Dansk El-Forbund

Stærke kvinder trives i elfaget

Del
8. marts: Masser af kollegial respekt til to af fagets kvinder. I fagbladet Elektrikeren fortæller de om de valg, de har truffet undervejs

Kvinder udgør kun en yderst beskeden del af elektrikerne i Danmark, og trods mange forsøg på at ’lokke’ dem til branchen, har den situation ikke ændret sig i mange år. Men blandt de kvinder, der arbejder på området, findes der rollemodeller, der i høj grad kan anbefale faget – og som nyder kollegernes respekt. To af dem fortæller i fagbladet Elektrikeren om deres faglige valg.

Amalie Schwartz er EUX-lærling på Den jydske Haandværkerskole og har læreplads hos Aktiv-El i Nykøbing Falster. Både folkeskolen og gymnasiet mente, hun var for klog til at blive håndværker og ville ikke hjælpe hende den vej. Heller ikke i familien fandt hun umiddelbart opbakning.

Men hun traf sit eget valg og er i dag så talentfuld i sit fag, at hun får stort ansvar i firmaet. Siden sommeren 2021 har hun stået i spidsen for at ombygge en HM-butik i tre etager i Nykøbing til 17 lejligheder og har haft op til seks elektrikere fra firmaet til at hjælpe sig.

– Det er megafedt at få ansvar. Jeg har snakket lidt med firmaet om at blive efter min læretid. De har megatravlt, og der kommer et projekt med at bygge 27 seniorboliger i Maribo. Måske kunne jeg også komme til at stå for det. Jeg mærker, at firmaet tror på mig, siger hun til fagbladet Elektrikeren.

Også i famillien er der nu stolthed over Amalie Schwartz, der for initiativet Boss Ladies jævnligt tager ud på folkeskoler og fortæller om at være kvinde og i gang med en håndværkeruddannelse. Hun prøver at rette op på den mangel på viden, hun selv oplevede i skolen.

Hvis Amalie Schwartz som kvinde er en sjældenhed i branchen, så er Camilla Veel Jeppe det i endnu højere grad. Antallet af kvindelige tillidsrepræsentanter i Dansk El-Forbund kan tælles på to hænder, og selvom hun kun har været udlært i et års tid, blev hun for nylig valgt som den første kvindelige tillidsrepræsentant i installationsvirksomheden EL:CON. Her repræsenterer hun kollegerne i afdelingen EL:CON Service Odense.

Det var kollegerne, der opfordrede hende til at stille op. En dispensation var nødvendig, da overenskomsten tilsiger, at man skal have arbejdet mindst et år i de seneste to år på den pågældende virksomhed for at modtage valg.

Til daglig monterer hun Clever-ladebokse til elbiler. Camilla Veel Jeppe oplever ikke nævneværdige skyggesider ved at være kvinde i elbranchen:

– De fleste reaktioner er positive. Nogle spørger, om det ikke er svært at være kvinde i et mandefag. Næ, det er skønt, svarer jeg så. Jeg var en gang ude hos en kunde, som sagde, at næste gang måtte de godt sende en ’rigtig elektriker’. Jeg fortalte ham med store bogstaver, at der altså ikke er forskel, og hvis han havde et problem, så var han velkommen til at ringe til min chef. Han fik vist aldrig ringet.

Læs mere i fagbladet Elektrikeren: http://www.e-pages.dk/danskelforbund/915/

Billeder

Links

Information om Dansk El-Forbund

Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund
Nyropsgade 14
1602 København V

33297000http://www.def.dk

Følg pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye