Tønder Kommune

Stor fondsstøtte sikrer innovation til alle

Del
Med 6,6 millioner kroner i fondsstøtte fra Villum Fonden skal teknologiske innovationsværksteder etableres over hele Tønder Kommune. Kommunale folkeskoler, ungdomsskoler, ungdomsuddannelser og biblioteker får alle egne innovationsværksteder, mens et mobilt innovationsværksted vil turnere til blandt andet private grundskoler og FGU.

Et usædvanligt stort fondsbeløb på 6,6 millioner kroner er på vej til Tønder Kommune.

Under projekttitlen ”Makerspaces til alle i Tønder Kommune” har Tønder Kommune søgt – og fået - støtte til at få teknologiske innovationsværksteder eller såkaldte makerspaces ud i alle afkroge af kommunen.

Et makerspace er et værksted, hvor teknologi og analog håndværk mødes. Her kan man udforske og lege med alt fra lasercuttere, 3D-printere, robotter og virtuel reality-teknologi til limpistoler, pap og papir. Dermed kan børn og voksne selv konstruere prototyper på egne opfindelser.

- Et makerspace er et slaraffenland for alle nysgerrige sjæle. Værktøjerne er mange, og mulighederne er næsten uendelige. At udbrede det til hele kommunen giver bare så god mening, og falder fint i tråd med den igangværende indsats for at fremme innovation og nytænkning helt fra barnsben i Tønder Kommune, udtaler stedfortrædende skole- og dagtilbudschef Lene Nørgaard og fortsætter:

- Den helt store styrke ved den her tilgang er, at børnene får både en stærk teoretisk viden om teknologi, samtidig med at de får teknologien i hænderne, så de kan udforske de mange muligheder og udfordringer, teknologien indeholder.

Bag fondsmidlerne, som nu kommer nysgerrige opfindertyper i alle aldre til glæde, står Villum Fonden. Villum Fonden er en almennyttig fond, som støtter projekter med videnskabelige, kulturelle, kunstneriske og sociale mål.

Teknologiske innovationsværksteder over hele kommunen
Hidtil har Mind Factory by Ecco fungeret som kommunens innovationsværksted, men med økonomisk støtte fra Villum Fonden skal innovation nu spredes ud over hele kommunen, fortæller leder af Mind Factory by Ecco, Anne-Sofie Dideriksen:

- Vi har den vision, at teknologi og digitalisering skal være en integreret del af undervisning og fritid for alle børn og unge i hele Tønder Kommune. Men indtil nu har vi været udfordret af kommunens udstrakte geografi. Ved bygge makerspaces rundt om i hele kommunen får alle – store som små – mulighed for at dyrke innovation og leg med nye teknologier.

Planen er at etablere makerspaces på alle de kommunale skoler. På hovedskolerne indrettes der makerspaces i fuld skala med både de lidt dyrere fabrikationsteknologier som 3D-printere og lasercutter samt programmerbare teknologier som microcomputere, kredsløbsbyggeelementer og forskellige former for robotter.

På de resterende kommunale skoler vil makerspaces blive indrettet i lidt mindre skala.

Derudover vil der blive etableret et mobilt minimakerspace, som vil turnere rundt til de private grundskoler og FGU. Det mobile makerspace skal også bruges til fritidsaktiviteter med Ungdomsskolen og Familieværkstedet.

For at gøre innovationsværkstederne tilgængelige for alle, bliver der også tilbudt makerspace-aktiviteter på bibliotekerne i fritidsregi.

- Vi er meget taknemmelige for den økonomiske støtte, vi har fået fra Villum Fonden. Den betyder, at børn, unge – også de sårbare og udsatte – samt deres forældre og andre voksne vil få mulighed for at lege og skabe i makerspaces faciliteret af bibliotekerne, ungdomsskolen og frivillige fællesskaber, fortæller borgmester Jørgen Popp Petersen og fortsætter:

- Med andre ord får alle lige adgang til innovationsværktøjerne. Det skal være med til at tænde en gnist af skabertrang hos alle årgange, som børnene vil tage med sig fra folkeskole til ungdomsuddannelser og erhvervsskoler og derfra videre til erhvervslivet, fordi der hele vejen igennem er en rød tråd i projektet.

Ungdomsuddannelserne og kommunens 10. klasse-tilbud vil til dagligt bruge det nuværende makerspace i Mind Factory by Ecco. Dette bliver i forbindelse med projektet opgraderet, så Mind Factory by Ecco også kan bruges til særlige Åben-Skole-tilbud og til fritidsaktiviteter.

Femårsplan
Første skridt på vejen er ansættelse af en fuldtids projektmedarbejder i regi af Tønder Ungdomsskole, der sammen med Mind Factory by Ecco og daglig leder Anne-Sofie Dideriksen får hovedansvaret for det ambitiøse projekt.

Efter planen begynder etableringen af makerspaces på skoler i efteråret 2023. Samtidig påbegyndes opbygningen af det mobile makerspace.

Der arbejdes med en tidsplan på fem år, således at alle aktiviteter er i fuld drift ved udgangen af 2027.

Kontakter

Billeder

Information om Tønder Kommune

Tønder Kommune
Tønder Kommune
Wegners Plads 2
6270 Tønder

+45 74 92 92 92https://www.toender.dk/

Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune

Grøn omstilling kan skabe nye muligheder på tværs af grænsen11.9.2024 15:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Tønder Kommune arbejder målrettet på at udbygge det grænseoverskridende samarbejde med Nordtyskland og spille en aktiv rolle i udviklingen af grøn energi og bæredygtig vækst i regionen. Med fokus på projekter inden for den grønne omstilling, skal samarbejdet ikke kun fremme produktionen af vedvarende energi, men også sikre afledte effekter i form af vækst, nye arbejdspladser og liv i de lokalsamfund, hvor energien produceres.

Indvielse af Fredsenglen i Toftlund10.9.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Lørdag den 21. september kl. 10.30 indvier Kulturudvalgsformand og formand for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig, René Andersen, en ny keramisk skulptur, Fredsenglen, på torvet foran biblioteket i Toftlund. Denne skulptur er en af to, som elever fra både danske og tyske skoler har skabt i samarbejde med Tønder Kulturskole og keramisk kunstfagskandidat Helle Binding fra Tønder. Den anden skulptur vil blive placeret i Niebüll, hvor den endelige placering afventer politisk godkendelse. Indvielsesdatoen er valgt med omhu, da den falder sammen med den internationale fredsdag, International Day of Peace. Arrangementet vil blive akkompagneret af musik fra elever ved Tønder Kulturskole. Helle Binding har skabt den store engel, som eleverne har dekoreret med deres egne keramiske relieffer. Skulpturen, som monteres på en sokkel, er cirka 160 cm høj. Projektet, der bærer titlen Fredsengle, er et grænseoverskridende og samskabende initiativ. Elever fra Toftlund Distriktsskole og STUK i Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye