Vejdirektoratet

Stadigt flere kører økonomisk med øjet på speedometeret

Del

Danskerne løfter fortsat foden fra speederen på motorvejen, og med høje elpriser kan også elbilister spare mange penge, hvis de sænker farten.

Motoren sluger mere brændstof, når man træder speederen i bund. Foto: Vejdirektoratet.
Motoren sluger mere brændstof, når man træder speederen i bund. Foto: Vejdirektoratet.

Stigende benzin- og elpriser har i årets løb gjort det væsentligt dyrere at køre bil, og selv om priserne nu har fundet et mere nådigt leje, er der stadig store beløb at spare ved at sænke hastigheden.

Siden marts har danskerne sænket farten med 2-3 km/t på motorveje med en hastighedsbegrænsning på 130 km/t sammenlignet med tidligere år, hvor det krævede knap så dybe lommer at sætte sig bag rattet i bilen.

De gode vaner med at køre mere sparsommeligt lader til at have slået rødder og kan også observeres på motorveje med en lavere hastighedsbegrænsning. Det viser nye tal fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer, der henter sine data fra målestationer langs statsvejnettet.

Projektleder Niels Moltved, Vejdirektoratet, siger:
”Hvis du kører på motorvejen og sætter farten ned med 10 km/t, så er en god tommelfingerregel, at du skærer omkring 10 procent af dit brændstofforbrug. Det gælder, uanset om du hælder benzin eller strøm på tanken, og her midt i en energikrise er det altså ikke håndører, du sparer, hvis du er fremsynet og laver regnestykket for hele året. Det har mange danskere fundet ud af, og derfor ser vi nu, at der bliver kørt langsommere på motorvejene, end vi har set i rigtig mange år.”

På motorveje med en hastighedsbegrænsning på 130 km/t blev der i oktober kørt med en gennemsnitshastighed på 118,2 km/t mod en gennemsnitshastighed på mellem 120,2 og 121,1 km/t i samme måned de foregående år.

Når mange danskere begynder at træde mere forsigtigt på speederen, så er det ikke kun godt nyt for den enkeltes bankkonto, men også for klimaet, der derved bliver skånet for omkring 27.000 tons CO2 i 2022, og samfundsmålet om at spare på energien denne vinter.  

Projektleder Niels Moltved, Vejdirektoratet, siger:
”Den seneste tid har der været mange historier om, hvordan mange danskere er begyndt at skrue ned for radiatoren i stuen eller står op midt om natten for at sætte vaskemaskinen i gang, så hvorfor ikke også skrue på ens forbrug af energi på vejene? Det er stadig benzinbiler, der har størst gevinst af at sænke hastigheden, men elpriserne er også steget, og det har altså stor betydning for rækkevidden i en elbil, om man kører 130 eller 110 km/t på motorvejen. De fleste elbilister har sikkert lagt mærke til, at de kan køre længere med et jævnt og stabilt tempo, eller at de bliver foreslået at køre af motorvejen, hvis de indstiller GPS’en til at vælge den billigste rute.”

Ud over hastighedsgrænsen og prisen på brændstof spiller også trængsel, vejr, omfanget af dagslys og bilisternes privatøkonomi en rolle i, hvor hurtigt der bliver kørt på motorvejene.

En del af disse forhold har Vejdirektoratet taget højde for ved at sammenligne de samme strækninger på samme tidspunkt af året og på tidspunkter uden trængsel.

Læs nyheden ”Der er færre fartsyndere på de danske motorveje”

Gode råd til økonomisk kørsel

Kør jævnt og undgå hårde opbremsninger.

Kør i højt gear, da det reducerer motorens brændstofforbrug.

Tag toppen af farten, når du kører på motorvej.

Skru ned for klimaanlæg og sluk for sædevarme.

Tjek dit dæktryk og sørg for, at dine dæk står lige.

Undgå tomgang, når du holder stille.

Læs mere om trafikkens udvikling i Danmark

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Motoren sluger mere brændstof, når man træder speederen i bund. Foto: Vejdirektoratet.
Motoren sluger mere brændstof, når man træder speederen i bund. Foto: Vejdirektoratet.
Download
Gennemsnitshastighed på motorveje med en hastighedsgrænse på 130 km/t. Grafik: Vejdirektoratet.
Gennemsnitshastighed på motorveje med en hastighedsgrænse på 130 km/t. Grafik: Vejdirektoratet.
Download
Gennemsnitshastighed på motorveje med en hastighedsgrænse på 110 km/t. Grafik: Vejdirektoratet.
Gennemsnitshastighed på motorveje med en hastighedsgrænse på 110 km/t. Grafik: Vejdirektoratet.
Download

Information om Vejdirektoratet

Vejdirektoratet
Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V

+45 7244 3333https://www.vejdirektoratet.dk/

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum