Dansk LudomaniKomité

Spilleindustrien støtter ludomaniforskningen i Danmark

Del
12 mio. kr. til Dansk LudomaniKomité

I dag offentliggøres Dansk LudomaniKomité, som har modtaget 12 mio. kr. fra spilleindustrien til forskning i ludomani de kommende tre år. Pengene er doneret af Kindred Group, Danske Spil, Spilnu.dk, Mr Green og Betsson Group, der alle har licens hos den danske spillemyndighed. Både Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitet er repræsenteret i Dansk LudomaniKomités bestyrelse ved erfarne forskere og eksperter med kendskab til feltet.

"Institut for Klinisk Medicin glæder sig til at huse Dansk LudomaniKomité. Det glæder os, at spilleselskaberne bidrager til at være en del af løsningen, og vi ser nu frem til at hjælpe et forskningsområde godt på vej, der i mange år har haft det svært." Jørgen Frøkiær, institutleder, professor, dr.med., Aarhus Universitet

Formålet med Dansk LudomaniKomité er at skabe et stærkt og sundt forskningsmiljø med fokus på ludomani. De faglige kompetencer i bestyrelsen skal udstikke rammerne for en uvildig bedømmelseskomité, der skal vurdere og udvælge indkomne forskningsansøgninger for at sikre armslængde til donatorerne og værne om forskningsprojekternes uvildighed.

Danmark halter bagefter med ludomaniforskningen

Det danske spillemarked anses for at være et af de mest velregulerede i verden. Den seneste årrække har det dog gennemgået store forandringer foranlediget af liberaliseringen i 2012 og en tiltagende digitalisering. Dette har bl.a. gjort pengespil mere synligt og tilgængeligt i samfundet. Samtidig har udbredelse af problematisk spilleadfærd i befolkningen bevæget sig den forkerte vej, hvilket bekymrer mange. Desværre har ludomaniforskningen i Danmark haft svært ved at følge med.

"Det er helt afgørende for Kindred Group, at der bliver investeret i øget forskning af forebyggelse og behandling af ludomani. Vi ønsker ikke at tjene penge på spillere, der har et usundt forhold til spil. Det er derfor vigtigt, at vi er i stand til at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Med vores bidrag til Dansk LudomaniKomité ønsker vi at tage vores del af ansvaret og understøtte udviklingen af bedre og mere effektive forebyggelses- og behandlingsformer af spilleafhængighed." Kim Olesen, general manager for Danmark og Italien, Kindred Group

Der er ikke tradition for forskning i ludomani i Danmark og forskningsproduktionen har derfor været meget lav sammenlignet med de øvrige lande i Skandinavien. Risikoen for at ny viden om ludomani ikke holder trit med spillemarkedets udvikling er derfor stor, hvilket kan være en forhindring for udviklingen af effektive forebyggelsesstrategier og behandlingsmetoder og for at spillemarkedet bliver hensigtsmæssigt reguleret.

"Danske Spil ønsker at bidrage til at skabe et trygt og sikkert spillemarked i Danmark, og vi er glade for at støtte Dansk LudomaniKomité, hvor ny uafhængig forskning kan spille en nøglerolle i at skabe viden om, hvordan vi bedst forebygger og tager hånd om spillere, der viser tegn på afhængighed. Vi har allerede et stærkt forskningsbaseret samarbejde om blandt andet udviklingen af vores Spilscanner, og vi har også før støttet forskning og indarbejdet resultaterne i vores tiltag for øget ansvarlighed. Og vi ved, at det er afgørende, for vi kan tydeligt se, at vores tiltag virker, da vi er lykkedes med markant at reducere den gruppe af kunder, vi er mest bekymrede for." Kate Jacquerot, juridisk direktør med ansvar for ansvarligt spil, Danske Spil

Fakta om Dansk LudomaniKomité

Dansk LudomaniKomité huses på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet med institutleder, professor, dr.med. Jørgen Frøkiær som bestyrelsesformand. Det forventes, at der åbnes op for modtagelse af de første forskningsansøgninger primo juli i år. Dansk LudomaniKomité har følgende fire fokusområder: Behandling, forebyggelse med fokus på børn og unge, forebyggelse på onlinespilleplatforme og vidensindsamling.

Kontakter

Thomas Marcussen, klinikleder, cand.psych.aut., Forskningsklinikken for Ludomani, Aarhus Universitetshospital, thomas.marcussen@rm.dk, mobil 24618032


Jørgen Frøkiær, institutleder, professor, dr.med., Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, jf@clin.au.dk, mobil 20234527

Information om Dansk LudomaniKomité

Dansk LudomaniKomité
Dansk LudomaniKomité
Universitetsbyen 4, 1. sal
8000 Aarhus C

https://danskludomanikomite.dk/

Følg pressemeddelelser fra Dansk LudomaniKomité

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye