Diakonissestiftelsen

SOSU-uddannelse får Trivsels Smiley

Del
SOSU-lærere er ikke terapeuter, men de skal kunne få øje på psykiske udfordringer hos eleverne og vide, hvordan de hjælper eleven videre. Det er målet med projekt ’Trivsel Smiley’, som Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser har gennemført sammen med Psykiatrifonden.
Eva Nyholm (t.v.) og Maja Michaelsen er to af de nye psykiske førstehjælpere og har prøvet Psykiatrifondens undervisningsmaterialer af sammen med deres elever. Foto: Karen Grønkjær.
Eva Nyholm (t.v.) og Maja Michaelsen er to af de nye psykiske førstehjælpere og har prøvet Psykiatrifondens undervisningsmaterialer af sammen med deres elever. Foto: Karen Grønkjær.

Alle kan blive ramt af psykiske lidelser, og alle kan få hjælp. Det er et af budskaberne som de nyuddannede psykiske førstehjælpere fra Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser fortæller til eleverne.

”Vi prøver at italesætte psykiske lidelser i klasserne for at undgå tabu. Man er ikke sin psykiske sygdom, man har en sygdom – ligesom man kan have et brækket ben,” fortæller lærer Eva Nyholm fra Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser.

”Og så er det i øvrigt ikke meningen, at man skal gå og have det så dårligt. Eleverne skal vide, at de kan få hjælp,” tilføjer hun.

”En fra holdet virker anderledes…”
Tre undervisere samt uddannelsesvejlederen og lederen fra Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser er blevet uddannet til psykiske førstehjælpere af Psykiatrifonden. Resten af underviserne har på fire sessioner fået en komprimeret version af uddannelsen. Fremover vil psykisk førstehjælp være en del af grundforløbet for alle SOSU-elever. Desuden har uddannelseslederen og -vejlederen i samarbejde med Frederiksberg Sundhedscenter og Psykiatrifonden udarbejdet en beredskabsplan, så alle ved, hvad der kan og skal gøres, hvis en elev har brug for hjælp.

Eva Nyholm og Maja Michaelsen er to af de nye psykiske førstehjælpere og har prøvet Psykiatrifondens undervisningsmaterialer af sammen med deres elever.

”Vi brugte blandt andet nogle samtalekort, hvor man eksempelvis bliver spurgt om, hvad man vil gøre, hvis en fra holdet virker anderledes og ked af det en dag. En elev åbnede op og fortalte om sine psykiske lidelser, og det berørte de andre meget,” fortæller Maja Michaelsen.

”Det er jo også noget, som eleverne kan bruge i forhold til fremtidige kolleger. Der skal de også reagere, hvis et menneske viser tegn på mistrivsel. Så på flere niveauer giver det her rigtig meget mening,” konstaterer Eva Nyholm.

Planer for at hjælpe
Formålet med Trivsel Smiley er at fremme trivslen for eleverne på erhvervsuddannelserne og mindske frafaldet. Projektet er ikke tidsafgrænset, men skal implementeres og fastholdes.

”Jeg er i hvert fald blevet bedre til at tage snakken med eleven og kan reagere hurtigere, når jeg ser noget, der bekymrer. Eleverne var også glade for at se vores beredskabsplan og vide, at hvis de lægger mærke til noget, så har vi en plan for at hjælpe,” fortæller Maja Michaelsen.

Som en del af projektet har underviserne skullet lave ’aktioner’ for at fremme trivslen på holdet. Eva Nyholm satte fokus på at få flere til at deltage og sige noget i timerne ved at bruge situationsspil, så sprogligt udfordrede elever kunne komme til at vise, hvad de kunne i stedet for at række hånden op og sige noget.

Maja Michaelsen gik i en anden retning, da hu har indført en daglig samfundsfaglig snak:

”Jeg vil gerne forberede eleverne på, hvad de kan tale med borgerne og de pårørende om, så jeg indleder hver dag med at tale med eleverne om noget aktuelt. Det har for eksempel været mængden af pizza, som danskerne indtager og de nye pandaer i Zoo. Det giver også eleverne noget at tale om i pauserne, så de ikke bare kigger på deres telefoner.”

Viden om modgang
De to psykiske førstehjælpere er enige om, at det har været godt for både elever, lærere og uddannelsen at gennemføre Trivsel Smiley.

”Det gav en god stemning og lethed i klassen, da vi arbejdede med trivslen og talte om psykiske udfordringer. Det kan ellers godt være lidt tungt at tale om mistrivsel,” siger Eva Nyholm, og Maja Michaelsen supplerer:

”Det har givet eleverne noget perspektiv på livet og viden om, hvad modgang også kan være. De unge elever fik øjnene op for nogle af de historier, som de ældre elever har med sig. Det giver forståelse og gør måske, at det bliver nemmere at bede om hjælp.”

Fakta:

  • Tal fra Psykiatrifonden viser, at hver femte dansker oplever symptomer på psykisk sygdom i løbet af deres liv.

  • Tre undervisere samt uddannelsesvejleder og uddannelsesleder på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser er blevet uddannet til psykiske førstehjælpere gennem projektet Trivsel Smiley. De øvrige undervisere har fået en kortere version af uddannelsen.

  • Trivsel Smiley er tilbydes af Psykiatrifonden for at støtte sårbare elever og styrke trivslen for alle elever på landets erhvervsskoler, så færre unge frafalder deres uddannelse på grund af mistrivsel.

  • Et nyt trivselsforløb bliver fremover en del af grundforløbet på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser.

  • Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser samarbejder desuden med Frederiksberg Sundhedscenter om at fremme elevernes sundhed. Her er psykisk trivsel også et fokusområde.

  • Der starter hvert år knap 200 elever på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser.

  • Uddannelserne begynder med et 20 ugers grundforløb. Derefter varer SOSU-hjælper-uddannelsen 14 mdr., og SOSU-assistent-uddannelsen varer knap tre år.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Eva Nyholm (t.v.) og Maja Michaelsen er to af de nye psykiske førstehjælpere og har prøvet Psykiatrifondens undervisningsmaterialer af sammen med deres elever. Foto: Karen Grønkjær.
Eva Nyholm (t.v.) og Maja Michaelsen er to af de nye psykiske førstehjælpere og har prøvet Psykiatrifondens undervisningsmaterialer af sammen med deres elever. Foto: Karen Grønkjær.
Download
Psykiatrifonden underviser SOSU-lærere i psykisk førstehjælp for at styrke trivslen og mindske frafaldet på uddannelsen. Foto: Karen Grønkjær.
Psykiatrifonden underviser SOSU-lærere i psykisk førstehjælp for at styrke trivslen og mindske frafaldet på uddannelsen. Foto: Karen Grønkjær.
Download

Information om Diakonissestiftelsen

Diakonissestiftelsen
Diakonissestiftelsen
Peter Bangs Vej 5B
2000 Frederiksberg

38 38 41 00https://www.diakonissestiftelsen.dk

Diakonissestiftelsen er en non-profit virksomhed med over 155 års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

Følg pressemeddelelser fra Diakonissestiftelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Diakonissestiftelsen

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye