Dansk Metal

Stadig langt mellem arbejdsløse Metal-medlemmer

Del
Ledigheden blandt medlemmer af Dansk Metals a-kasser var i maj måned 2,3 procent. I knap halvdelen af Metals afdelinger er arbejdsløsheden under to procent.

Arbejdsløshedskurven for landets smede, mekanikere, IT og teleansatte, industriteknikere og andre medlemmer af Dansk Metal har længe været stejlt nedadgående. Og med de seneste arbejdsløshedstal er det endnu en gang tydeligt, at forbundets ansatte er yderst eftertragtede på de danske virksomheder.

”Den lave arbejdsløshed er selvfølgelig ethvert fagforbunds mål. Det beviser, at der er rift om vores medlemmer, og at vores MetalJobservice fungerer helt i top. Der er kul på industrien, og det har vi mærket tydeligt de seneste år”, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Arbejdsløsheden i Dansk Metal har været faldende siden maj 2010. Sammenlignet med maj sidste år, er ledigheden 0,3 procentpoint lavere og i forhold til for to år siden 0,8 procentpoint lavere. I 22 ud af Dansk Metals 32 afdelinger, er arbejdsløsheden faldet sammenlignet med maj 2017.

”Vi arbejder målrettet på at få vores medlemmer hurtigt i job igen, hvis de bliver arbejdsløse. Vi har en meget tæt dialog med virksomhederne, så vi konstant ved, hvad det er, de har brug for. Det arbejde har i den grad båret frugt. Men nu er kassen altså ved at være tom, og virksomhederne risikerer at gå slukørede hjem, når de henvender sig til vores afdelinger for at finde ledig, kvalificeret arbejdskraft. Det kan blive et problem på lidt længere sigt”, siger Thomas Søby.

Dansk Metal har længe advaret om, at der allerede nu er mangel på særlige faggrupper i industrien, og at nogle geografiske områder er stort set støvsuget for grupper af faglærte.

”I nogle afdelinger har vi faktisk under ti ledige medlemmer. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi bliver ved med at holde gang i den spirende udvikling, hvor industrivirksomhederne er begyndt at tage flere lærlinge. Det er også helt afgørende, at regeringen én gang for alle sløjfer den to-procents besparelse, der er lagt på erhvervsuddannelserne. Hvis vi skal have de unge mennesker til at vælge erhvervsuddannelserne, så skal vi også sørge for, at holde skolerne attraktive. Vi ser desværre, at regeringen sender modsatte signaler lige nu”, siger Thomas Søby, der er cheføkonom i Dansk Metal.

Udviklingen i arbejdsløsheden på tværs af afdelinger i Danmarks regioner er relativ ensartet. Alle er faldende, på nær Syddanmark der oplever en lille stigning på 0,1 procentpoint. Bruttoledigheden ligger i et spænd fra 1,6 procent til 2,6 procent. Det største absolutte fald i den regionale bruttoledighedsprocent findes i Region Nordjylland, hvor arbejdsløshedsprocenten er faldet med 0,6 procentpoint.

Læs hele analysen ”Stadig langt mellem arbejdsløse Metal-medlemmer” her.

Yderligere info og kommentarer:

Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal, telefon 30837110

Jens Dissing Munk, pressechef i Dansk Metal, telefon 30178874

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Dansk Metal er en fagforening for ca. 108.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye