvsikkert i en gold udkant af Danmark?
Det er noget af det, publikum kan glæde sig til at opleve i forestillingen Baldersbæk Stemmer, når en lang række af seværdighederne på Baldersbæk Plantage får sin helt egen stemme i en udendørs vandreforestilling i lystanlægget Baldersbæk, som ligger i kommunegrænsen mellem Vejen, Billund og Varde.
Baldersbæks Stemmer kommer fra særdeles kendte struber, for det er skuespillerne Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Charlotte Fich, Lotte Andersen, Malene Beltoft Olsen, Kristian Grumme og Anja Owe, som giver karaktererne liv.
Reumertvindende dramatiker giver erhvervshistorie helt nyt lys
Den spændende opgave, at formidle en mindre kendt del af Danmarks erhvervshistorie, er lagt i hænderne på dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, og ophavsmanden til Baldersbæks Stemmer er Kristian Grumme, der selv er opvokset lige ved siden af plantagen. Selv om han som barn har tilbragt adskillige timer i plantagen, er det først som voksen, han er blevet bevidst om den unikke historie, som stedet rummer.
”Det har været spændende at dykke ned i historien om københavnerplantagerne og samtidig tænke, hvordan iscenesætter man sådan en historie,” udtaler Kristian Grumme
Københavnerplantager i Vestjylland
Baldersbæk er en af de godt 60 plantager, der siden slutningen af 1800-tallet blev opført af yderst velstående københavnere.
Medstifteren af ØK - Holger Petersen, som var en fremsynet og initiativrig grosserer og fabrikant, købte i 1891 et stort stykke hede og opførte Baldersbæk.
Hensigten var en bedre udnyttelse af jorden, at skaffe arbejde til lokalbefolkningen, gavntræ til landet og nogle rekreative områder til ejerne selv.
Der blev ikke set med velvilje på københavnernes livsstil fra den lokale befolknings side, men ikke desto mindre skabte det arbejdspladser og dermed også velstand til en befolkningsgruppe, der primært havde ernæret sig ved landbrug.
Kriser fører til initiativ
Den store velstand, der opstod i kølvandet på nationens traumatiske nederlag i 1864, minder os om, at diamanter bliver til under pres.
På samme måde fik vor tids coronapandemi initiativtageren Kristian Grumme til at tænke over, hvordan man kunne formidle Baldersbæks historie i et nyt lys. Han fik derfor nogle af Danmarks bedste skuespillere tilknyttet projektet og fik dem med på at lave en vandreforestilling, nu hvor teater og indendørsoplevelser havde vanskelige kår.
Stedets unikke historie og de spændende skulpturer af Anders Bundgaard, som var datidens største billedhugger, er omdrejningspunktet for de seks fortællinger, der fremføres forskellige steder i lystanlægget, så der er lagt til op til en totaloplevelse af dimensioner, når Baldersbæk får stemmer.
Fakta
- Oplev seks fortællinger på udvalgte steder i Baldersbæk plantage, Baldersbæksvej 46, 6682 Hovborg 28.-29. august og 11.-12. september kl. 13.00 og 16.30.
- Forestillingen varer cirka 1,5 time med en vandrelængde på cirka en kilometer.
- Læs mere og køb billetter på www.baldersbaeksstemmer.dk.
- Forestillingen er muliggjort med økonomisk støtte fra Vejen, Billund og Varde Kommune samt Spar Nord Fonden, Ole Kirk’s Fond og Statens Kunstfond.
Kontakter
Lena Hedegaard
Presseansvarlig for Baldersbæks Stemmer
20 33 75 07 / lena@artattack.dk
Billeder

Information om Varde Kommune
Om Varde Kommune:
- Danmarks vestligste kommune med 52 kilometer sandstrande.
- En af landets største garnisonskommuner og hjemsted for tre garnisoner i Varde, Oksbøl og Nymindegab.
- Den femte største kommune målt på areal med over 25 byer og lokalsamfund.
- En af Danmarks største turistdestinationer og en del af Destination Vesterhavet.
Følg pressemeddelelser fra Varde Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Varde Kommune
Nyt initiativ skal gøre det nemmere for vardensere at finde vej til byens fællesskaber16.3.2026 12:13:59 CET | Pressemeddelelse
Der findes mange stærke fællesskaber, aktiviteter og foreninger i og omkring Varde by. Med det nye initiativ Fællesskabsby Varde bliver det nemmere at finde vej ind i dem – og få flere med i byens fællesskaber.
Imponerende kunstudstilling kan igen opleves i Blåvand12.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Til sommer kan den velkendte kunstudstilling Wadden Tide atter opleves ved Blåvandshuk. Denne gang i et udvidet format, hvor udstillingen strækker sig fra den 4. maj til den 20. september 2026. Under titlen Bringing In The Tide kommer publikum til at opleve kunst med tidevandet som omdrejningspunkt.
Varde Kommune blandt de bedste: Her behøver en byggesag ikke at tage en evighed11.3.2026 09:20:04 CET | Pressemeddelelse
Varde Kommune placerer sig som nummer 11 i landet, når det kommer til hurtig behandling af byggesager. Ifølge centerleder i Erhvervscentret skyldes det blandt andet et stærkt samarbejde med erhvervslivet.
Sæt kryds ved GAK: Onkel Reje sætter gang i Danmarks skøreste festival5.3.2026 09:33:34 CET | Pressemeddelelse
Den 18. april ser en ny festival for børn dagens lys i Varde. Festivalen skal slippe fantasien løs hos de besøgende med fortællinger, leg og skøre aktiviteter.
Ny chef for Teknik og Miljø23.2.2026 10:30:00 CET | Pressemeddelelse
Varde Kommune har ansat Klaus Bertram Fries som chef for Teknik og Miljø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
