Stor undersøgelse afsluttet - 10 advokater og seks bistandsværgers opkald aflyttet
Kriminalforsorgen har siden marts 2022 søgt i flere end 53.000 nuværende og tidligere ringetilladelser for indsatte i kriminalforsorgens lukkede fængsler i perioden 2011 til i dag
Blandt de 53.000 ringetilladelser er der identificeret 234 tilladelser, hvor enten en advokat (187) eller bistandsværge (47) har været registreret og optaget, da samtaler med ringetilladelser automatisk optages og kan aflyttes. Visse advokater og bistandsværger har imidlertid ret til samtaler med deres klienter uden overvågning.
Samtaler må kun gemmes i seks måneder og slettes derefter. Kriminalforsorgen suspenderede imidlertid sletningen og kan derfor konstatere, at opkald mellem 10 advokater og otte indsatte samt mellem seks bistandsværger og seks indsatte er blevet aflyttet i perioden fra 30. september 2021 til 14. juni 2022.
Totalt set er der aflyttet 91 samtaler i perioden. Der er ikke lavet aflytningsrapporter, som kunne have været udvekslet med andre myndigheder, og hverken Rigspolitiet eller kriminalforsorgen har fundet noget, der tyder på, at der er udvekslet oplysninger fra samtaler med andre myndigheder.
- Det er en virkelig skidt sag, og jeg forstår udmærket de frustrationer, det skaber hos de berørte advokater, bistandsværger og indsatte. Jeg er lettet over, at der ikke er noget, der tyder på, at informationer er overdraget til andre myndigheder. Nu rydder vi op og får oprettet alle ringetilladelser på ny, ligesom vi forbedrer vores procedurer. Det er helt afgørende, at kriminalforsorgen overholder de regler, der gælder for vores virksomhed. Vi skulle have gjort noget langt tidligere, men jeg glad for, at fejlen er opdaget, og at vi kan få rettet op på tingene, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.
Omkring 8.000 ringetilladelser skal laves om
Kriminalforsorgen blev gjort opmærksom på fejlen i 2021, men undersøgte beklagevis ikke sagen nærmere. I forbindelse med et sikkerhedsbesøg i anden sammenhæng 28. februar 2022 blev kriminalforsorgens sikkerhedsafdeling imidlertid opmærksom på fejlen og igangsatte straks herefter en undersøgelse af omfanget.
Kriminalforsorgen vil orientere de berørte advokater samt indsatte og tidligere indsatte om sagen.
Kriminalforsorgen har derudover indskærpet reglerne for oprettelse af opkaldsmodtagere, så det sker i overensstemmelse med reglerne. Der vil i den forbindelse blive udarbejdet nye retningslinjer samt forbedrede blanketter for ansøgninger til telefoni.
Alle omkring 8.000 nuværende ringetilladelser for indsatte i lukkede institutioner vil desuden blive slettet for at undgå, at der fremover sker uretmæssige optagelser. Derefter vil der blive udsendt nye ansøgningsblanketter, så ringetilladelserne kan blive oprettet på ny.
Fakta om sagen
Indsatte i kriminalforsorgens lukkede fængsler har mulighed for at ringe til op til 10 forhåndsgodkendte personer. De indsatte kan ikke modtage opkald udefra – heller ikke fra de ti personer. Der foretages løbende stikprøvekontrol af samtaler for at afdække eventuelt misbrug.
Af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, fremgår det imidlertid, at blandt andet advokater er undtaget fra at blive registreret og optaget. Den omtalte fejl er sket ved, at advokater og bistandsværger var oprettet som én af de 10 forhåndsgodkendte personer.
Samtalerne optages og gemmes i seks måneder og kan aflyttes uden retskendelse, men 25. marts 2022 blev det besluttet at suspendere sletningen. Den aktuelle log kan derfor aflæses tilbage til 30. september 2021.
Kriminalforsorgens har i redegørelsen taget udgangspunkt i korttelefoniordningen, hvis opkaldshistorik går tilbage til september 2011.
Redegørelsen dækker over både aktive og inaktive ringetilladelser for nuværende indsatte samt inaktive ringetilladelser for tidligere indsatte.
Redegørelsen om sagen kan læses her.
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Tlf:7255 4141presse@krfo.dkBilleder
Links
Information om Kriminalforsorgen
Kriminalforsorgen driver landets fængsler og arresthuse, og vi fører tilsyn med dømte. Sammen med de andre myndigheder i retssystemet begrænser vi kriminalitet og skaber tryghed i samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen
Kriminalforsorgen bygger nyt fængsel i Viborg Kommune12.4.2024 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt fængsel med 400 pladser og lige så mange ansatte skal placeres i Viborg Kommune. Nu begynder arbejdet med at finde en konkret placering.
Justitsministeren byder elever velkommen på ny pop-up skole i Vestre Fængsel4.4.2024 10:47:46 CEST | Presseinvitation
Det første hold elever er netop begyndt på den nye pop-up skole i Vestre Fængsel i København. Det er første gang, kriminalforsorgen åbner skole inden for murene, og nu lægger justitsministeren vejen forbi.
Kriminalforsorgen målretter indsats mod partnerdrab og partnervold22.3.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kriminalforsorgen vil med nyt behandlingsprogram forebygge partnerdrab og partnervold. Manglende gennemførelse af den nye behandling vil få negativ betydning for muligheden for prøveløsladelse.
Falske sms’er fra kriminalforsorgen i omløb12.3.2024 15:43:22 CET | Pressemeddelelse
Der er falske sms’er i omløb fra svindlere, som udgiver sig for at være fra kriminalforsorgen.
Nyt forebyggelses- og mæglerkorps skal styrke arbejdsmiljøet i kriminalforsorgen12.2.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt forebyggelses- og mæglerkorps skal bidrage til at forbedre sammenhængskraften i institutionerne og styrke arbejdsmiljøet for alle medarbejdere i tæt samspil med det eksisterende psykologkorps.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum