Søren Brostrøm og kolleger vaccinerer tirsdag aften i Øksnehallen
13.12.2021 15:22:26 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Se at blive vaccineret – hellere i dag end i morgen. Sådan lyder opfordringen fra myndighederne. Alle stik gælder, og alle hænder tæller. Derfor har Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, og flere af hans kolleger – bl.a. Helene Bilsted Probst og Bolette Søborg – sat fire timer af i kalenderen tirsdag aften, hvor de vaccinerer borgere i Øksnehallen i København.
”Jeg er selv læge og har allerede været ude at vaccinere mange steder i landet. Det er vigtigt, at vi også som Sundhedsstyrelsen kommer ud og tager snakken om vaccinen med folk i øjenhøjde. Lige nu skal vi meget hurtigt have vaccineret enormt mange, så der er brug for alle hænder. I Sundhedsstyrelsen arbejder mange forskellige autoriserede sundhedspersoner, og jeg er glad for at flere af dem har meldt sig til sammen med mig at tage en aftenvagt på det store vaccinecenter i Øksnehallen,” siger direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.
Også Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, vaccinerer side om side med Sundhedsstyrelsen og de øvrige medarbejdere tirsdag aften:
” Jeg tager selv med glæde en tørn med at vaccinere. Borgerne skal vaccineres hurtigst muligt, så nu gælder det om at få så mange kvalificerede hænder i gang med at vaccinere som overhovedet muligt”, understreger Helene Bliddal Døssing.
I Region Hovedstaden er der den seneste tid skruet voldsomt op for vaccinationskapaciteten, og ud over de 11 store regionale vaccinationscentre, hvoraf Øksnehallen åbnede som højkapacitetscenter fredag, kan man også blive vaccineret hos de praktiserende læger, hos de private aktører Copenhagen Medical og Practio, og fra denne uge også på apotekerne.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser frem til Sundhedsstyrelsens besøg i Øksnehallens Vaccinationscenter, der er blandt de store vaccinationssteder i hovedstadsregionen:
”Jeg er virkelig glad for, at Søren Brostrøm og flere af hans kolleger giver en hjælpende hånd. Vi skal nemlig vaccinere virkelig mange borgere, så der er brug alle gode kræfter for at løfte den kæmpe store vaccinationsopgave i regionens vaccinationscentre, hos de praktiserende læger, de private vaccinationsfirmaer og på apotekerne,” siger Lars Gaardhøj (S) og tilføjer:
”Kun ved at stå sammen med vores samarbejdspartnere kan vi komme i mål med at vaccinere op mod 330.000 mennesker fra næste uge.”
Sundhedsstyrelsen vaccinerer fra kl. 17 til 21.
Til pressen:
- Der er et begrænset antal pladser til rådighed til medier, som vil være med til vaccination tirsdag aften.
- Pressen er velkommen mellem 18-20 efter forudgående tilmelding.
- Tilmelding senest tirsdag kl. 8 til presse@regionh.dk
- Husk mundbind og coronapas. Vi henstiller til, at man ikke møder frem, hvis man har symptomer på corona. Da der lige nu er meget smitte i samfundet, opfordrer vi til at møde frem med en frisk kviktest.
Fra Sundhedsstyrelsen deltager:
- Søren Brostrøm, læge, direktør i Sundhedsstyrelsen
- Helene Bilsted Probst, læge, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen
- Tanja Malene Popp, ergoterapeut, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
- Agnethe Vale Nielsen, læge, Enhedschef i Sundhedsstyrelsen
- Louise Bredal Mørk Lauridsen, læge, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen
- Bolette Søborg, læge, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
- Steen Dalsgård Jespersen, sygeplejerske, enhedschef i Sundhedsstyrelsen
- Maria Tølbøll Glavind, læge i Sundhedsstyrelsen
- Gideon Ertner, læge i Sundhedsstyrelsen
- Elsa Martha Eriksen, sygeplejerske i Sundhedsstyrelsen
Fra Region Hovedstadens Akutberedskab deltager: -
Helene Bliddal Døssing, sygeplejerske, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
Region Hovedstaden fejrer letbaneåbning ved Herlev Hospital22.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag åbner Hovedstadens Letbane hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Ved Herlev Hospital fejrer Region Hovedstaden dagen med is, ultralydsundersøgelse og et bamsehospital for de mindste.
Flere sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne – og nyansatte bliver længere13.7.2026 08:14:56 CEST | Pressemeddelelse
Der har aldrig været mere sundhedspersonale ansat i Region Hovedstaden. Sygefraværet er faldet, og 76 procent er meget glade for at gå på arbejde. Det er en positiv udvikling, men vi har fortsat et arbejde foran os, siger udvalgsformand Susanne Due Kristensen (S).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
