Stor interesse for at hjælpe efterladte unge
10.3.2021 07:00:00 CET | Det Nationale Sorgcenter | Pressemeddelelse

Unge, der har mistet én eller begge forældre, eller som har svag kontakt til den tilbageværende forælder, står ofte utroligt alene i tilværelsen. Konsekvenserne af manglende voksenstøtte kan være uoverskuelige. Og mange af de unge fremhæver selv, at de er blevet mere selvkritiske, usikre, sårbare, ensomme, isolerede og hurtigt voksne.
Med projektet ‘Fortrolige Voksne’ vil Det Nationale Sorgcenter give de unge muligheden for at få en voksenkontakt, som en støtte ind i det voksne liv.
Én af de efterladte unge, der har fået en fortrolig voksen via Det Nationale Sorgcenter, er 21-årige Rosa Viola Tranum. Som 16-årig mistede Rosa sin mor til kræft og fik efterfølgende psykologhjælp hos Børn, Unge & Sorg. Nu er Rosa en del af projekt ’Fortrolige Voksne’, hvor hun blev matchet med den 42 år ældre Niels, der selv blev forældreløs som 6-årig:
- Da jeg skulle mødes med min fortrolige voksne, Niels, første gang, var jeg meget nervøs. Jeg var ved at vende om fem gange på vej derhen. Nu skulle jeg til at åbne mig for en fremmed, som måske ville svigte mig. Men jeg var glad for, at jeg ikke vendte om. Niels viste en oprigtig interesse for mig, og det føltes trygt at være sammen med ham. Projektet varer i to år, men jeg har svært ved forestille mig, at vi ikke også ses om 10 år, fortæller Rosa Vialo Tranum.
Brug for flere frivillige i Aarhus og Odense
Hidtil har projektet været udbudt i København og med støtte fra TrygFonden udbredes projektet nu til Aarhus og Odense, hvor mange interesserede allerede har meldt sig. Men der er stadig et stor behov for flere 'fortrolige voksne', fortæller Susanne Svane, projektleder hos Det Nationale Sorgcenter:
- Der sidder mange unge som Rosa i hele Danmark, der har brug for en fortrolig voksen i deres liv. Også i Aarhus og Odense, hvor vi lige nu også søger efter nye frivillige fortrolige voksne. For vi ved, at unge, der har mistet én eller begge forældre, eller som har svag kontakt til den tilbageværende forælder, står utroligt alene i tilværelsen, fortæller Susanne Svane, og fortsætter:
- Som frivillig ‘fortrolig voksen’ er man netop med til at give unge som Rosa muligheden for at få en voksen støtte og et vidne ind i voksenlivet. For det er så utroligt vigtigt, at have vidner på sit liv. Det er gennem de vidner, at det bliver mere tydeligt for den unge selv, at der faktisk sker en udvikling, og at livet frem også fortsat kan være værd at arbejde for, siger Susanne Svane.
---
FAKTA: Sådan bliver du ’Fortrolig Voksen’
- Du er over 40 år, og har selv mistet den ene forælder eller begge forældre i ungdomsårene.
- Du bor i eller i nærheden af Aarhus, Odense eller København.
- Du har overskuddet og lysten til at invitere en ung ind i dit liv for en periode af minimum 2 år - og måske resten af livet.
- Du har tid / overskud / lyst til at mødes med den unge minimum 2 timer hver 14. dag. Møderne foregår hos dig selv, den unge eller et tredje sted, som I selv aftaler. I bestemmer selv, hvad I ønsker at lave, når I ses.
- Du stiller dig selv, dit nærvær, din livserfaring og viden, samt eventuelt dit netværk, til rådighed.
- Du har lyst til at indgå i den løbende kvalificering og supervision, som Det Nationale Sorgcenter tilbyder. Det drejer sig særligt om introduktionsforløb af 1,5 dags varighed, samt obligatorisk supervision hver anden måned.
- Læs mere og ansøg om at blive frivillig ’Fortrolig Voksen’ på sorgcenter.dk – eller skriv til blivfrivillig@sorgcenter.dk.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
---
For yderligere information - kontakt:
Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter:
pe@sorgcenter.dk / tlf. 25 61 12 62.
Nøgleord
Kontakter
Preben EngelbrektDirektør
pe@sorgcenter.dkBilleder
Links
Information om Det Nationale Sorgcenter
Projekt 'Fortrolige Voksne' er støttet af TrygFonden
Hvert år mister 55.000 danskere én, der står dem nær. Ét dødsfald efterlader i gennemsnit fire mennesker i sorg. Godt 200.000 personer i Danmark oplever hvert år en sorg, som kan vare i flere år – eller være livsvarig. En sorg, som mange efterladte savner hjælp til at lære at leve med, som en naturlig del af livet.
Livet skal være lettere for alle efterladte i Danmark.
Derfor har TrygFonden indgået et partnerskab med Det Nationale Sorgcenter, der blandt andet støtter hjælpeaktiviteter for efterladte baseret på frivillighed.
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Sorgcenter
Store fondsdonationer gør det muligt for Grønland at styrke sorgberedskabet for børn og unge9.3.2026 06:55:00 CET | Pressemeddelelse
Sorg fylder meget i Grønland — især hos børn, unge og unge voksne, som ofte står alene med svære tab. Derfor tager Grønland nu et vigtigt skridt i tæt samarbejde med Det Nationale Sorgcenter. Med støtte fra Naalakkersuisut (Grønlands Regering), Den A.P. Møllerske Støttefond, Honoré Fonden, Oak Foundation Denmark etableres et landsdækkende sorgberedskab.
Nyt sorgtilbud til ældre i Vejle5.3.2026 07:05:00 CET | Pressemeddelelse
”Men I har jo haft så mange gode år sammen” og ”sådan skal det gå os alle sammen”. Det er de kommentarer, mange ældre bliver mødt med, når deres ægtefælle dør. Men for nogle kan sorgen over tabet af en livslang ledsager være så alvorlig, at de skal have professionel hjælp. Derfor tilbyder Det Nationale Sorgcenter i Vejle nu gratis specialiseret psykologhjælp til personer over 65 år.
Børn, Unge & Sorg går sammen med hospitaler i Region Midtjylland om at sikre bedre hjælp til børn og unge, som er pårørende til kritisk syge.3.3.2026 06:55:00 CET | Pressemeddelelse
Med støtte fra Ole Kirk’s Fond har Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter, indgået et samarbejde med intensivafdelinger i Region Midtjylland om en fælles praksis, der skal sikre, at børn og unge pårørende bliver set, hørt og får tilbudt den rette støtte – uanset hvor i regionen de møder sundhedspersonale på intensiv.
Børn og unge af alvorlig syge må ikke blive glemt10.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nyt udviklingsprojekt skal sikre, at børn og unge som pårørende bliver opsporet og får den rette støtte
Efterladte unge mangler voksne at tale med på Fyn5.2.2026 07:05:00 CET | Pressemeddelelse
Forestil dig et liv uden dine forældre. Du skal pludseligt lære at stå på egne ben hurtigt, og dine forældre er der ikke til at gribe dig eller søge råd hos, hvis noget går galt. Unge, som har mistet en far eller mor, oplever ofte, at de bliver mere selvkritiske, usikre, sårbare, ensomme og isolerede. Projekt Fortrolige voksne på Fyn er skabt for at kunne hjælpe disse unge – og du kan være den voksenstøtte, de savner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


