Dansk Socialrådgiverforening

Socialrådgiverne om finanslov: Regeringen glemmer at sætte penge bag ambitioner for socialområdet

Del
Socialområdet glimrer ved sit fravær i finanslovsudspillet. Det mødes af kritik fra Dansk Socialrådgiverforening, som mener, at regeringen burde sætte penge bag sine ambitioner på socialområdet.
Fotograf: Lisbeth Holten
Fotograf: Lisbeth Holten

- Socialområdet er underdrejet. Udgifterne til det specialiserede socialområde stikker af. Socialrådgiverne har så travlt, at de konstant er bagud med deres arbejde. I mellemtiden forværres børn og unges mistrivsel. Regeringen lader disse problemer vokse, når de glemmer at prioritere socialområdet, lyder det fra Signe Færch, som er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.

For nyligt kunne DR fortælle, at flere kommuner genåbner deres budgetter på grund af stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som bl.a. dækker over udgifter til anbragte børn, hjælp til borgere med handicap og indsatser til borgere med psykiske lidelser. Flere borgmestre fortalte i den forbindelse, at det kan betyde forringelser i daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

- Regeringen burde give socialområdet en økonomisk saltvandsindsprøjtning, så de socialt udsatte sikres den hjælp, de har brug for, og så andre velfærdsområder ikke skal holde for, indtil KL og regeringen finder en varig løsning på de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, siger Signe Færch.

Hun peger på, at regeringen ellers har udvist masser af gode ambitioner på socialområdet – bl.a. med socialministerens udmeldinger om handicapområdet og regeringens ønske om at sikre mere værdighed for de mest socialt udsatte. Signe Færch mener dog ikke, at det er nok:

- Det er svært at komme i mål med de gode ambitioner, når regeringen glemmer socialområdet i sit første finanslovsudspil. Jeg havde gerne set, at de brugte denne lejlighed til at sikre de økonomiske rammer, som er nødvendige for at indfri ambitionerne.

Det er ikke alt i finansloven, som får socialrådgivernes forkvinde til at ryste på hovedet. Regeringen har afsat 1,3 mia. kr. til en ny arbejdsmiljøaftale for perioden fra 2023 til 2026, og det bliver rost:

- Socialrådgiverne er en af de mest stressede faggrupper. Det skyldes bl.a. et presset arbejdsmiljø, så det er positivt, at regeringen har afsat midler til en styrket arbejdsmiljøindsats. Det er dog vigtigt, at der kommer et særskilt fokus på det psykiske arbejdsmiljø i aftalen, så vi kan få gjort noget ved den folkesygdom, som stress har udviklet sig til.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Fotograf: Lisbeth Holten
Fotograf: Lisbeth Holten
Download

Information om Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Socialrådgiverforening
Toldbodgade 19 B
1253 København K

70 10 10 99https://socialraadgiverne.dk/

Følg pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye