Dansk Metal

Små danske virksomheder har brug for en vitaminindsprøjtning

Del
Fagforbundet Dansk Metal deler regeringens visioner om, at flere små- og mellemstore virksomheder skal vokse sig større. Regeringens ”erhvervs- og iværksætterudspil” peger på muligheder for flere investeringer i mindre danske virksomheder.

Flere små iværksættervirksomheder skal i fremtiden have bedre mulighed for at vokse sig til globale erhvervssucceser. Det skal blandt andet ske ved at skabe en bedre iværksætterkultur og ved at gøre det nemmere for almindelige lønmodtagere at investere i aktier via en aktiesparekonto efter svensk forbillede.

”Ideen om at almindelige mennesker kan lave mindre investeringer i aktier via en aktiesparekonto er grundlæggende god. Men det er stadigvæk helt afgørende, at store investorer understøtter virksomhederne med både kapital og know-how”, siger forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen.

I Sverige har man en lignende ordning, og ifølge Erhvervsministeriet har det betydet, at der over de seneste år har været 35 gange så mange børsnoteringer af mindre virksomheder som i Danmark.

”Der er ingen tvivl om, at det ville gavne væksten hos de små- og mellemstore virksomheder, hvis vi indfører en lignende ordning i Danmark. Det er dog vigtigt, det er frie midler, der investeres. Vi kan ikke på nogen måde acceptere, hvis man begynder at investere med pensionspenge”, siger Claus Jensen.

Fagforbundet Dansk Metal glæder sig også over, at regeringen tager anbefalingerne i ’Det Digitale Vækstpanel’ med videre i arbejdet for at sikre vækst og beskæftigelse i de danske virksomheder.

”Det er helt nødvendigt, hvis vi skal styrke produktiviteten og gøre det muligt for virksomheder at vokse sig større og skabe vækst i Danmark. Digitalisering og automatisering spiller en stadig større rolle i dansk konkurrenceevne. Derfor skal vi have forbedrede fradragsmuligheder for små- og mellemstore virksomheder, der vil investere i ny teknologi”, siger Claus Jensen.

I erhvervs- og iværksætterudspillet lægger regeringen også op til en digital strategi, der skal øge danskernes digitale kompetencer. Den vil blive fremlagt senere på året.

”Noget af det vi i øjeblikket drøfter i trepartsforhandlingerne er den ene million danskere, der er uden tilstrækkelige it-kompetencer. Her er der behov for et løft, så vi blandt andet i industrien kan høste det potentiale, der ligger i øget brug af ny teknologi”, siger Claus Jensen.

Yderligere information og kommentarer:

Claus Jensen, via pressechef Jens Dissing Munk, telefon 30178874

Information om Dansk Metal

Dansk Metal
Dansk Metal
Molestien 7
2450 København SV

33 63 20 00https://www.danskmetal.dk/

Dansk Metal er en fagforening for ca. 108.000 lønmodtagere, der arbejder med it, teknik og mekanik.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Metal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Metal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye