Stærk lægefaglig leder i spidsen for Rigshospitalet

Den 47-årige hjertelæge Rasmus Møgelvang sætter sig 1. januar for bordenden på Rigshospitalet. Han kommer fra en stilling som vicedirektør, og før det var han centerdirektør i Hjertecentret.
”Det danske sundhedsvæsen er i verdensklasse, men lige nu er vi udfordret som følge af mangel på sygeplejersker og andre centrale faggrupper. Samtidig er vi ikke gode nok til at sikre sammenhæng og lighed i sundhed, og den demografiske udvikling vil yderligere udfordre sundhedsvæsenet. Det kalder på nye veje og nye løsninger - ikke mindst for Rigshospitalet, der har et særligt ansvar for at sikre, at alle borgere i Danmark har adgang til de nyeste og bedste udrednings- og behandlingstilbud. Jeg sikker på, at Rasmus er den helt rigtige til at stå i spidsen for den vigtige ledelsesopgave,” siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen.
Han lægger vægt på, at Rasmus Møgelvang - udover sin stærke faglige profil og mange års kliniske erfaring - har omsorg og ordentlighed som er helt grundlæggende for sit lederskab.
”Der er behov for at tale vores sundhedsvæsen op og italesætte, hvor mangfoldigt og meningsfuldt det er at være en del af alt det, sundhedsvæsenet udretter for borgere og patienter. Rigshospitalet har en naturlig og central rolle her. I sin ledelse på Rigshospitalet har jeg oplevet Rasmus som en stærk kommunikatør, og jeg tror på, at han kan skabe følgeskab gennem sit engagement, overblik og visioner,” siger Jens Gordon Clausen, der ser frem til samarbejdet i bl.a. kredsen af hospitalsdirektører.
Viden skal bredes ud
Rasmus Møgelvang glæder sig til at overtage stafetten. Han mener, at data, kunstig intelligens og nye teknologier giver fantastiske muligheder for at binde sundhedsvæsnet tættere sammen, og for at Rigshospitalet - som en slags open source for sundhedsfaglig viden - kan være med til at sikre, at den rigtige behandling er tilgængelig for patienter i hele landet.
”Som jeg ser det, skal Rigshospitalet i fremtiden være en faglighed lige så meget som en fysisk ramme: De meget specialiserede funktioner udføres fortsat på hospitalet, men vi skal i langt højere grad end i dag bidrage til og understøtte funktionerne på akuthospitalerne. For mig er Rigshospitalet kun noget i kraft af landets øvrige hospitaler og universiteter: Vi viser vores værd, når vi skaber resultater i eget ligeværdigt samarbejde omkring patienten på tværs af det samlede sundhedsvæsen,” siger Rasmus Møgelvang.
Rigshospitalet i partnerskaber
Han understreger, at mange af de sundhedsopgaver, der løses andre steder i sundhedsvæsnet, har rod i hospitalets forskning og udvikling. Og sådan skal det også være i fremtiden.
”Men vi skal tænke partnerskaber med uddannelsesinstitutioner, fonde og industri langt mere systematisk, end vi gør i dag. Vi har brug for nye fagligheder, nye perspektiver og innovation, hvis vi skal imødekomme fremtidens udfordringer. Jeg vil som hospitalsdirektør arbejde for, at Rigshospitalet er en værdsat samarbejdspartner for alle sundhedsaktører, og for at vi internt på hospitalet er en arbejdsplads hvor etik, omsorg og arbejdsglæde går hånd i hånd med behandling, forskning og uddannelse på højeste internationale niveau,” siger Rasmus Møgelvang og tilføjer:
”Selvom arbejdsdagen som direktør er anderledes, end da jeg var læge, så vil jeg grundlæggende være optaget af det samme: Hvordan skaber vi et menneskeligt sundhedsvæsen funderet på omsorg, tillid og tryghed, hvor alle borgere - uanset hvor de bor - har adgang til den højt specialiserede behandling, de har behov for og ønsker.”
Privat er Rasmus Møgelvang gift på 20. år med Charlotte, som er læge. Sammen har de tre drenge på hhv. 16,14 og 10 år. Fritiden bliver tilbragt sammen med familie og venner – bl.a. på sidelinjen til sønnernes håndboldkampe. Derudover drager familien også gerne på skiferie, og som det nyeste er de begyndt at spille padel-tennis.
Akademiske grader
- 2019 Klinisk Lektor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
- 2018 Professor i Kardiologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet
- 2009 Forskningslektor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
- 2009 Ph.d., Københavns Universitet
- 2001 Cand. med., Københavns Universitet
Ansættelser
- 2021 - nu Lægefaglig vicedirektør, Rigshospitalet
- 2019 – 2021 Centerdirektør, Hjertecentret, Rigshospitalet
- 2017 – 2019 Overlæge, Teamleder, Hjertemedicinsk Klinik, Hjertecentret, Rigshospitalet
- 2014 – 2016 Afdelingslæge, Hjertemedicinsk Klinik, Hjertecentret, Rigshospitalet
- 2011 – 2014 Hoveduddannelse, Hjertemedicinsk Klinik, Hjertecentret, Rigshospitalet
- 2009 – 2011 Hoveduddannelse, Medicinsk afdeling, Holbæk Sygehus
- 2008 – 2009 Post. doc., Kardiologisk afdeling, Gentofte Hospital
- 2005 – 2008 Klinisk assistent, Kardiologisk afdeling, Gentofte Hospital
- 2003 – 2004 Introduktionsstilling i Kardiologi, Hjertemedicinsk Klinik, Hjertecentret, Rigshospitalet
- 2002 – 2003 Introduktionsstilling i Intern medicin, Medicinsk afdeling, Kalundborg Hospital
- 2001 – 2002 Turnus, Vestsjællands Amt
Billeder
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Budgettet på Mary Elizabeths Hospital øges med 795 mio. kr.20.8.2025 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I Region Hovedstadens budget for 2026 og frem afsættes der 795 mio. kr. til forventede budgetudfordringer på Mary Elizabeths Hospital – det nye hospital for børn, unge og gravide på Rigshospitalet. Samtidig udskydes indflytningen et halvt år til slutningen af 2027.
Sociolancen kommer til Frederiksberg: Indvies 4. august4.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mandag den 4. august bliver en særlig dag for Frederiksbergs mest sårbare borgere. Her bliver Sociolancen for første gang en del af bybilledet – og det markeres med en officiel indvielse på John Winthers Plads bag Frederiksberg Rådhus kl. 15:00.
Ventetid på planlagte operationer styrtdykker15.7.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter nogle år med lange ventetider på planlagte operationer i Region Hovedstaden er udviklingen nu endegyldigt vendt. I april 2025 var den gennemsnitlige ventetid nede på 43 dage – i samme måned i 2022 var ventetiden 76 dage.
Region H giver flere penge til behandling af et stigende antal kvinder med brystkræft10.7.2025 12:39:29 CEST | Pressemeddelelse
Målopfyldelsen af pakkeforløb for brystkræft er i bedring efter en længere periode med mangel på det nødvendige personale. Området er imidlertid udfordret af et stigende antal kvinder, der sendes til udredning for brystkræft, så for at fastholde de gode resultater har regionsrådet valgt at afsætte 15 mio. kr. i varig bevilling til behandlingen.
20 millioner til at nedbringe ventetiden til operationer og høreapparatsbehandling4.7.2025 10:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden vil sikre hurtigere udredning og behandling for patienter, der oplever længere ventetid til fx en planlagt operation af brok eller til at få høreapparat.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum