Spoken Word Festival hylder de usagte ord

Del
Med tabu som årets tema præsenterer Spoken Word Festival fra 16.-26. august et program, hvor blandt andet Katinka Bjerregaard, Kenneth Thordal og Knud Romer lader usagte ord få en stemme.

Når Katinka Bjerregaard, Kenneth Thordal, Knud Romer sammen med andre nationale og lokale artister hylder ordet i alle dets afskygninger på årets Spoken Word Festival, bliver det ud fra temaet ’tabu’. Festivalen afholdes fra 16.-26- august som en del af H.C. Andersen Festivals.

Med årets tema håber festivalleder Betina Følleslev, at Spoken Word sammen med de vidt forskellige events og artister kan sætte ord på nogle af de problematikker i samfundet, sindet og poesien, der oftest forbliver usagte.

”Temaet ’tabu’ er jo et kunstnerisk og litterært skatkammer. Vi ved alle, at tabuer er til for at blive brudt, og når vi tør sætte ord på det usagte, går det op for os, at vi ikke er alene. Der er det talte ord, musikken og litteraturen vores ven, og det kan være både sjovt, rørende og lettende, når nogen peger på elefanten i rummet,” siger Betina Følleslev.

Visioner om bæredygtige samtaler

Festivallederen fortæller, at Spoken Word i de kommende år vil vælge tema ud fra FN’s verdensmål, for visionen er, at kunstens, fortællingens og litteraturens perspektiver kan være med til at rykke og udfordre publikums horisont.

“I et politisk og kulturelt landskab, der beskæftiger sig med bæredygtighed på alle fronter, er det naturligt for Spoken Word at positionere og bidrage til det, vi håber er en bæredygtig samtale, der kan nuancere og bidrage til en sund dialog,” siger Betina Følleslev.

Et program fyldt med spændende samtaler

På årets Spoken Word undersøges temaet ’tabu’ bl.a. i forfattersamtale med Katinka Bjerregaard, der i år udgav debutromanen ’Klump – en kærlighedshistorie’ om kropsangst, kærlighed og den fysiske transformation, der sker, når man bliver mor.

Transformationer er også på menuen, når forfatter Knud Romer og musiker og sangskriver Kenneth Thordal til åbningen inviterer publikum på en rejse, hvor de gennem fortællinger og sange sejler ud på ukendt grund med tilfældets musik som kompas. Og med storyteller og sangskriver Karl Kristian på programmet, får provinsen og Vesterhavet stemme, når han sammen med sit band synger sine sange, hvor Hvide Sande danner rammen om humoristiske og poetiske fortællinger fra hjemstavnen.

Publikum kan både grine, lytte og lære, når Sexpanelet med Emma Libner, stifter af Kh Underlivet, på analog brevkassemaner svarer på spørgsmål om køn, krop og seksualitet, og så kan man opleve forfatter Liv Nimand Duvå og Sofie Riis Endahl i samtale om ungdom og litteratur, som de tager under kærlig behandling i deres værker. Endelig kan publikum møde poesien og forældreskabets usagte ord i selskab med digteren Duncan Wiese.

Programmet for Spoken Word Festival ’23 releases løbende på festivalens hjemmeside, www.spoken.dk, og Facebook-side.

Publikum kan selv være med

Festivalen tilbyder også en række interaktive oplevelser, hvor publikum selv kan prøve kræfter med ordet.

På Spoken Words nyligt lancerede skriveværksted SKRIV kan man sammen med skrivelærer Anne Katrine Bagai sætte litteraturens hemmeligheder under lup. Er man sulten efter at dyste – eller opleve andre gøre det – har man muligheden i både Freestyle Rap Battle, OPEN WORD, Filosofisk Time, den ”Almene Ord-Quiz” samt Poetry - og Story Slam. Og så kan man rode i sin reol og tage sine teenagememoirs under armen, når Kære Dagbog + Åben Scene indbyder til en sjov og øm aften i dagbøgernes tegn.

SPOKEN præsenteres af Studenterhus Odense med støtte fra Odense Kommune, Statens Kunstfond, H.C. Andersen Festivals, Andelskassen Odense og Spar Nord Fonden.

Kontakter

For yderligere oplysninger, kontakt:
Festivalchef Betina Følleslev, telefon 28 81 07 22, mail betina@spokenwordfestival.dk

Billeder

Information om Spoken Word Festival

Spoken Word Festival



Spoken Word Festival er Odenses “ordvilde” festival, der giver scene til ord, litteratur, musik, humor, samtaler og fortælling og udforsker ordet og litteraturen gennem sanselighed i samtale, oplæsninger, performances, koncerter og dialog. Festivalen har eksisteret siden 2010, og er siden 2013 præsenteret af Studenterhus Odense og afholdt over 10 dage i august i hjertet af Odense som del af H.C. Andersen Festivals. Spoken Word sætter ikke kun sit aftryk i det odenseanske by- og kulturliv i august, men præsenterer forskellige kulturelle og poetiske arrangementer i Studenterhuset spredt ud på året, og som noget nyt præsenterede festivalen i 2022 nordisk poesi og fortælling sammen med Trekantområdets Festuge til Nordiske Stemmer i uge 34-35. Spoken Word udgiver desuden nye podcasts løbende, så publikum kan fordybe sig både fagligt og kunstnerisk, hvor end og når, det passer dem.

Følg pressemeddelelser fra Spoken Word Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye