Stor opbakning til borgerkonference om ældrevelfærd

Del

Omkring 400 borgere havde onsdag aften fundet vej til Magion i Grindsted, hvor Billund Kommune havde inviteret til borgerkonference om fremtidens velfærd på ældreområdet. Aftenens diskussioner peger alle på, at der skal en holdningsændring til, og vi skal starte med os selv.

Den store hal i Magion var fyldt godt op. Interessen for, hvordan fremtidens velfærd på ældreområdet skal se ud, var tilsyneladende kæmpestor. For, som udvalgsformanden for Voksenudvalget, Ann Charlotte G. Vilstrup (S), sagde i sin velkomsttale:

”Vi ved allerede, at udfordringen med manglende hænder i velfærdssektoren og på vores plejehjem ikke bliver mindre, så hvordan løser vi det i fremtiden?”

Tænk på tværs

Billund Kommune havde i dagens anledning inviteret bl.a. Karen Lumholt som én af aftenens oplægsholdere og ordstyrer på de øvrige programpunkter. Hun stak i sit oplæg lidt til vanetænkningen i samfundet.

”Hvis vi vil gentænke velfærden, skal vi tænke på tværs af de bokse, vi plejer at dele alt op i med kommunen for sig, det private erhvervsliv for sig og frivillighed for sig. Vi skal ikke blot at skrue op for det, vi plejer – nemlig budgettet,” sagde hun blandt andet i sit oplæg og kom med et forslag, hun selv kaldte kontroversielt:

”Jeg tror, at vi skal arbejde mindre. Det giver mere tid til at dyrke relationerne og give en hånd hos de ældre forældre, naboen og andre relationer. Derudover giver det mindre nedslidning og måske i sidste ende flere arbejdsår hos medarbejderne i velfærdssektoren.”

Efter Karen Lumholts oplæg var der paneldebat med Britt Sørensen, vicedirektør i Public Intelligence – en konsulentvirksomhed på sundhedsinnovation; Noémi Rasmussen, leder af Frivilligcenter Billund; Louise Gjervig Lehn, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark samt Rikke Struve, pårørendeekspert og stifter af konsulentvirksomheden Futurecare. Panelet italesatte især frivillighed og innovation som nødvendige løsninger.

I forbindelse med paneldebatten fik de mange fremmødte mulighed for at diskutere med hinanden ved bordene og stille spørgsmål til panelet. Spørgelysten var stor og spørgsmålene af meget varieret karakter. De kredsede blandt andet om rammerne for brugen af frivillighed med fordele og begrænsninger, opgør med silotænkning og at skabe nære relationer.

Vi skal starte med os selv

Diskussionen fortsatte over en fælles middag, inden Christine Feldthaus fik de store grin frem, mens hun kærligt og humoristisk spiddede både sin egen og andre generationer. En central pointe var, at velfærdssamfundet nødvendigvis må forandres:

”Da velfærdsstaten blev skabt i 1960’erne var den for de svageste. I dag er den for alle og vi har et princip om, at alle skal have det samme. Og det skal vi væk fra. Vi har skabt for stor efterspørgsel på velfærdsydelser. De, der kan selv, de skal selv,” slog hun fast fra scenen.

Udvalgsformand, Ann Charlotte G. Vilstrup er godt tilfreds med den store interesse for konferencen og de mange gode pointer, der kom fra såvel oplægsholdere og paneldeltagere som fra deltagende borgere.

”Jeg synes der har været mange gode pointer. Jeg er blevet bekræftet i, at der skal en holdningsændring til. Vi skal starte med os selv. Og så skal vi som politikere være modige nok til at kaste det over bord, som ikke fungerer og være hurtigere til at omstille os og træffe nye beslutninger - og turde slippe kontrollen lidt,” sagde hun og slog fast, at det politiske udvalg har fået en masse at arbejde videre med:

”Vi tager alle forslag og andre input med os videre, og så skal vi sammen samle op og bearbejde det i udvalget. Og så kommer vi til at bede om hjælp til det, for vi skal hjælpe hinanden med at finde alle de skjulte ressourcer.”

Alle deltagere får tilsendt et evalueringsskema, hvor de dels kan give feedback på arrangementet og dels give flere forslag og input til fremtidens ældrevelfærd.

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune

Elever fra 8. klasse afprøver SOSU-faget på plejehjem19.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Billund Kommunes 8. klasses elever får under et brobygningsforløb mulighed for at afprøve en ungdomsuddannelse, som de gerne vil vide lidt mere om. I alt 46 elever valgte i år at stifte bekendtskab med Social- og Sundhedsuddannelsen, hvor de foruden et besøg på skolen også var i praktik på en af kommunens institutioner. Og ifølge lederen af Fynsgade Plejehjem var det en fornøjelse, da de fik besøg af to nysgerrige elever.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye